Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/671

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
653
Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn.

det, hvis vi ere pligtige dertil, hvorledes end Parterne ſynes derom“. Eyſtein ſagde at de kunde betænke ſig en Stund, inden de afſagde Dommen. Nu lod han de Vidner fremſtaa og afgive Vidnesbyrd, ſom vare blevne opnævnte førſte Gang paa Bymødet, da Sagen blev afviiſt; derefter førte han ſine Vidner paa at Sagen var bleven afviiſt paa Kevlø-Thing, og endelig Vidnerne om den ſidſte Afviisning paa Throndenes-Thing. Derpaa ſagde han: „jeg henſtiller nu til de Lovkyndige, om man ej kan fare ſaa misligt med ſit Søgsmaal, at man ikke længer faar Tilladelſe til at forfølge det; thi jeg veed ikke rettere end at det er Lov, at naar Nogen viſer ſig ſaa ukyndig i Loven, at hans Søgsmaal bliver afviiſt paa tre Retterthing, og Vidner nævnes herpaa, ſkal dette Søgsmaal aldrig mere nyde Fremme, og Dommerne ere ikke længer pligtige at paadømme det“. Han indlagde formeligt Forbud mod, at Dommerne dømte i denne Sag, og nævnte Vidner derpaa. Jon Mørnev ſvarede: „jeg maatte nok have dømt i Sagen efter hvad jeg fandt lovligſt, om jeg var pligtig dertil, men glad er jeg, at dette fritager mig for at dømme, thi hvad Kong Eyſtein ſiger, har ſin Hjemmel i Loven“[1]. Da ſagde Kong Sigurd, meget opbragt: „det kan nok være, at Kong Eyſtein har faaet dette Søgsmaal ſpildt ved ſine Lovkroge, men en Dom er endnu tilbage, hvilken det nok tør hænde at jeg forſtaar mig paa at hænde lige ſaa godt ſom han: den ſkal afgjøre mellem os, ſiden jeg ikke opnaar min Ret“. Med disſe Ord forlod han Thinget, og gik til ſine Skibe, ledſaget af ſit Følge, men Kong Eyſtein og Kong Olaf begave ſig til ſine Herberger.

Da Kong Eyſtein kom i Stuen ſatte han ſig til at drikke og var meget lyſtig. Nogle af hans Mænd talte om, hvor langt han havde overgaaet ſin Broder i Klogſkab; andre ſnakkede frem og tilbage om, hvad Ende denne Sag vilde faa. Kongen ſpurgte Sigurd Ranesſøn, hvad han ſyntes om Sagens Udfald og den Hjelp, han havde nydt. Han ſvarede: „jeg ſynes meget godt om eders Behandling af min Sag, thi I har i alle Dele ydet mig fuldkommen Biſtand, om ikke alt for megen“. Da blev Kongen vred og ſagde: „det er vanſkeligt at kjende ſin Mand, om han har Mod og Faſthed til at modtage fuldſtændig Hjelp af ſin Overmand, derfor tager jeg mig mindre af Andres Sager, end jeg ellers vilde“. Kort efter pasſede Sigurd Ranesſøn ſit Snit til at komme ud af Drikkeſtuen. Det var ſeent om Kvelden, og da han ſaa, at ingen holdt Øje med ham, gik han i al Haſt bort, ganſke alene. Han var uden Kappe, i Skarlagens Kjortel og blaa Buxer, der gik uden om Kjortelen; i Haanden havde han et ſtort Huggeſpyd, hvis Skaft ikke var længere end at man kunde

  1. Beſtemmelſen er ikke udtrykkelig indtagen i den nu forhaandenværende Text af den ældre Froſtathingslov.