Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/670

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
652
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

dette var ſkeet. Da ytrede Kong Sigurd, at han ikke vilde have den Lov gjeldende i Norge, at en Konge ſkulde kunne give Forleninger for længere Tid end ſin egen Livstid. Han ſagde at den Retsgrund, Kong Eyſtein paaberaabte ſig til Fordeel for at Sigurd Ranesſøn ſkulde beholde Finnefærden, herved var gjendreven. Kong Eyſtein ſvarede derimod, at han vilde at en Konge fremdeles, ſom hidtil, ſkulde have Ret til at give Forleninger for ſtedſe. Efter anſeede Mænds Raad blev man enig om, at lade det komme an paa Lodkaſtning, hvilken Kongens Vilje herefter ſkulde være den gjeldende i dette Punkt. Da Lodderne bleve tilſkaarne for at kaſtes i Skjød, ſpurgte Eyſtein ſin Broder Kong Olaf, hvem han i denne Sag vilde holde med. Olaf ſvarede: „vi have længe holdt ſammen, elſket hinanden, og ſtemt overeens: jeg vil kalde det min Vilje angaaende Lov og Landsſtyrelſe; hvad du, Kong Eyſtein, vil have frem.“ Da ſagde Kong Eyſtein: „jeg raader dig da, Kong Sigurd, ogſaa at lade den tredie Lod tilſkjære og kaſtet Skjød, thi Kong Olaf er lige ſaa vel Kong Magnus’s Søn, ſom vi“. „Enhver kan ſee,“ var Kong Sigurds Svar, „at du nu prøver alle mulige Udveje, ſiden du vil have to Lodder i Skjød medens jeg kun har een: dog ſkal jeg ikke forholde Kong Olaf den Hæder, der tilkommer ham.“ Lodkaſtningen ſkede, men Sigurds Lod kom op, ſaaledes at han ſkulde raade. Han gjentog da, hvad han forhen havde erklæret for ſin Vilje. Da dette ſaaledes var bragt paa det Rene, blev det underſøgt, om Sigurd Ranesſøn havde beſiddet Godſet uden de rette Ejeres Tilladelſe. Mange Mænd ytrede ſig i denne Sag, men ingen vilde indlade ſig paa at give nogen Erklæring, uden Bergthor Bokk, Søn af Sven Bryggefod[1]. Han erklærede Sigurd for ſkyldig. Sigurd bad da de lovkyndige Mænd og Dommere at afſige Dom over Sigurd Ranesſøn; Sagen var nu, ſagde han, klar nok, og ytrede at det ſkulde bekomme dem ilde, der vovede at give nogen Dom, der mishagede ham, ſaaledes ſom Sagen nu ſted. Kong Eyſtein derimod fandt det højſt ubilligt at domfælde Sigurd for denne Sag, da det var Kong Magnus, der havde givet ham Forleningen paa ſin og Sønners Livstid, og ingen hidtil havde tilbagekaldt denne Beſtemmelſe[2]. „Nu veed jeg ikke“, ſagde han, „om I maaſkee antage min Vrede mindre farlig, end Kong Sigurds, men jeg ſkal viſt ikke tage det det mindre ilde op, om der bliver dømt anderledes end ſom jeg anſeer det lovmedholdigt, og jeg tror at forſtaa mig ulige bedre paa Lov og Ret end han“. Jon Mørnev ſvarede: „de Fleſte ville viſt finde det farligt, at give nogen Kjendelſe i denne Sag, dog maa vi gjøre

  1. Om Sven Bryggefod, Lendermand i Viken, ſe ovf. S. 490.
  2. Han meente hermed, og med Rette, at den nye Lovbeſtemmelſe, ſom Kong Sigurd fik indført, ikke burde have tilbagevirkende Kraft.