ders Skyld; Thorgils’s Fredløshed blev ophævet; han og Havlide gave hinanden gjensidigt Gaver, og bleve gode Venner, saa længe de levede[1].
Høsten, Vintren og Sommeren efter Biskop Gissurs Død hjemsøgtes Island af forfærdelige Uvejr, hvorved en Mængde Skive, der skulde bringe Landet Tilførsel (man regner ikke færre end 40) forgik i Søen. Følgen heraf var en frygtelig Dyrtid og Hungersnød, hvoraf saa mange Folk døde, at Sæmund frode paa Thinget 1120 erklærede, at lige saa mange Folk vare døde, som der fandtes ved det dengang meget talrige Thing[2]. Disse Landeplager, i Forbindelse med Fejderne mellem Høvdingerne, undlod mangen from Sjæl neppe at sætte i Forbindelse med Gissurs Død, som om den Velsgnelse, hans fromme Vandel udbredte over Landet, nu var ophørt. Og vist er det, at fra den Tid af begyndte Fejder og Uroligheder at herske paa Island i større Maalestok end forhen, saa at det udmattede Folk efter halvandet Aarhundredes Forløb ikke fandt sin Frelse uden ved at underkaste sig Norges Konge.
Da Kong Sigurd Jorsalafarer opholdt sig i Constantinopel, skal en Viismand have spaaet, at det vilde gaa med hans Kongedømme saaledes som Løvens Krop er beskaffen, svær fortil, men mindre bagtil, nemlig at det i Førstningen vilde være mere glimrende end siden[3]. Dette gik ogsaa i Opfyldelse, thi efter som Aarene gik, begyndte Sigurd at udvikle flere og flere Uelskværdigheder. Han viste sig ikke sjelden overmodig, voldsom og hevngjerrig, lod sig aldeles henrive af sine Lidenskaber, og havde derhos et ikke ringe Hang til Usædelighed. Alle disse Mangler traadte sterkest frem i hans senere Aar, hvor ogsaa ikke sjelden Vanvid stødte til. Maaskee var det først da, skjønt det ikke udtrykkeligt angives til hvilken Tid, at han engang, da han var til Vejtsle paa Oplandene, og tog Bad, troede at føle en Fisk løbe om i Badekarret, og fik en saa pludselig Skræk, at han brød ud i vild Latter, og teede sig en Stund ganske som vanvittig[4].
- ↑ Den udførlige, særdeles godt fortalte og underholdende Beretning herom findes i Sturlungasaga 1ste Part Cap. 5—27. Et Udtog findes i Tillæggene til Landnaama efter Skardsaabogen, Isl. Sögur, I. S. 330.
- ↑ Tillæg til Landnaama, l. c. S. 328.
- ↑ Morkinskinna fol. 26 a; Fornm. Sögur S. 29. Løven kaldes her „hit úarga dýr“.
- ↑ Sigurds Saga Cap. 37, Snorre Cap. 25. Begivenheden fortælles blandt de senere Tildragelser i Sigurds Liv, men dog heller ikke saaledes, at der jo kan være sigtet til en tidligere Hændelse.
