Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/662

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
644
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

at min Fader havde underkaſtet ſig en betydelig Strækning af Irland[1], hvoraf vi dog ingen Fordeel have haft, ſiden han døde. Nu ønſker jeg, at du drager derhen for at fordre Skat og Skadebod af Indbyggerne eller, hvis de negte at betale, true dem med at jeg vil hjemſøge dem med en Hær; jeg vil at du ſtrax rejſer ud til Nidaros for at gjøre dig rejſefærdig: jeg ſkal ſkaffe dig Skib, Folk og Penge, faa meget ſom du ſelv forlanger.“ Ivar ſvarede: „Intet kunde komme mig mere uventet end dette.“ Imidlertid tog han ſtrax et Langſkib, og drog ud til Byen, gjorde ſig rejſefærdig, ſejlede afſted og kom endnu ſamme Høſt til Orknøerne, hvor han tilbragte Vintren.

Den ſamme Aften, da Ivar havde forladt Gjeſtebudsgaarden, var Kongen overhaands lyſtig, og blev ſiddende ved Drikkebordet til ſeent paa Kvelden. Sigurd Ranesſøn, der plejede at blive tidligt ſøvnig, bad om Tilladelſe til at gaa til Sængs; Kongen bad ham gjøre ſom han vilde, men du Skjaldvar, ſagde han, ſkal blive her og drikke med mig. Med Skjaldvar blev ogſaa hendes Svigerinde ſiddende. Det varede til langt ud paa Natten; den ene efter den anden forlod Drikkeſtuen for at gaa til Sængs, og omſider, da Fruerne Skjaldvar og Sigrid fik Tilladelſe til at gaa, lod Kongen dem følge, Skjaldvar til hendes Mands, Sigurds, Kammer, men Sigrid til det, hvor Kongen ſelv ſkulde ſove. Morgenen efter, da Sigurd Ranesſøn fik vide, hvad der var ſkeet, blev han overmaade opbragt. Han vilde neppe engang indfinde ſig, da man ſkulde til Bords, og Kongen var kommen i ſit Hofſæde. Han kom ej førend der blev ſendt Bud efter ham, og da gik han ſtrax til ſit Sæde, uden at hilſe Kongen. Denne ſagde: „du opfører dig ikke ſaa pasſende Sigurd, ſom du ellers plejer, thi ej kommer du til Bords med de andre, og gjør ikke engang den Ære at hilſe os.“ „Den Ære, du nyder,“ ſvarede Sigurd, „nyder du juſt ikke, fordi du ej fortjener det modſatte.“ „Du er kort for Hovedet idag, Svoger“, ſagde Kongen; „lad os holde op med denne Tale, og være lyſtige“. „Nej, det formaar jeg ikke“, ſvarede Sigurd, „ſlig Spot og Spe ſom du har gjort os“. „Hvad“, ſagde Kongen vred, „tør du, din Tyv, være ſaa fræk at ſige ſaadant til os „Saadant Navn har jeg hidtil ikke haft“, ſagde Sigurd, „at jeg ſkulde hede Tyv“. „Jeg gad vide“, ſvarede Kongen, „hvo der er ſtørre Tyv end du; du beſtjæler mig hvert Aar for ikke mindre end 60 Mark, da du nemlig har Finnefærden, men ikke lader mig nyde mere end Halvdelen af hvad der tilkommer mig; men du kan være vis paa, at du ſkal gjøre Skjel og Rede derfor“. De taltes ikke videre ved den Dag, men Sigurd merkede, at Kongen ej vilde lade den

  1. Paa Ulſter, tilføjer Morkinſkinna; hvorledes dette ſkal forſtaaes, er ovenfor viiſt S. 550.