Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/659

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
641
Uroligheder paa Island.

ſkabsfuldt Menneſke, havde begaaet flere Drab. Thorgils paatog ſig at paatale et af Drabene, og Havlide forſvarede Maar. Det kom til et Forlig, hvorved Maar dømtes til at udrede betydelige Pengebøder; men ſiden ſkede der flere gjenſidige Drab mellem deres Underhavende, og da Sagen paany kom fore paa Althinget (1120), mødte baade Havlide og Thorgils frem bevæbnede, og med ſtore Skarer af Venner og Tilhængere. Havlide vilde jage Dommerne fra hinanden, men Thorgils gjorde Modſtand, og det kom til et Slagsmaal, hvorved Thorgils ſaarede Havlide i Haanden, ſaa at en Finger gik af. Herover blev Thorgils dømt fredløs (Skogarmand), hvilket han dog ikke ændſede, men ſamlede ved ſin Hjemkomſt fra Thinget flere hundrede Mænd om ſig til ſit Forſvar. Havlide ſamlede ligeledes Folk, for at bringe Dommen i Udøvelſe, men Thorgils og hans Mænd forſvarede de Bjergpasſe, gjennem hvilke Havlides Vej faldt, ſaa godt, at han maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Det følgende Aar (1121) red Thorgils, trods Fredløshedsdommen, til Althinget ſom ſædvanligt, trodſende paa ſit ſtore Følge af Bevæbnede. Havlide og hans Svoger Hall Teitsſøn holdt ſig derimod rede til at hindre Thorgils fra at naa Thingpladſen; deres Styrke var ikke ringere end 1400 Mand. Thorgils, ſom kun havde 800, hvoriblandt de fleſte Høvdinger fra Veſtfjordene, lod ſig dog ikke afſkrække fra at ſøge Thinget, og det ſaa nu ligeſt ud til, at det vilde komme til et formeligt Slag, ſtørre end der nogenſinde havde ſtaaet paa Øen. Imidlertid forſøgte fredelſkende Mænd, navnlig Biſkop Thorlak og Sæmund frode, at mægle Fred. Biſkoppen truede endog med at ſætte Havlide og hele hans Flokk Ban. Men Havlide vilde ikke høre om andet end Selvdom. Herimod havde Thorgils intet at indvende, naar der kun ikke var Tale om Fredløshed, Forviisning fra Hjemmet, eller Godordstab. Men det var at formode, at dette netop var hvad Havlide vilde fordre. Da gik den nys omtalte Ketil Thorſteinsſøn, ſom da endnu ikke var bleven Biſkop, ſeent en Aften til Havlide, formanede ham til Forſonlighed, foreholdt ham ſit eget Exempel, og hvorledes Alt var gaaet ham heldigere fra den Dag af, da han tilgav ſin Fiende. Dette virkede ſaa godt paa Havlide, at han ſtrax blev mildere ſtemt, og ytrede at han ikke vilde have nogen anden til Biſkop i Jons Sted, end Ketil, ſkjønt det ellers næſten var beſtemt, at Valget ſkulde falde paa ham ſelv. Forliget kom virkelig iſtand paa de mindeligere Vilkaar, ſom Thorgils havde fordret, medens Havlide dog beholdt Selvdom for ſin Hæ-

    mindre bekjendt; hans Moder var en Datter af den mægtige Are paa Reykjanes, en Sønneſøn af Are Maarsſøn, der fandt Hvitramannaland, ſe ovf. I. 2. S. 359.