Vidkunn gjorde saa. Kong Sigurd og hans Skare kom først til Thinget. Deres Antal var meget stort. Da Kong Eystein drog nordefter, kom Sigurd Ranessøn imod ham med en stor Flok. Da de nærmede sig Øen, sagde Kong Eystein: „nu skulle vi ordne vor Hær paa den drabeligste Maade. Saasnart Skibene lægge ind til Bryggen, skulle alle Mand gaa op med Skjolde og Vaaben, i sluttet Fylking, og kun faa skulle blive tilbage for at passe paa Skibene. Jeg formoder at mangen Bondekarl blandt dem, der allerede ere der i Forvejen med Kong Sigurd, vil finde dette usædvanligt, og sandsynligviis ville mange løbe fra Thinget for at gabe paa os: lad os da gaa saa hurtigt som muligt til Thinget og indvikle deres Skare i vor Flok; da vil vort Antal synes størst“. De bare sig saaledes ad; en Mængde Folk strømmede til for at see paa dem, men kun faa bleve tilbage paa Thinget hos Kong Sigurd foruden dennes egne og Vidkunns Mænd. Da Kong Sigurd saa, at Thingalmuen strømmede bort, sagde han: „det er dog sandt at alle ville være der, hvor Sigurd Ranessøn er“. „Nej, Herre“, svarede Vidkunn, „dette er kun et Kneb af Kong Eystein, thi han veed at Folket hos os paa Haalogaland er meget tilbøjeligt til at glo efter alt, hvad der synes underligt. Kong Sigurd foredrog nu sin Sag, gjentager sin forrige Beskyldning mod Sigurd Ranessøn, og forlanger Dom efter Lov og Ret. Sigurd Ranessøn svarede som for, og gjorde det samme Tilbud. Kongen afslog at modtage Tilbudet og vilde fremdeles kun lade Loven have sin Gang. Sigurd Ranessøn sagde: „for vort Svogerskabs Skyld og vort lange Venskab og det meget Gode, jeg har viist Dig, lad denne Sag fare; thi heraf vil I kun have Ære; lad ikke onde og avindsyge Mænd sætte Splid mellem os, thi jeg har virkelig ikke gjort mig større Fordeel af Finneskatten, end der tilkommer mig“. „Jeg havde ikke ventet“, var Kong Sigurds Svar, „at du vilde lønne mig for et stort Len med at tilegne dig hvad mit er, og tage mere deraf, end du har Ret til.“ „Man har ikke sagt eder sandt,“ svarede Sigurd; „jeg beholder ikke mere deraf end det var mig tilladt.“ „Det nytter dig ikke paa denne Viis,“ var Kongens Svar. Da stod Kong Eystein op og sagde: „Det er ikke uden Vanskelighed for mig at tale i denne Sag og sige Kong Sigurd imod; dog er der stor Forskjel paa at tage sig af en retfærdig Sag, og alene at gjøre Kong Sigurd Modstand. Vi have begge lige megen Part i denne Sag, og for den Nøds Skyld, hvori Sigurd Ranessøn er stedt, og vort Svogerskab, vil jeg dog endnu indlægge et Par Ord til hans Bedste. Han erklærer sig, min Broder, uskyldig i denne Sag, og beder eder mindes eders lange Venskab“: Kong Sigurd sagde at det passede sig bedst for Landets Styrer at lade saadanne Forbrydelser straffes efter Loven. Kong Eystein svarede: „Vil du opretholde Lovene og den rette Landsstyrelse, da er det bedst at han nyder
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/665
Utseende