Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/657

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
639
Graagaaſen vedtagen. Biſkop Gisſurs Død.

(i Nordfjerdingen), en Søn af hiin Maar Hunrødsſøn, der var Væring i Conſtantinopel ved Harald Haardraades Ankomſt[1], og en Frænde af den ſidſte Lovſigemand, Ulfhedin Gunnarsſøn[2]. At Are og Sæmund frode ved denne Lejlighed bleve tagne paa Raad med, og vare blandt hine kyndige Mænd, hvem Opſigten med Arbejdet betroedes, maa ſaa godt ſom nødvendigviis antages. Det lader dog ikke til, at man den førſte Vinter naaede at ſkrive den hele Lovbog, da Are kan nævner Vigſloden (Mandhelgebolken) udtrykkeligt. Den førſte Vinters Arbejde blev af Preſter, endnu de eneſte Skrivekyndige, oplæſt i Lagretten paa Lagthinget 1118, og eenſtemmig vedtaget. Det ſamme er vel ſiden ſkeet med de øvrige Afdelinger; og det er i denne Skikkelſe, at den ældre islandſke Lov, ſædvanligviis benævnt Graagaaſen, gjennem tvende meget gamle Haandſkrifter er bleven os opbevaret[3].

Samme Aar, da det paa Althinget vedtoges at Loven ſkulde optegnes, blev den gamle, ærværdige Biſkop Gisſur ſaa ſyg, at han maatte lægge ſig til Sængs, og forudſaa ſin nær foreſtaaende Død. Da han ſelv ikke kunde komme til Althinget, ſendte han Bud til ſine Venner og de øvrige Høvdinger, at de ſkulde anmode Preſten Thorlak Runolfsſøn, en Sønneſøn af Thorleik, Broder af Hall i Haukadal, om at drage udenlands for at lade ſig indvie til Biſkop i hans Sted. Thorlak undſkyldte ſig med ſin Ungdom da han kun var 32 Aar gammel, men lod ſig dog overtale, og blev i Aaret 1118 indviet af Erkebiſkop Asſur den 28 April, 30 Dage før Biſkop Gisſurs Død (28de Mai). Han døde, 76 Aar gammel, med barnlig Fromhed og chriſtelig Ydmyghed, ſaa at han erklærede ſig uværdig til at begraves ved Siden af ſine Fædre[4]. „Saa mange Taarer,“ ſiges der, „faldt ved Biſkop Gisſurs Endeligt, at det aldrig gik dem af Hu, der fældte dem, ſaa længe de levede; og alle vare enige om, at hans Tab vilde vorde uerſtatteligt; det har ogſaa været alle forſtandige Mænds Mening, at han ved Guds herlige Gave og ſine egne

  1. Se ovf. S. 67.
  2. Slægtſkabet angives i Landnaama III. 186.
  3. Islendingabok Cap. 101. Af de tvende Haandſkrifter af Graagaas er et i den arnamagnæanſke Samling, der ſynes at være fra Midten af 13de Aarhundrede, et andet i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, der har et langt ældre Præg, og maaſkee er mindſt 60—80 Aar ældre. Det ſidſte er nys ſærſkilt aftrykt med megen Nøjagtighed i en Udgave, beſørget af det nordiſke Litteratur-Samfund. Det førſte er benyttet ved den nøjagtige arnamagnæanſke Udgave af Graagaas. Men der gives, ſom oven nævnt, Brudſtykker af en endnu meget ældre Afſkrift, der ſynes at maatte være ſelve Originalen fra 1118; de findes i den arnamagn. Samling under No. 315 fol.
  4. Dette blev dog ikke overholdt, thi han blev begraven ved Faderens Side.