Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
40
Magnus den gode.

Saaledes gik det hen indtil 8de Dag Juul, Nytaarsdag, da begyndte Einar paa ny at tale om Thorstein, men med samme Udfald som før. Trettende Dag Juul fornyede Einar endnu engang sin Bøn om at Kongen vilde tage Thorstein til Naade. „Jeg haaber“, sagde han, „at I vil agte mine Ord“. „Herom ville vi ej tale“, sagde Kongen; „jeg veed ikke, hvorledes du kunde finde paa at tage dig af en Mand, som jeg var vred paa“. Einar svarede: „dette var mere min Søn Eindrides Gjerning, end min; men jeg troede rigtignok at min Forbøn for en eneste Mand skulde kunne udrette noget hos dig, naar vi ellers i alle Dele stedse have gjort, og fremdeles ville gjøre hvad der tjener til din Hæder; og mangt og meget, frygter jeg, vil kunne skee, inden han bliver dræbt: jeg, Herre, vil vorde ilde stedt, hvis I ej vi modtage Pengebøder af min Søn for Thorstein, men heller slaaes med ham, thi jeg kan dog ikke bære over mit Hjerte at kæmpe mod eder. Men det maa jeg rigtignok sige, at jeg da ikke merker stort til at I erindre, hvorledes jeg opsøgte eder øster i Gardarike, blev eders Fosterfader, og sidenefter har støttet og styrket eders Rige, idet jeg seent og tidligt tænkte paa hvorledes jeg bedst kunde befordre eders Hæder. Nu vil jeg drage bort fra Landet, og aldrig mere staa dig bi: der vil nok gives dem, som sige, at du vinder lidet ved alt dette“. Med disse Ord sprang Einar vred op fra sit Sæde, og gik henimod Døren. Kongen rejste sig strax op, ilede efter ham, lagde Armene om hans Hals, og sagde: „kom tilbage, kjære Fosterfader, aldrig skal noget, hvad det saa nu er, kunne splitte vort Venskab; tag Manden i Fred, som det bedst behager dig“. Da blev Einar blid igjen. Thorstein blev tagen til Naade og kom atter i Kongens Yndest.

Sighvat Skald havde en Syster ude paa Island, ved Navn Gudrun; hiin var gift med en Mand, som ligeledes hed Sighvat. Denne var paa en skjendig Maade bleven dræbt af en voldsom og ondskabsfuld Nabo, ved Navn Thorgrim. Han efterlod en fireaarig Søn ved Navn Rafn. Moderen, der helst vilde leve i Fred og Ro, søgte at holde denne i Uvidenhed om Maaden,i hvorpaa hans Fader var kommen af Dage. Naar han, hvad der ofte hendte, spurgte derom, svarede hint kun at han pludselig var død af en heftig Sygdom. Saaledes gik det til, at Skaun, uden at ane det mindste, blev en hyppig Gjest i Thorgrims Huus og omgikkes fortroligt med hans Sønner. Han voxede imidlertid op til en smuk, sterk og haabefuld Yngling. Ofte brødes han for Moro Skyld med Thorgrims Søn Kalf, og uagtet denne var ældre end han, kom han altid til kort. En Dag, da dette atter hendte — Rafn var da 15 Aar gammel — blev Kalf ærgerlig og sagde: „du veed ikke at styre dine Kræfter, nu det kommer vist til at gaa dig som det gik din Fader“. „Det hender jo dagligdags at Folk dø“, svarede Rafn, „og den Vej skal vel ogsaa jeg engang“. „Da veed du nok ikke“,