Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
40
Magnus den gode.

Saaledes gik det hen indtil 8de Dag Juul, Nytaarsdag, da begyndte Einar paa ny at tale om Thorſtein, men med ſamme Udfald ſom før. Trettende Dag Juul fornyede Einar endnu engang ſin Bøn om at Kongen vilde tage Thorſtein til Naade. „Jeg haaber“, ſagde han, „at I vil agte mine Ord“. „Herom ville vi ej tale“, ſagde Kongen; „jeg veed ikke, hvorledes du kunde finde paa at tage dig af en Mand, ſom jeg var vred paa“. Einar ſvarede: „dette var mere min Søn Eindrides Gjerning, end min; men jeg troede rigtignok at min Forbøn for en eneſte Mand ſkulde kunne udrette noget hos dig, naar vi ellers i alle Dele ſtedſe have gjort, og fremdeles ville gjøre hvad der tjener til din Hæder; og mangt og meget, frygter jeg, vil kunne ſkee, inden han bliver dræbt: jeg, Herre, vil vorde ilde ſtedt, hvis I ej vi modtage Pengebøder af min Søn for Thorſtein, men heller ſlaaes med ham, thi jeg kan dog ikke bære over mit Hjerte at kæmpe mod eder. Men det maa jeg rigtignok ſige, at jeg da ikke merker ſtort til at I erindre, hvorledes jeg opſøgte eder øſter i Gardarike, blev eders Foſterfader, og ſidenefter har ſtøttet og ſtyrket eders Rige, idet jeg ſeent og tidligt tænkte paa hvorledes jeg bedſt kunde befordre eders Hæder. Nu vil jeg drage bort fra Landet, og aldrig mere ſtaa dig bi: der vil nok gives dem, ſom ſige, at du vinder lidet ved alt dette“. Med disſe Ord ſprang Einar vred op fra ſit Sæde, og gik henimod Døren. Kongen rejſte ſig ſtrax op, ilede efter ham, lagde Armene om hans Hals, og ſagde: „kom tilbage, kjære Foſterfader, aldrig ſkal noget, hvad det ſaa nu er, kunne ſplitte vort Venſkab; tag Manden i Fred, ſom det bedſt behager dig“. Da blev Einar blid igjen. Thorſtein blev tagen til Naade og kom atter i Kongens Yndeſt.

Sighvat Skald havde en Syſter ude paa Island, ved Navn Gudrun; hiin var gift med en Mand, ſom ligeledes hed Sighvat. Denne var paa en ſkjendig Maade bleven dræbt af en voldſom og ondſkabsfuld Nabo, ved Navn Thorgrim. Han efterlod en fireaarig Søn ved Navn Rafn. Moderen, der helſt vilde leve i Fred og Ro, ſøgte at holde denne i Uvidenhed om Maaden,i hvorpaa hans Fader var kommen af Dage. Naar han, hvad der ofte hendte, ſpurgte derom, ſvarede hint kun at han pludſelig var død af en heftig Sygdom. Saaledes gik det til, at Skaun, uden at ane det mindſte, blev en hyppig Gjeſt i Thorgrims Huus og omgikkes fortroligt med hans Sønner. Han voxede imidlertid op til en ſmuk, ſterk og haabefuld Yngling. Ofte brødes han for Moro Skyld med Thorgrims Søn Kalf, og uagtet denne var ældre end han, kom han altid til kort. En Dag, da dette atter hendte — Rafn var da 15 Aar gammel — blev Kalf ærgerlig og ſagde: „du veed ikke at ſtyre dine Kræfter, nu det kommer viſt til at gaa dig ſom det gik din Fader“. „Det hender jo dagligdags at Folk dø“, ſvarede Rafn, „og den Vej ſkal vel ogſaa jeg engang“. „Da veed du nok ikke“,