dem lidt mere omgængelige. „For os“, sagde han, „er det en farlig Sag at ytre noget derom til Kong Sigurd; vistnok har han indlagt sig stor Hæder, men der er ogsaa Maade med Stolthed; alt andet tykkes ham uselt og ringe; hans Mænd følge hans Exempel, og om de end kun vare Tjenere paa Rejsen, agte de ikke mægtige Bønder eller dine Venner, Herre, for Ligemænd; de gaa nu i Pellsklæder og oversee mangen udmerket Mand“. Eystein gav ham Ret heri. Om Kvelden, da man satte sig til at drikke, befandtes Øiet ikke godt, og der opstod en uhyggelig Taushed. Da sagde Kong Eystein: „hvorfor er man saa taus her? Det skikker sig dog langt bedre i et Drikkelag at være munter og lystigt; lader os derfor finde paa nogen Morskab, saa at Munterheden kan komme i Gang. Ikke sandt, Broder Sigurd, alle ville føle sig hædrede hvis vi selv holde et eller andet lystigt Snak mellem os?“ Sigurd svarede temmelig mut: „vær du saa lystig som du finder for godt, men lad mig tie i Fred“. „Ofte“, sagde Eystein, „har man i Drikkelag fornøjet sig ved at En har taget sig en Anden til Sammenligning; denne Morskab foreslaar jeg at vi nu begynde.“ Sigurd taug. „Maaskee“, sagde Eystein, „finder du det under din Værdighed at sammenligne dig med mig, men ere vi da ikke begge Kong Magnus’s jevnbaarne Sønner? Jeg skjønner nok, at du overseer mig, men saa sig mig da, hvad det er, hvori du især finder mig at staa saa langt tilbage for dig“. „Jeg anseer det for unødigt, at begynde nogen Sammenligning med dig“, sagde Sigurd. „Kunne vi ej komme til Enighed“, var Eysteins Svar, „saa er der nu forstandige Mænd tilstede, som kunne bedømme vor Tale“. Da sagde Sigurd: „kan du erindre, at jeg kastede dig til Jorden i Ryggetag, naar jeg vilde, skjønt du var et Aar ældre“? „Jeg erindrer ogsaa“, sagde Eystein, „at du kom til kort, hvor det kom an paa Smidighed“. „Men hvorledes gik det, naar vi svømmede“, spurgte Sigurd; „kunde jeg ikke holde dig under, naar jeg vilde?“ „Jeg svømmede ikke kortere end du“, sagde Eystein, „og var heller ikke daarligere til at svømme under Handel. Ligeledes kunde jeg løbe paa Iislegge saa godt at jeg neppe havde min Lige, medens du ikke kunde det bedre end et Naut“. Sigurd sagde: „jeg anseer det for mere høvdingemæssigt og nyttigt at skyde godt med Bue, men jeg tror ikke, du kan spænde min Bue, om du end sætter begge Fødder i den“. „Jeg er vist ikke saa buesterk som du“, svarede Eystein, „men jeg skyder desto vissere. Ogsaa løber jeg meget bedre paa Skid, end dit, hvilket og er en god Idræt“. „Der ligger stor Magt paa“, sagde Sigurd, „at den, der skal være Høvding over andre, rager op over Flokken, og er sterkere og mere vaabenfør end andre, thi derved kjendes han let blandt Mængden; dette Fortrin har jeg“. „Det er ikke mindre væsentligt“, sagde Eystein, „at man er smuk af Udvortes; derved bliver man ogsaa kjendelig blandt Mængden, og det an-
