Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
39
Thorſtein Sidu-Hallsſøn.

hvo der ejede dem. Thorſtein kom til i det ſamme, og tilbød nu ligeledes ham at modtage dem ſom Gave. Eindride, der ej vidſte at hans Fader allerede havde afſlaaet Foræringen, tog med Glæde og Tak derimod. Men da han kom hjem til ſin Fader og fortalte ham det, blev denne heel ilde tilmode, og ſagde at han vilde givet meget til, at Eindride ej havde modtaget Heſtene. Eindride var imidlertid af en anden Mening, og ſagde at Thorſtein var en Mand, hvis Venſkab man maatte ſætte Priis paa. „Da kjender du ikke ret min Foſterſøn Kong Magnus’s Heftighed, hvis du tror det er en let Sag at faa Thorſtein forligt med ham“, ſagde Einar, „men du kan jo prøve“. Eindride indbød nu Thorſtein til at følge med ham hjem til Gimſe og tilbringe Vintren der. Thorſtein modtog Indbydelſen, nød den venligſte Behandling, og havde ſin daglige Plads ved Endrides Side. Einar ſelv gav ſig ikke ſynderligt af med ham: han ſagde at det fik blive Eindrides egen Sag at forlige ham med Kongen, men at han da ogſaa maatte gjøre et klækkeligt Tilbud.

Imidlertid kom ogſaa Kongen til Throndhjem. Han fik ſnart høre, at Thorſtein havde fundet et Tilflugtsſted paa Gimſe, og man merkede at han ej var tilfreds dermed. Der fattedes heller ikke paa dem, ſom ſøgte at ſtille Einars og Eindrides Fremferd i det verſte Lys, men Kongen ſvarede kun lidet paa deres Ord. Det var en aftalt Skik, at Einar og Eindride ſkulde drikke Julegilde hos Kongen. Da Julen kom, ſagde Eindride at han ogſaa denne Gang vilde være med. Einar fraraadte ham det, og ſagde at han gjorde bedre i at blive hjemme, men Eindride lod ſig ej afſnakke, og drog afſted, ſelv tolfte; endog Thorſtein var med i hans Følge. De kom om Aftenen til en Gaard, hvor de overnattede. Tidligt den følgende Morgen gik Thorſtein tid, og fik Øje paa Einar, der med en heel Deel Folk kom ridende til Gaarden. Einar ſagde: „det er dog alt for galt, at du vover at drage til Kongen med Thorſtein; rejs du heller hjem igjen til Gimſe, ſaa ſkal jeg tale med Kongen, og endda maa jeg opbyde alt hvad jeg kan, for at faa ham til at antage Forlig. Jeg kjender baade dig og Kongen alt for godt, til ej at vide, at du ved din uoverlagte Tale vil bringe ham til den yderſte Vrede“. Eindride maatte finde ſig i at vende tilbage med Thorſtein, men Einar rejſte ud til Byen. Her tog Kongen venligt imod ham, gav ham Plads ved ſin Side, og talte mangt og meget med ham. Den fjerde Dag Juul bragte Einar endelig Thorſteins Sag paa Bane, og ytrede ſit Ønſke at et Forlig kunde komme iſtand. Thorſtein, ſagde han, var en Hædersmand, og ſelv vilde han intet ſpare af hvad der ſtod i hans Magt, for at ſkaffe ham Livsgrid og Landsviſt. Kongen ſvarede: „lad os ikke tale om dette, thi jeg vil ſaa nødig gjøre dig vred“. Einar lod Sagen for det førſte fare, og begyndte at tale om noget andet; da var Kongen lige ſaa venlig ſom før