det, hvis vi ere pligtige dertil, hvorledes end Parterne synes derom“. Eystein sagde at de kunde betænke sig en Stund, inden de afsagde Dommen. Nu lod han de Vidner fremstaa og afgive Vidnesbyrd, som vare blevne opnævnte første Gang paa Bymødet, da Sagen blev afviist; derefter førte han sine Vidner paa at Sagen var bleven afviist paa Kevlø-Thing, og endelig Vidnerne om den sidste Afviisning paa Throndenes-Thing. Derpaa sagde han: „jeg henstiller nu til de Lovkyndige, om man ej kan fare saa misligt med sit Søgsmaal, at man ikke længer faar Tilladelse til at forfølge det; thi jeg veed ikke rettere end at det er Lov, at naar Nogen viser sig saa ukyndig i Loven, at hans Søgsmaal bliver afviist paa tre Retterthing, og Vidner nævnes herpaa, skal dette Søgsmaal aldrig mere nyde Fremme, og Dommerne ere ikke længer pligtige at paadømme det“. Han indlagde formeligt Forbud mod, at Dommerne dømte i denne Sag, og nævnte Vidner derpaa. Jon Mørnev svarede: „jeg maatte nok have dømt i Sagen efter hvad jeg fandt lovligst, om jeg var pligtig dertil, men glad er jeg, at dette fritager mig for at dømme, thi hvad Kong Eystein siger, har sin Hjemmel i Loven“[1]. Da sagde Kong Sigurd, meget opbragt: „det kan nok være, at Kong Eystein har faaet dette Søgsmaal spildt ved sine Lovkroge, men en Dom er endnu tilbage, hvilken det nok tør hænde at jeg forstaar mig paa at hænde lige saa godt som han: den skal afgjøre mellem os, siden jeg ikke opnaar min Ret“. Med disse Ord forlod han Thinget, og gik til sine Skibe, ledsaget af sit Følge, men Kong Eystein og Kong Olaf begave sig til sine Herberger.
Da Kong Eystein kom i Stuen satte han sig til at drikke og var meget lystig. Nogle af hans Mænd talte om, hvor langt han havde overgaaet sin Broder i Klogskab; andre snakkede frem og tilbage om, hvad Ende denne Sag vilde faa. Kongen spurgte Sigurd Ranessøn, hvad han syntes om Sagens Udfald og den Hjelp, han havde nydt. Han svarede: „jeg synes meget godt om eders Behandling af min Sag, thi I har i alle Dele ydet mig fuldkommen Bistand, om ikke alt for megen“. Da blev Kongen vred og sagde: „det er vanskeligt at kjende sin Mand, om han har Mod og Fasthed til at modtage fuldstændig Hjelp af sin Overmand, derfor tager jeg mig mindre af Andres Sager, end jeg ellers vilde“. Kort efter passede Sigurd Ranessøn sit Snit til at komme ud af Drikkestuen. Det var seent om Kvelden, og da han saa, at ingen holdt Øje med ham, gik han i al Hast bort, ganske alene. Han var uden Kappe, i Skarlagens Kjortel og blaa Buxer, der gik uden om Kjortelen; i Haanden havde han et stort Huggespyd, hvis Skaft ikke var længere end at man kunde
- ↑ Bestemmelsen er ikke udtrykkelig indtagen i den nu forhaandenværende Text af den ældre Frostathingslov.
