Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/658

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
640
Eystein, Sigurd og Olaf Magnussønner.

ypperlige Evner har været den gjæveste Mand paa Island af baade Læge og Lærde[1]. Biskop Jon overlevede ham tre Aar, thi han døde den 23de April 1121. Han blev senere optagen blandt Helgenernes Tal. Hans Eftermand, Ketil Thorsteinssøn, Sønnesøn af Eyjulf paa Madrevalle, Gudmund den mægtiges Søn, var en udmerket Mand saavel fra Hovedets som Hjertets Side, men hans tidligere Færd giver dog det bedste Beviis paa, hvor vanskeligt endnu den gamle Lyst til Selvtægt og Hevn lod sig udrydde hos Øens Høvdinger, endog dem, der havde valgt den gejstlige Stand, og hvor lidet det verslige Høvdingdømme kunde forenes med egte prestelig Vandel. Ketil var gift med Gro, en Datter af Biskop Gissur, og elskede hende højt. Men da en vis Gudmund Oddessøns Fiender hviskede ham i Øret, at denne søgte at forføre hans Hustru til Utroskab, lød Ketil sig, trods sin gejstlige Værdighed, forlede af Skinsyge til at angribe Gudmund paa alfar Vej. Men Gudmund forsvarede sig godt, blev Ketils Mester, og stak det ene Øje ud paa ham. Ketil sagsøgte ham, men Gudmund-s formaaende Venner hindrede Søgsmaalet fra ak faa Fremgang, og Ketil høstede kun Skam deraf. Dette bar formodentlig bragt Ketil til at gaa i sig selv; thi han viste sidenefter lige saa stor christelig Forsonlighed, som han førhen havde vist sig voldsom og hevngjerrig. Da det gik ud med Gudmund, saa at han trængte til Andres Hjelp, indbød Ketil ham til sig, og sørgede før ham, saa længe han levede. Fra den Tid af troede ogsaa Ketil, der hidtil havde havt megen Modgang, at spore en Omskiftning i sin Lykke; alt gik nu heldigere for ham[2].

Med Biskop Gissurs Død ophørte den lange, fredelige Periode paa Island. Det er tydeligt nok at see, at det ene var hans overlegne Aand og ubegrændsede Indflydelse, som holdt de mægtige Høvdinger i Tømme. Stof nok til Kiv var der altid, især efter at Ejendommene tilligemed Godordene mere og mere samlede sig i enkelte overmægtige Familiers Hænder, thi disses Hoveder optraadte da næsten med fyrstelig Magt og fyrstelig Fejdelyst. De første alvorlige Uroligheder, som fandt Sted efter Biskop Gissurs Død, forefaldt allerede i det følgende Aar mellem den forhen nævnte Havlide Maarssøn, og en anden ikke mindre mægtig og højbyrdig Høvding, Thorgils Oddessøn, paa Stadarhol ved Breidafjorden[3]. En af Havlides Frænder, ved Navn Maar, et voldsomt, ond-

  1. Hungrvaka Cap. 7.
  2. Ljosvetningasaga Cap. 31, jvfr. Sturlungasaga I. 24, 25. Om Eyjulf Gudmundssøn, Ketils Farfader, og hans Stridigheder, se ovfr. S. 301, 302 Gudmund Oddessøns Fader Odde havde været indviklet i hine Stridigheder, og en Tidlang opholdt sig hos Kong Knut den hellige, der ogsaa her, merkeligt nok, kaldes Knut den mægtige, jvfr. ovfr. S. 179, Anm.
  3. Thorgils’s Herkomst angives i Sturlungasaga I. 6. Hans Fædreneæt var