Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/665

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
647
Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn.

Vidkunn gjorde ſaa. Kong Sigurd og hans Skare kom førſt til Thinget. Deres Antal var meget ſtort. Da Kong Eyſtein drog nordefter, kom Sigurd Ranesſøn imod ham med en ſtor Flok. Da de nærmede ſig Øen, ſagde Kong Eyſtein: „nu ſkulle vi ordne vor Hær paa den drabeligſte Maade. Saaſnart Skibene lægge ind til Bryggen, ſkulle alle Mand gaa op med Skjolde og Vaaben, i ſluttet Fylking, og kun faa ſkulle blive tilbage for at pasſe paa Skibene. Jeg formoder at mangen Bondekarl blandt dem, der allerede ere der i Forvejen med Kong Sigurd, vil finde dette uſædvanligt, og ſandſynligviis ville mange løbe fra Thinget for at gabe paa os: lad os da gaa ſaa hurtigt ſom muligt til Thinget og indvikle deres Skare i vor Flok; da vil vort Antal ſynes ſtørſt“. De bare ſig ſaaledes ad; en Mængde Folk ſtrømmede til for at ſee paa dem, men kun faa bleve tilbage paa Thinget hos Kong Sigurd foruden dennes egne og Vidkunns Mænd. Da Kong Sigurd ſaa, at Thingalmuen ſtrømmede bort, ſagde han: „det er dog ſandt at alle ville være der, hvor Sigurd Ranesſøn er“. „Nej, Herre“, ſvarede Vidkunn, „dette er kun et Kneb af Kong Eyſtein, thi han veed at Folket hos os paa Haalogaland er meget tilbøjeligt til at glo efter alt, hvad der ſynes underligt. Kong Sigurd foredrog nu ſin Sag, gjentager ſin forrige Beſkyldning mod Sigurd Ranesſøn, og forlanger Dom efter Lov og Ret. Sigurd Ranesſøn ſvarede ſom for, og gjorde det ſamme Tilbud. Kongen afſlog at modtage Tilbudet og vilde fremdeles kun lade Loven have ſin Gang. Sigurd Ranesſøn ſagde: „for vort Svogerſkabs Skyld og vort lange Venſkab og det meget Gode, jeg har viiſt Dig, lad denne Sag fare; thi heraf vil I kun have Ære; lad ikke onde og avindſyge Mænd ſætte Splid mellem os, thi jeg har virkelig ikke gjort mig ſtørre Fordeel af Finneſkatten, end der tilkommer mig“. „Jeg havde ikke ventet“, var Kong Sigurds Svar, „at du vilde lønne mig for et ſtort Len med at tilegne dig hvad mit er, og tage mere deraf, end du har Ret til.“ „Man har ikke ſagt eder ſandt,“ ſvarede Sigurd; „jeg beholder ikke mere deraf end det var mig tilladt.“ „Det nytter dig ikke paa denne Viis,“ var Kongens Svar. Da ſtod Kong Eyſtein op og ſagde: „Det er ikke uden Vanſkelighed for mig at tale i denne Sag og ſige Kong Sigurd imod; dog er der ſtor Forſkjel paa at tage ſig af en retfærdig Sag, og alene at gjøre Kong Sigurd Modſtand. Vi have begge lige megen Part i denne Sag, og for den Nøds Skyld, hvori Sigurd Ranesſøn er ſtedt, og vort Svogerſkab, vil jeg dog endnu indlægge et Par Ord til hans Bedſte. Han erklærer ſig, min Broder, uſkyldig i denne Sag, og beder eder mindes eders lange Venſkab“: Kong Sigurd ſagde at det pasſede ſig bedſt for Landets Styrer at lade ſaadanne Forbrydelſer ſtraffes efter Loven. Kong Eyſtein ſvarede: „Vil du opretholde Lovene og den rette Landsſtyrelſe, da er det bedſt at han nyder