der længere[1]. Kongen kaldte det et sandt Vensstykke, at jeg havde varskuet ham herom, brød strax op og drog til Viken; men Sigurd Ullstreng og alle de, der vare hos ham, bleve fangne. Magnus betragtede mig da som sin Redningsmand, gav mig sin Syster Skjaldvar til Egte, og overdrog mig Finnefærden og Retten til at handle med Finnerne saa længe han og hans Sønner vare Konger i Norge, paa det Vilkaar at jeg hvert Aar skulde udrede til Kongen 00 Mark vejede, men selv beholde det overskydende. Min Adkomst til denne Herlighed tykkes mig derfor god, da han selv forlenede mig med Finnefærden, hvorpaa jeg her har Vidner. Men hvad jeg har talt til eder i Hidsighed og ikke saa ærbødigt, som det sømmede sig, vil jeg ganske overlade til eders Kjendelse“. Sigurd svarede at han ej vilde modtage dette Tilbud, men holdt paa med Underslæbs-Sagen. Da sagde Kong Eystein: „denne Sag, Broder, som I her har anlagt mod Sigurd Ranessøn, er ej af den Beskaffenhed, at den kan søges paa Kjøbstadsmøde, thi den hører under Landsloven, ej under Bjarkø-Retten; I veed, Broder, at Bjarkø-Retten intet har med en Sag som denne at skaffe“. „Vil I, Kong Eystein“, sagde Sigurd, „forsvare denne Sag, der ikke mindre angaar eder end os, da skal jeg nok vide at tage mine Forholdsregler derefter“. Han stevnte nu Sagen med Maaneds Varsel nord til Kevlø[2], paa Haalogaland, bad Sigurd Ranessøn der at forsvare sin Sag, og forlod derpaa Modet med sit Følge. Efter Kong Eysteins Raad tog Sigurd Ranessøn Vidner paa, at Sagen var lovligen afviist for Kong Sigurd paa Mødet; siden drog han, ligeledes efter Kong Eysteins Raad, nord til sin Gaard Steig for her i sin Hjemstavn at samle saa mange Folk om sig, som han kunde, og bringe dem med paa Thinget. Han kom blandt andre Steder ogsaa nord til Bjarkø, og bad Vidkunn Jonssøn, om Bistand. Vidkunn, Sigurds gamle Krigskamerat, sagde at han gjerne vilde være hans Ven, men at denne Sag nu syntes at være mellem Kongerne selv, og at han som Kong Sigurds Lendermand maatte følge ham. Kort efter sendte Kong Sigurd Bud til Vidkunn, at han skulde komme til ham med al den Styrke, han kunde skaffe.
- ↑ Rygtet om Inges Nærmelse maa dog være overdrevet, da han først senere samlede en Hær og kom til Kvaldensø, se ovf. S. 533.
- ↑ Saaledes Morkinskinna. I Sigurd Jorsalafarers Saga Cap.29 staar „Kepsesø“. Beliggenheden af denne Ø, hvor der, som man seer, holdtes et Hereds- eller Fjerdings-Thing, er endnu ikke udfunden; man er ikke engang vis paa, hvilken Navnform er den rette. Hvis „Kepses-Ø“ er den rette Form, kunde man maaskee, som enkelte have gjort, tænke paa Kofsø i Senjen; dog skulde man snarere formode at Stedet er at søge sydligere, i Nærheden af Steig. Det kommer her ellers meget an paa, om Haalogalands Inddeling i to sydlige Halvfylker og et nordligt Fylke, Throndenes-Fylke, allerede paa denne Tid havde fundet Sted; dette er dog neppe sandsynligt.
