Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/674

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
656
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

ligt ſmykket med Tjeld og Vaaben. Der hang Skjolde rundt om paa Veggene, og det Hele tog ſig ſaa godt ud, at Kongen ſelv og alle hans Mænd beundrede det. Gjeſtebudet var prægtigt, og varede den hele Dag. Sigurd Ranesſøn og hans Mænd gik omkring og ſaa Gjeſterne til gode; de bare Drikke ind, og alt andet, ſom kunde behøves. Engang, medens de vare ude, og Kongen var alene med ſit Følge, ſage Kong Sigurd til ſine Mænd: „naar ſaa I nogenſinde ſlig Pragt i en Lendermands Huus? Den findes neppe i en Konges Herberge; han har det i alle Dele prægtigere“. Bergthor Bolt ſvarede: „her findes tilvisſe gode Vaaben og ſmukke Prydelſer, men den ſtørſte Hæder for ham vilde være, om han ſelv ejede nogen af disſe Koſtbarheder, og ikke havde laant alt ſammen“. Kongen vrededes og ſagde: „juſt derved aabenbarer ſig bedſt Mandens Venneſælhed, idet han faar laant af Andre alt hvad han vil; ſaadan Tale er ondſkabsfuld“. Sigurd Ranesſøn kom i det ſamme ind i Stuen. Han havde hørt, hvad der var talt. Da det ringede til Aftenſang, vilde Kongen gaa. Sigurd gav ham herlige Gaver, og bad ham efter Aftenſangen at komme tilbage igjen for at drikke Chriſti Minde. Kongen gjorde ſaa. Men da han og hans Mænd traadte ind i Stuen, vare alle Skjolde borte, undtagen et gammelt Ridderſkjold, der tilligemed en gammel Kaabe hang ved Skjenkebordet. Kong Sigurd ſagde: „her er foregaaet en ſtor Forandring medens vi vare borte!“ „Ja“, ſvarede Sigurd Ranesſøn, „det gaar ſom ſædvanligt, at enhver vil have ſit; ingen af Skjoldene her tilhører mig, og det kommer an paa eders Dom, om jeg endog kan tilegne mig det ene, ſom hænger tilbage der henne. Sammenhængen dermed er følgende: vi ledſagede eders Fader, Kong Magnus, paa hans ſidſte Tog til Irland, og gjorde hiin ukloge Landgang; da kom en uhyre Hær af Irer imod os og der ſtod, ſom I veed, en Kamp, hvor den ſtore Ulykke hændte, at eders Fader Kong Magnus, Stallaren Eyvind Alboge og mange andre brave Mænd faldt; de øvrige toge Flugten, og Enhver løb ned til Skibene, ſom han bedſt kunde; jeg tror dog ikke, at jeg var den førſte blandt de flygtende. Da de kom ned til Skibene, var der en dyb Sump paa Strandbredden; de, i hvis Vej den laa, ſøgte at ſpringe over den; dette lykkedes nogle, andre ikke, og de ſom ej kom over, gjennemboredes af Spydsodde. Da vi nærmede os Sumpen, ſaa jeg en Mand rende foran mig: han havde hiint Skjold paa Ryggen og hiin Kaabe om ſig. Da han ſaa, at det ikke gik ſaa godt for de Andre at komme over Sumpen, kaſtede han førſt Skjoldet, ſiden ſled han Kaaben af ſig; han havde en guldbremmet Silkehue paa Hovedet, og jeg ſyntes endda det var ſtore Ting, at han beholdt den: Manden forekom mig at være Bergthor Bokk; men Vidkunn Jonsſøn maa vide det, thi han var tilſtede, da jeg jog Kaaben og Skjoldet op, thi jeg havde før intet Skjold havt under