ding som Sigurd, ved at sende ham Gaver og Klenodier, end at udsætte sig for et Angreb af ham. Han havde mindet dem om, at Sigurd havde Aarsag nok til at søge sin Fader hevnet, og bedet dem betænke, hvor mange Stæder og Borge han havde underkastet sig, uden at have saa meget at hevne, som her. Hvis de, saaledes sluttede han sine Forestillinger, nu med det Gode vilde optage Kongens Ærende, og denne Gang sende ham en Afgift, som det var passende for ham at modtage og for dem at give, da skulde han anvende al sin Indflydelse for at bringe det dertil, at Afgiften aldrig oftere blev krævet; de kunde da kalde den Vennegave, ikke med det mere ydmygende Navn „Skat“. Og han bragte det virkelig dertil, at Irerne fandt sig i at udrede Skatten, der beløb sig til en stor Sum[1]. Denne bragte nu Ivar med sig til Norge. Der fortælles at Kong Sigurd var i Nidaros, og sad og talte med Sigrid, Ivars Hustru, da man saa et Skib komme, som man antog for Ivars. Den siden saa berømte islandske Skald, Einar Skulessøn, men som dengang endnu var ganske ung, kun lidt over 20 Aar gammel[2], var just tilstede. Kongen bad ham gaa hen og faa at vide, om det var Ivar, som kom, eller ej. Einar kom tilbage med den Besked, som han gav i et Vers, at det ikke var Ivar, og at Kongen endnu kunde sidde rolig hos Sigrid[3]. Senere ud paa Sommeren kom Ivar tilbage, men gjorde ikke noget ved denne Sag, som saaledes for hans og hans Hustrues Vedkommende neddyssedes.
Eystein tilbragte Vintren (1114—1115) i Throndhjem, Sigurd derimod øster i Kongehelle. Da den følgende Sommer (1115) kom, sendte begge Konger Bud til sine Lendermænd og øvrige haandgangne Mænd, at de skulde komme til Thinget saa mandsterke som muligt. Ogsaa Kong Olaf blev stevnt til Thinget med sine haandgangne Mænd. Det var allerede blevet vedtaget, at Thinget, skjønt det fremdeles kaldtes Frostathing, dog kunde holdes i Nidaros[4], naar det kun skede til den rette Tid om Sommeren. Kong Eystein indfandt sig først i Byen, og holdt
- ↑ Maaskee det har bidraget noget til Irernes Føjelighed, at Muirkertach, som de irske Annaler berette, paa denne Tid (i 1114) var bleven saa farlig syg, at han endog frasagde sig Regjeringen (den han dog siden tog tilbage) og Diarmid O’Connor lige for hans Øjne gjorde sig til Herre i Munster, medens hans Fiende Donald O’Lochlan herjede andensteds i hans Rige.
- ↑ Han maa nemlig være fød strax efter 1090, se hans Levnetsbeskrivelse i Folio-Udgaven af Snorre, III. Bind. Han var neppe endnu bleven Prest i 1114.
- ↑ Einar kalder Ivar her „den tyndfingrede“ (fingrmjórr), hvilket, som der tilføjes, var et Øgenavn, man havde sat paa ham.
- ↑ Sandsynligviis ude paa Øren, hvor Ørethinget stundom holdtes.
