Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/668

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
650
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

ding ſom Sigurd, ved at ſende ham Gaver og Klenodier, end at udſætte ſig for et Angreb af ham. Han havde mindet dem om, at Sigurd havde Aarſag nok til at ſøge ſin Fader hevnet, og bedet dem betænke, hvor mange Stæder og Borge han havde underkaſtet ſig, uden at have ſaa meget at hevne, ſom her. Hvis de, ſaaledes ſluttede han ſine Foreſtillinger, nu med det Gode vilde optage Kongens Ærende, og denne Gang ſende ham en Afgift, ſom det var pasſende for ham at modtage og for dem at give, da ſkulde han anvende al ſin Indflydelſe for at bringe det dertil, at Afgiften aldrig oftere blev krævet; de kunde da kalde den Vennegave, ikke med det mere ydmygende Navn „Skat“. Og han bragte det virkelig dertil, at Irerne fandt ſig i at udrede Skatten, der beløb ſig til en ſtor Sum[1]. Denne bragte nu Ivar med ſig til Norge. Der fortælles at Kong Sigurd var i Nidaros, og ſad og talte med Sigrid, Ivars Huſtru, da man ſaa et Skib komme, ſom man antog for Ivars. Den ſiden ſaa berømte islandſke Skald, Einar Skulesſøn, men ſom dengang endnu var ganſke ung, kun lidt over 20 Aar gammel[2], var juſt tilſtede. Kongen bad ham gaa hen og faa at vide, om det var Ivar, ſom kom, eller ej. Einar kom tilbage med den Beſked, ſom han gav i et Vers, at det ikke var Ivar, og at Kongen endnu kunde ſidde rolig hos Sigrid[3]. Senere ud paa Sommeren kom Ivar tilbage, men gjorde ikke noget ved denne Sag, ſom ſaaledes for hans og hans Huſtrues Vedkommende neddysſedes.

Eyſtein tilbragte Vintren (1114—1115) i Throndhjem, Sigurd derimod øſter i Kongehelle. Da den følgende Sommer (1115) kom, ſendte begge Konger Bud til ſine Lendermænd og øvrige haandgangne Mænd, at de ſkulde komme til Thinget ſaa mandſterke ſom muligt. Ogſaa Kong Olaf blev ſtevnt til Thinget med ſine haandgangne Mænd. Det var allerede blevet vedtaget, at Thinget, ſkjønt det fremdeles kaldtes Froſtathing, dog kunde holdes i Nidaros[4], naar det kun ſkede til den rette Tid om Sommeren. Kong Eyſtein indfandt ſig førſt i Byen, og holdt

  1. Maaſkee det har bidraget noget til Irernes Føjelighed, at Muirkertach, ſom de irſke Annaler berette, paa denne Tid (i 1114) var bleven ſaa farlig ſyg, at han endog fraſagde ſig Regjeringen (den han dog ſiden tog tilbage) og Diarmid O’Connor lige for hans Øjne gjorde ſig til Herre i Munſter, medens hans Fiende Donald O’Lochlan herjede andenſteds i hans Rige.
  2. Han maa nemlig være fød ſtrax efter 1090, ſe hans Levnetsbeſkrivelſe i Folio-Udgaven af Snorre, III. Bind. Han var neppe endnu bleven Preſt i 1114.
  3. Einar kalder Ivar her „den tyndfingrede“ (fingrmjórr), hvilket, ſom der tilføjes, var et Øgenavn, man havde ſat paa ham.
  4. Sandſynligviis ude paa Øren, hvor Ørethinget ſtundom holdtes.