skabsfuldt Menneske, havde begaaet flere Drab. Thorgils paatog sig at paatale et af Drabene, og Havlide forsvarede Maar. Det kom til et Forlig, hvorved Maar dømtes til at udrede betydelige Pengebøder; men siden skede der flere gjensidige Drab mellem deres Underhavende, og da Sagen paany kom fore paa Althinget (1120), mødte baade Havlide og Thorgils frem bevæbnede, og med store Skarer af Venner og Tilhængere. Havlide vilde jage Dommerne fra hinanden, men Thorgils gjorde Modstand, og det kom til et Slagsmaal, hvorved Thorgils saarede Havlide i Haanden, saa at en Finger gik af. Herover blev Thorgils dømt fredløs (Skogarmand), hvilket han dog ikke ændsede, men samlede ved sin Hjemkomst fra Thinget flere hundrede Mænd om sig til sit Forsvar. Havlide samlede ligeledes Folk, for at bringe Dommen i Udøvelse, men Thorgils og hans Mænd forsvarede de Bjergpasse, gjennem hvilke Havlides Vej faldt, saa godt, at han maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Det følgende Aar (1121) red Thorgils, trods Fredløshedsdommen, til Althinget som sædvanligt, trodsende paa sit store Følge af Bevæbnede. Havlide og hans Svoger Hall Teitssøn holdt sig derimod rede til at hindre Thorgils fra at naa Thingpladsen; deres Styrke var ikke ringere end 1400 Mand. Thorgils, som kun havde 800, hvoriblandt de fleste Høvdinger fra Vestfjordene, lod sig dog ikke afskrække fra at søge Thinget, og det saa nu ligest ud til, at det vilde komme til et formeligt Slag, større end der nogensinde havde staaet paa Øen. Imidlertid forsøgte fredelskende Mænd, navnlig Biskop Thorlak og Sæmund frode, at mægle Fred. Biskoppen truede endog med at sætte Havlide og hele hans Flokk Ban. Men Havlide vilde ikke høre om andet end Selvdom. Herimod havde Thorgils intet at indvende, naar der kun ikke var Tale om Fredløshed, Forviisning fra Hjemmet, eller Godordstab. Men det var at formode, at dette netop var hvad Havlide vilde fordre. Da gik den nys omtalte Ketil Thorsteinssøn, som da endnu ikke var bleven Biskop, seent en Aften til Havlide, formanede ham til Forsonlighed, foreholdt ham sit eget Exempel, og hvorledes Alt var gaaet ham heldigere fra den Dag af, da han tilgav sin Fiende. Dette virkede saa godt paa Havlide, at han strax blev mildere stemt, og ytrede at han ikke vilde have nogen anden til Biskop i Jons Sted, end Ketil, skjønt det ellers næsten var bestemt, at Valget skulde falde paa ham selv. Forliget kom virkelig istand paa de mindeligere Vilkaar, som Thorgils havde fordret, medens Havlide dog beholdt Selvdom for sin Hæ-
mindre bekjendt; hans Moder var en Datter af den mægtige Are paa Reykjanes, en Sønnesøn af Are Maarssøn, der fandt Hvitramannaland, se ovf. I. 2. S. 359.
