Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/664

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
646
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

der længere[1]. Kongen kaldte det et ſandt Vensſtykke, at jeg havde varſkuet ham herom, brød ſtrax op og drog til Viken; men Sigurd Ullſtreng og alle de, der vare hos ham, bleve fangne. Magnus betragtede mig da ſom ſin Redningsmand, gav mig ſin Syſter Skjaldvar til Egte, og overdrog mig Finnefærden og Retten til at handle med Finnerne ſaa længe han og hans Sønner vare Konger i Norge, paa det Vilkaar at jeg hvert Aar ſkulde udrede til Kongen 00 Mark vejede, men ſelv beholde det overſkydende. Min Adkomſt til denne Herlighed tykkes mig derfor god, da han ſelv forlenede mig med Finnefærden, hvorpaa jeg her har Vidner. Men hvad jeg har talt til eder i Hidſighed og ikke ſaa ærbødigt, ſom det ſømmede ſig, vil jeg ganſke overlade til eders Kjendelſe“. Sigurd ſvarede at han ej vilde modtage dette Tilbud, men holdt paa med Underſlæbs-Sagen. Da ſagde Kong Eyſtein: „denne Sag, Broder, ſom I her har anlagt mod Sigurd Ranesſøn, er ej af den Beſkaffenhed, at den kan ſøges paa Kjøbſtadsmøde, thi den hører under Landsloven, ej under Bjarkø-Retten; I veed, Broder, at Bjarkø-Retten intet har med en Sag ſom denne at ſkaffe“. „Vil I, Kong Eyſtein“, ſagde Sigurd, „forſvare denne Sag, der ikke mindre angaar eder end os, da ſkal jeg nok vide at tage mine Forholdsregler derefter“. Han ſtevnte nu Sagen med Maaneds Varſel nord til Kevlø[2], paa Haalogaland, bad Sigurd Ranesſøn der at forſvare ſin Sag, og forlod derpaa Modet med ſit Følge. Efter Kong Eyſteins Raad tog Sigurd Ranesſøn Vidner paa, at Sagen var lovligen afviiſt for Kong Sigurd paa Mødet; ſiden drog han, ligeledes efter Kong Eyſteins Raad, nord til ſin Gaard Steig for her i ſin Hjemſtavn at ſamle ſaa mange Folk om ſig, ſom han kunde, og bringe dem med paa Thinget. Han kom blandt andre Steder ogſaa nord til Bjarkø, og bad Vidkunn Jonsſøn, om Biſtand. Vidkunn, Sigurds gamle Krigskamerat, ſagde at han gjerne vilde være hans Ven, men at denne Sag nu ſyntes at være mellem Kongerne ſelv, og at han ſom Kong Sigurds Lendermand maatte følge ham. Kort efter ſendte Kong Sigurd Bud til Vidkunn, at han ſkulde komme til ham med al den Styrke, han kunde ſkaffe.

  1. Rygtet om Inges Nærmelſe maa dog være overdrevet, da han førſt ſenere ſamlede en Hær og kom til Kvaldensø, ſe ovf. S. 533.
  2. Saaledes Morkinſkinna. I Sigurd Jorſalafarers Saga Cap.29 ſtaar „Kepſesø“. Beliggenheden af denne Ø, hvor der, ſom man ſeer, holdtes et Hereds- eller Fjerdings-Thing, er endnu ikke udfunden; man er ikke engang vis paa, hvilken Navnform er den rette. Hvis „Kepſes-Ø“ er den rette Form, kunde man maaſkee, ſom enkelte have gjort, tænke paa Kofsø i Senjen; dog ſkulde man ſnarere formode at Stedet er at ſøge ſydligere, i Nærheden af Steig. Det kommer her ellers meget an paa, om Haalogalands Inddeling i to ſydlige Halvfylker og et nordligt Fylke, Throndenes-Fylke, allerede paa denne Tid havde fundet Sted; dette er dog neppe ſandſynligt.