Slige Anstød kom siden ofte over ham. Imidlertid viste han i sine lyse Mellemrum megen Dygtighed, og var stedse meget æret og afholdt af sine Omgivelser. Med sin Broder Eystein stod han ikke paa nogen synderlig god Fod. Selv stolt og herskesyg, ærgrede han sig over den store Yndest og Anseelse, som Eystein nød. Han betragtede ham som en Hjemfødning, der hverken havde seet sig om i Verden for at lære Folkeskik, eller udmerket sig blandt Fremmede; og han saa med Foragt ned paa Eysteins fredelige Færd; isærdeleshed lod han haant om hans Lovkyndighed og Syslen med Rettergangen, hvilket han kaldte Lovtrækkeri.
Den alvorligste Emma som opstod mellem dem, og som paa et hængende Haar havde bragt dem i aabenbar Fejde med hinanden, rejste sig af Sigurds Usædelighed. Da flere af Landets fornemste Mænd vare indviklede deri, og de Forhandlinger, som deraf rejste sig, give et ypperligt Indblik i Rets- og Samfundsforholdene paa hiin Tid, ville vi her meddele Beretningen derom i dens Heelhed, saadan som den findes i de udførligere Kongesagaer.
Kong Sigurd var engang om Hesten eller Vintren 1113 til Vejtsle inde i Throndhjem paa Mæren. Blandt de anseede Mænd, som dengang befandt sig hos ham var ogsaa Lendermanden Sigurd Ranessøn fra Steig paa Haalogaland, en af de tre opofrende og troe Mænd, der aller sidst skiltes fra Kong Magnus paa den blodige Valplads i Irland, og som havde fulgt ham paa alle hans Tog. Magnus havde derfor strax efter den svenske Krig givet ham sin Halvsyster Skjaldvar, Brynjulf Ulvardes Datter, til Egte, og forlenet ham med Finnefærden og Finnekjøber Ogsaa Skjaldvar var tilstede, saa vel som Sigurd Ranessøns Syster, den smukke Sigrid, og hendes Mand, Lendermanden Ivar af Fljod i Stjordølafylke[1]. Kong Sigurd sad en Aften ved Drikkebordet, og var meget munter. Han holdt en Guldring i Haanden, og sagde: „her er en Ring baade stor og af godt Guld; den skal den Mand faa, som vil pataage sig en Sendefærd, der nu ligger mig meget paa Hjerte.“ Ingen svarede. Da vedblev Kongen: „Dette siger jeg ikke til mine Mænd, men til Lendermændene, dog undtager jeg min Svoger Sigurd, hvilken jeg ej kan undvære i Landet.“ Da sagde Ivar af Fljod: „det kan nu ikke regnes mig til Ubeskedenhed at svare, siden jeg er den eneste Lendermand foruden Sigurd Ranessøn, som er tilstede her. Jeg tilbyder mig at drage hvorhen du, Konge, bestemmer.“ Kongen svarede: „alle og enhver vide,
- ↑ Om Skjaldvar, se ovf. S. 458. Sigurd Ranessøn og hans Broder Ulf Ranessøn ere oftere nævnte. Fljod, hvorefter Ivar benævnes, kaldes nu Flø, i Skatvid Sogn.
