Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/669

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
651
Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn.

til i Kongsgaarden[1]. Kong Olaf kom dernæſt, og tog ind i Nærheden af Olafskirken, ſandſynligviis i den af Magnus den gode opførte eller paabegyndte Kongsgaard. Endelig kom Kong Sigurd med mange Folk og Skibe; han lagde op i Nidelven, og holdt til med ſine Mænd ombord paa Skibene under Tjeld.

Den Dag, da Thinget ſkulde aabnes og Sagerne foretages, blev der blæſt i Byen, og Bønderne og Thingmændene tilſagte at indfinde ſig for at ordne Dommene efter Loven. Den, ſom herved havde meeſt at ſige, var den lovkyndige Lendermand Jon Mørnev. I Kong Olafs Følge var den ovenfor omtalte Lendermand Sigurd Sigurdsſøn af Hvitaſtein[2], der havde Ord for at være den viſeſte Mand i Norge. Kong Eyſtein gik førſt til Thinget af de tre Brødre, ledſaget af et talrigt Følge. Han opfordrede ſtrax Lendermændene til at give ham Medhold, og underſtøtte Sigurd Ranesſøns Sag efter Evne. Jon Mørnev ſvarede hertil, at det vilde være en farlig Sag at ſkifte ujevnt mellem Brødrene, men at han dog helſt ønſkede at følge Kong Eyſtein, hvis dette var Ret efter Løven. Eyſtein ſvarede: „jeg forlanger intet andet af eder, end at I bevidne, at det er Lov, ſom Lov er; men forſaavidt jeg ved lovlig Fremfærd faar bragt det dertil, at I ej ere forpligtede til at dømme i denne Sag, ſom i Dag kommer fore her, vil jeg tage det Løfte af eder, at I ej ved min Broders Voldſomhed lade eder bevæge til at dømme mod Lov og Ret“. Dette beſvaredes med ſterke Bifaldsraab. Nu kom Kong Olaf med ſit Følge, og aller ſidſt Kong Sigurd. Hans Folk vare næſten fuldt væbnede, kun at de ingen Skjolde havde.

Kong Sigurd tog da til Orde, og fremførte ſit Søgsmaal mod Sigurd Ranesſøn, ſaaledes ſom han troede det meeſt ſtemmende med Loven efter Overlæg med ſine Raadgivere. Kong Eyſtein holdt ſig rede til at ſvare. Førſt og fremſt blev der handlet om, hvor vidt Kong Magnus var berettiget til at give nogen Forlening paa længere Tid end ſin egen Livstid, og om der herfra kunde hentes noget Forſvar. De lovkyndige Mænd ſagde, at Kongen visſelig kunde give Vejtſler for ſtedſe frem i Ætten, men at ſlige Beſtemmelſer ſkulde lyſes paa alle tre Lagthing i Norge, Froſtathing, Gulathing, Eidſivathing. Derpaa blev det underſøgt, om Sigurd Ranesſøn havde iagttaget denne Regel, og thinglyſt ſin Forlening længer end for Kong Magnus’s Dage. Der fandtes ej Vidner paa at

  1. D. e. den af Harald Haardraade opførte.
  2. Om Sigurd Sigurdsſøn, ſe ovf. S, 548 Anm.; han omtales der ſom en af Magnus Barfods Ledſagere. Gaarden Hvitaſtein har maaſkee varet Hvitſten i Veſtby, paa Follo. I Fagrſkinna Cap. kaldes hans Fader en Søn af Nevſtein; denne Nevſtein var maaſkee den ſamme, ſom var gift med Harald Haardraades Syſter Ingerid, og Fader til Gudrun, Skule Toſtigsſøns Huſtru, ſe ovf S. 447.