Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/660

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
642
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

ders Skyld; Thorgils’s Fredløshed blev ophævet; han og Havlide gave hinanden gjenſidigt Gaver, og bleve gode Venner, ſaa længe de levede[1].

Høſten, Vintren og Sommeren efter Biſkop Gisſurs Død hjemſøgtes Island af forfærdelige Uvejr, hvorved en Mængde Skive, der ſkulde bringe Landet Tilførſel (man regner ikke færre end 40) forgik i Søen. Følgen heraf var en frygtelig Dyrtid og Hungersnød, hvoraf ſaa mange Folk døde, at Sæmund frode paa Thinget 1120 erklærede, at lige ſaa mange Folk vare døde, ſom der fandtes ved det dengang meget talrige Thing[2]. Disſe Landeplager, i Forbindelſe med Fejderne mellem Høvdingerne, undlod mangen from Sjæl neppe at ſætte i Forbindelſe med Gisſurs Død, ſom om den Velſgnelſe, hans fromme Vandel udbredte over Landet, nu var ophørt. Og viſt er det, at fra den Tid af begyndte Fejder og Uroligheder at herſke paa Island i ſtørre Maaleſtok end forhen, ſaa at det udmattede Folk efter halvandet Aarhundredes Forløb ikke fandt ſin Frelſe uden ved at underkaſte ſig Norges Konge.

60. Misligt Forhold mellem Sigurd og Eyſtein. Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn. Kong Olafs Død.


Da Kong Sigurd Jorſalafarer opholdt ſig i Conſtantinopel, ſkal en Viismand have ſpaaet, at det vilde gaa med hans Kongedømme ſaaledes ſom Løvens Krop er beſkaffen, ſvær fortil, men mindre bagtil, nemlig at det i Førſtningen vilde være mere glimrende end ſiden[3]. Dette gik ogſaa i Opfyldelſe, thi efter ſom Aarene gik, begyndte Sigurd at udvikle flere og flere Uelſkværdigheder. Han viſte ſig ikke ſjelden overmodig, voldſom og hevngjerrig, lod ſig aldeles henrive af ſine Lidenſkaber, og havde derhos et ikke ringe Hang til Uſædelighed. Alle disſe Mangler traadte ſterkeſt frem i hans ſenere Aar, hvor ogſaa ikke ſjelden Vanvid ſtødte til. Maaſkee var det førſt da, ſkjønt det ikke udtrykkeligt angives til hvilken Tid, at han engang, da han var til Vejtſle paa Oplandene, og tog Bad, troede at føle en Fiſk løbe om i Badekarret, og fik en ſaa pludſelig Skræk, at han brød ud i vild Latter, og teede ſig en Stund ganſke ſom vanvittig[4].

  1. Den udførlige, ſærdeles godt fortalte og underholdende Beretning herom findes i Sturlungaſaga 1ſte Part Cap. 5—27. Et Udtog findes i Tillæggene til Landnaama efter Skardsaabogen, Isl. Sögur, I. S. 330.
  2. Tillæg til Landnaama, l. c. S. 328.
  3. Morkinſkinna fol. 26 a; Fornm. Sögur S. 29. Løven kaldes her „hit úarga dýr“.
  4. Sigurds Saga Cap. 37, Snorre Cap. 25. Begivenheden fortælles blandt de ſenere Tildragelſer i Sigurds Liv, men dog heller ikke ſaaledes, at der jo kan være ſigtet til en tidligere Hændelſe.