Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/658

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
640
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

ypperlige Evner har været den gjæveſte Mand paa Island af baade Læge og Lærde[1]. Biſkop Jon overlevede ham tre Aar, thi han døde den 23de April 1121. Han blev ſenere optagen blandt Helgenernes Tal. Hans Eftermand, Ketil Thorſteinsſøn, Sønneſøn af Eyjulf paa Madrevalle, Gudmund den mægtiges Søn, var en udmerket Mand ſaavel fra Hovedets ſom Hjertets Side, men hans tidligere Færd giver dog det bedſte Beviis paa, hvor vanſkeligt endnu den gamle Lyſt til Selvtægt og Hevn lod ſig udrydde hos Øens Høvdinger, endog dem, der havde valgt den gejſtlige Stand, og hvor lidet det verslige Høvdingdømme kunde forenes med egte preſtelig Vandel. Ketil var gift med Gro, en Datter af Biſkop Gisſur, og elſkede hende højt. Men da en vis Gudmund Oddesſøns Fiender hviſkede ham i Øret, at denne ſøgte at forføre hans Huſtru til Utroſkab, lød Ketil ſig, trods ſin gejſtlige Værdighed, forlede af Skinſyge til at angribe Gudmund paa alfar Vej. Men Gudmund forſvarede ſig godt, blev Ketils Meſter, og ſtak det ene Øje ud paa ham. Ketil ſagſøgte ham, men Gudmund-s formaaende Venner hindrede Søgsmaalet fra ak faa Fremgang, og Ketil høſtede kun Skam deraf. Dette bar formodentlig bragt Ketil til at gaa i ſig ſelv; thi han viſte ſidenefter lige ſaa ſtor chriſtelig Forſonlighed, ſom han førhen havde viſt ſig voldſom og hevngjerrig. Da det gik ud med Gudmund, ſaa at han trængte til Andres Hjelp, indbød Ketil ham til ſig, og ſørgede før ham, ſaa længe han levede. Fra den Tid af troede ogſaa Ketil, der hidtil havde havt megen Modgang, at ſpore en Omſkiftning i ſin Lykke; alt gik nu heldigere for ham[2].

Med Biſkop Gisſurs Død ophørte den lange, fredelige Periode paa Island. Det er tydeligt nok at ſee, at det ene var hans overlegne Aand og ubegrændſede Indflydelſe, ſom holdt de mægtige Høvdinger i Tømme. Stof nok til Kiv var der altid, iſær efter at Ejendommene tilligemed Godordene mere og mere ſamlede ſig i enkelte overmægtige Familiers Hænder, thi disſes Hoveder optraadte da næſten med fyrſtelig Magt og fyrſtelig Fejdelyſt. De førſte alvorlige Uroligheder, ſom fandt Sted efter Biſkop Gisſurs Død, forefaldt allerede i det følgende Aar mellem den forhen nævnte Havlide Maarsſøn, og en anden ikke mindre mægtig og højbyrdig Høvding, Thorgils Oddesſøn, paa Stadarhol ved Breidafjorden[3]. En af Havlides Frænder, ved Navn Maar, et voldſomt, ond-

  1. Hungrvaka Cap. 7.
  2. Ljosvetningaſaga Cap. 31, jvfr. Sturlungaſaga I. 24, 25. Om Eyjulf Gudmundsſøn, Ketils Farfader, og hans Stridigheder, ſe ovfr. S. 301, 302 Gudmund Oddesſøns Fader Odde havde været indviklet i hine Stridigheder, og en Tidlang opholdt ſig hos Kong Knut den hellige, der ogſaa her, merkeligt nok, kaldes Knut den mægtige, jvfr. ovfr. S. 179, Anm.
  3. Thorgils’s Herkomſt angives i Sturlungaſaga I. 6. Hans Fædreneæt var