at min Fader havde underkastet sig en betydelig Strækning af Irland[1], hvoraf vi dog ingen Fordeel have haft, siden han døde. Nu ønsker jeg, at du drager derhen for at fordre Skat og Skadebod af Indbyggerne eller, hvis de negte at betale, true dem med at jeg vil hjemsøge dem med en Hær; jeg vil at du strax rejser ud til Nidaros for at gjøre dig rejsefærdig: jeg skal skaffe dig Skib, Folk og Penge, faa meget som du selv forlanger.“ Ivar svarede: „Intet kunde komme mig mere uventet end dette.“ Imidlertid tog han strax et Langskib, og drog ud til Byen, gjorde sig rejsefærdig, sejlede afsted og kom endnu samme Høst til Orknøerne, hvor han tilbragte Vintren.
Den samme Aften, da Ivar havde forladt Gjestebudsgaarden, var Kongen overhaands lystig, og blev siddende ved Drikkebordet til seent paa Kvelden. Sigurd Ranessøn, der plejede at blive tidligt søvnig, bad om Tilladelse til at gaa til Sængs; Kongen bad ham gjøre som han vilde, men du Skjaldvar, sagde han, skal blive her og drikke med mig. Med Skjaldvar blev ogsaa hendes Svigerinde siddende. Det varede til langt ud paa Natten; den ene efter den anden forlod Drikkestuen for at gaa til Sængs, og omsider, da Fruerne Skjaldvar og Sigrid fik Tilladelse til at gaa, lod Kongen dem følge, Skjaldvar til hendes Mands, Sigurds, Kammer, men Sigrid til det, hvor Kongen selv skulde sove. Morgenen efter, da Sigurd Ranessøn fik vide, hvad der var skeet, blev han overmaade opbragt. Han vilde neppe engang indfinde sig, da man skulde til Bords, og Kongen var kommen i sit Hofsæde. Han kom ej førend der blev sendt Bud efter ham, og da gik han strax til sit Sæde, uden at hilse Kongen. Denne sagde: „du opfører dig ikke saa passende Sigurd, som du ellers plejer, thi ej kommer du til Bords med de andre, og gjør ikke engang den Ære at hilse os.“ „Den Ære, du nyder,“ svarede Sigurd, „nyder du just ikke, fordi du ej fortjener det modsatte.“ „Du er kort for Hovedet idag, Svoger“, sagde Kongen; „lad os holde op med denne Tale, og være lystige“. „Nej, det formaar jeg ikke“, svarede Sigurd, „slig Spot og Spe som du har gjort os“. „Hvad“, sagde Kongen vred, „tør du, din Tyv, være saa fræk at sige saadant til os „Saadant Navn har jeg hidtil ikke haft“, sagde Sigurd, „at jeg skulde hede Tyv“. „Jeg gad vide“, svarede Kongen, „hvo der er større Tyv end du; du bestjæler mig hvert Aar for ikke mindre end 60 Mark, da du nemlig har Finnefærden, men ikke lader mig nyde mere end Halvdelen af hvad der tilkommer mig; men du kan være vis paa, at du skal gjøre Skjel og Rede derfor“. De taltes ikke videre ved den Dag, men Sigurd merkede, at Kongen ej vilde lade den
- ↑ Paa Ulster, tilføjer Morkinskinna; hvorledes dette skal forstaaes, er ovenfor viist S. 550.
