dette var skeet. Da ytrede Kong Sigurd, at han ikke vilde have den Lov gjeldende i Norge, at en Konge skulde kunne give Forleninger for længere Tid end sin egen Livstid. Han sagde at den Retsgrund, Kong Eystein paaberaabte sig til Fordeel for at Sigurd Ranessøn skulde beholde Finnefærden, herved var gjendreven. Kong Eystein svarede derimod, at han vilde at en Konge fremdeles, som hidtil, skulde have Ret til at give Forleninger for stedse. Efter anseede Mænds Raad blev man enig om, at lade det komme an paa Lodkastning, hvilken Kongens Vilje herefter skulde være den gjeldende i dette Punkt. Da Lodderne bleve tilskaarne for at kastes i Skjød, spurgte Eystein sin Broder Kong Olaf, hvem han i denne Sag vilde holde med. Olaf svarede: „vi have længe holdt sammen, elsket hinanden, og stemt overeens: jeg vil kalde det min Vilje angaaende Lov og Landsstyrelse; hvad du, Kong Eystein, vil have frem.“ Da sagde Kong Eystein: „jeg raader dig da, Kong Sigurd, ogsaa at lade den tredie Lod tilskjære og kastet Skjød, thi Kong Olaf er lige saa vel Kong Magnus’s Søn, som vi“. „Enhver kan see,“ var Kong Sigurds Svar, „at du nu prøver alle mulige Udveje, siden du vil have to Lodder i Skjød medens jeg kun har een: dog skal jeg ikke forholde Kong Olaf den Hæder, der tilkommer ham.“ Lodkastningen skede, men Sigurds Lod kom op, saaledes at han skulde raade. Han gjentog da, hvad han forhen havde erklæret for sin Vilje. Da dette saaledes var bragt paa det Rene, blev det undersøgt, om Sigurd Ranessøn havde besiddet Godset uden de rette Ejeres Tilladelse. Mange Mænd ytrede sig i denne Sag, men ingen vilde indlade sig paa at give nogen Erklæring, uden Bergthor Bokk, Søn af Sven Bryggefod[1]. Han erklærede Sigurd for skyldig. Sigurd bad da de lovkyndige Mænd og Dommere at afsige Dom over Sigurd Ranessøn; Sagen var nu, sagde han, klar nok, og ytrede at det skulde bekomme dem ilde, der vovede at give nogen Dom, der mishagede ham, saaledes som Sagen nu sted. Kong Eystein derimod fandt det højst ubilligt at domfælde Sigurd for denne Sag, da det var Kong Magnus, der havde givet ham Forleningen paa sin og Sønners Livstid, og ingen hidtil havde tilbagekaldt denne Bestemmelse[2]. „Nu veed jeg ikke“, sagde han, „om I maaskee antage min Vrede mindre farlig, end Kong Sigurds, men jeg skal vist ikke tage det det mindre ilde op, om der bliver dømt anderledes end som jeg anseer det lovmedholdigt, og jeg tror at forstaa mig ulige bedre paa Lov og Ret end han“. Jon Mørnev svarede: „de Fleste ville vist finde det farligt, at give nogen Kjendelse i denne Sag, dog maa vi gjøre
