Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/673

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
655
Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn.

bløde, og ſagde: „Du har bragt os i ſtor Ulykke, og ilde lønnet vor Hjelp; jeg vil ikke have noget med dette Forlig at beſtille“. Derpaa gik Kong Eyſtein til Sængs, men Sigurd til ſine Venner, for at laane Guld af dem. Med det han fik laant, og det, han ſelv havde, bragte han det tilgode fem Merker brændt Guld; mere kunde han ikke opdrive. Om Morgenen, da For-Mesſerne vare til Ende, gik han til Kong Eyſtein, og bad ham lade Guldet veje. Da det var gjort, ſagde han: „nu vil jeg, Herre Konge, at I ſkal modtage disſe Penge; I kan kalde det, hvad J vil, Bøder eller Løn for ydet Hjelp; det er dog mindre end det burde være“. „Hvor faar du Penge“, ſagde Eyſtein, „til at betale mine Brødre Kong Olaf og Kong Sigurd“7.’ „Jeg begynder“, ſagde Sigurd, „hvor jeg finder Forpligtelſen ſtørſt; det øvrige faar da gaa ſom det kan“. Kongen ſvarede: „jeg veed at du har faaet disſe Penge til Laans af Folk, men nu vil jeg, at du modtager dem af mig ſom en Gave“. Sigurd takkede ham for Gaven, gik til Kong Olaf, og ſagde at han vilde betale ham Guldet. Olaf ſpurgte, om han allerede havde betalt Kong Eyſtein. Sigurd ſortalte, hvorledes det var gaaet til mellem dem. „Det er endnu“, ſagde Olaf, „ſom i Gaar, at jeg ikke veed noget bedre Raad end Kong Eyſtein; jeg vil derfor ſkjenke dig disſe Penge“. Derpaa gik Sigurd Ranesſøn til Kong Sigurd, juſt ſom det ringede til Højmesſe i Chriſtkirken. Han bad Kongen lade Pengene veje: det ſkede, og det viſte ſig at de beløb ſig til gode fem Merket. Kongen ſpurgte, om hans Brødre havde faaet deres Deel. Sigurd ſvarede, at han havde betalt dem begge. „Det bekræfter ſig da“, ſagde Kongen, „hvad jeg anede, at du var meget rig paa Guld“. Men Sigurd Ranesſøn fortalte nu, hvorledes alt ſammen var gaaet til, at Kongerne havde eftergivet ham deres Deel, og at dette var det ſamme Guld, ſom han havde tilbudt dem. „Da vil jeg“, ſagde Kongen, „ogſaa ſkjenke dig det paa det Vilkaar, at du, om der opkommer nogen Uenighed mellem mig og mine Brødre, bliver min Ven“. Sigurd ſvarede: „jeg ønſkede helſt, at der aldrig opſtod nogen Tviſt mellem eder, og jeg vil eder alle tre vel; men hvor meget Gods der end er paa Spil, ja om det gjelder mit Liv, vil jeg ikke, ſaa længe jeg lever, agte nogen Mand her i Verden højere end Kong Eyſtein“. Da ſvarede Kong Sigurd: „jeg vilde ſtaa alt for langt tilbage for dem, hvis jeg modtog disſe Penge: nu vil jeg give dig dem, om du end ikke lover mig noget Venſkab“. Sigurd Ranesſøn takkede Kongen med megen Blidhed for denne Gave og al anden Hæder, han havde viiſt ham. Han indbød Kongen til at ſpiſe hos ham den ſamme Dag, med ſaa mange Mænd, han ſelv vilde. Kongen lo — bede at komme.

Da Mesſen var til Ende, gik Kong Sigurd med 60 Mand til Sigurd Ranesſøns Gaard. Da de kom ind i Drikkeſtuen, fandt de den her-