Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/667

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
649
Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn.

han har Vidner paa, at Kong Magnus gav ham Finnefærden paa de Betingelſer, ſom hidtil have gjeldt, og erklærede at Forleningen ogſaa ſkulde vare i hans Sønners Levetid, da ville vi nu ſom før, at han ſkal føre ſine Vidner og nyde Lov og Ret i et og alt, men kun bøde for, hvad han ej kan fralægge ſig med Vidner. Og ſiden nu Kong Sigurd ikke vil høre om andet, end at prøve Lovens Gang for at fælde Sigurd, kommer det atter an paa, om han finder ſig i at man forſvarer ſig efter Loven“. „Du viſer megen Iver i denne Sag,“ ſvarede Sigurd, „men om det end ſkulde koſte mig ſtørre Anſtrengelſe at faa Sagen dreven igjennem, end jeg ventede, ſkal jeg dog holde ved, og ſee til at at faa ham fældt her i hans Frænders Kreds“. „Faa Ting, min Broder“, ſagde Eyſtein, „er det, ſom I ej faar drevet igjennem, naar I lægger Vind derpaa, ſaa mange og ſtore Bedrifter ſom I har udført; her ere jo kun faa Mænd og Smaafolk til at ſtaa imod“. Kong Sigurd ſvarede, at han visſelig vilde lade Sagen komme til Afgjørelſe, nemlig hvor vidt Kong Magnus kunde give nogen Forlening paa længere Tid, end han ſelv var Konge; „ſkorter der noget i, at Lovene iagttages, da er“, ſagde han, „Skylden Kong Eyſteins, thi nu er Sagen ſtedet til det Thing, hvor Kong Eyſtein ſelv ſagde at den ſkulde komme til lovlig Paadømmelſe“. „Visſelig“, ſvarede Eyſtein, „har jeg ſagt at I paa Throndenes Thing havde at ſuge Sigurd Ranesſøn i denne Sag, men nu har den faaet et andet Udſeende: nu er det Kongerne ſelv, ſom tviſte med hinanden, og dette kan alene ſkee paa et af de tre ſtore Lagthing, Froſtathing, Gulathing eller Eidſivathing[1]. Dette Søgsmaal er opſtaaet i Froſtathing, og bør derfor ogſaa der afgjøres, naar Loven ſkal nyde Stemme. Jeg har nemlig nu paataget mig hele denne Sag i Sigurd Ranesſøns Sted, og derfor er det os to, Kongerne ſelv, ſom have med hinanden at beſtille“. Kong Sigurd ſagde: „Skjønt du nu har paataget dig denne Sag, og derved viſer dig ſom min Modſtander, lader jeg den dog ingenlunde derfor falde“. Han ſtevnede den da til Froſtathing, og gik derpaa vort. Eyſtein tog fremdeles, og i Stilhed, Vidner paa at Søgsmaalet var ſpildt for Kong Sigurd. Men det var nu heldet ſaa langt ud paa Sommeren (1114), at Froſtathinget allerede var forbi, ſaa at man maatte vente med Sagen til det følgende Aar.

Den ſamme Sommer kom Ivar af Fljod, den forurettede Egtemand, hjem med vel forrettet Ærende. Han havde om Vaaren fra Orknøerne begivet ſig til Irland, holdt Thing med Landets Høvdinger, fremført Kong Sigurds Ærende med behørige Truſler, og foreſtillet dem, at det var forſtandigere og hæderligere at gjøre ſig til Vens med ſlig en Høv-

  1. Disſe Ord ere merkelige, thi de viſe, ſom allerede ovenfor berørt, at der paa den Tid ej var Tale om mere end tre Thingforeninger.