Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/655

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
637
Tvende Biſkopsſtole paa Island.

rejſen havde han ogſaa beſøgt Danmark, hvor han engang i Kong Sven Ulfsſøns og den hhele Hirds Paahør udmerkede ſig ved at gaa hen til Alteret og læſe Mesſe, da den forrettende Preſt var daarlig til at læſe, og vakte Latter og Forargelſe. Han maa altſaa udenlands være bleven indviet til Preſt. Om Jons Ophold i Norge Vintren 1096—1097, og den mægtige Virkning, hans Tale gjorde paa Kongen og Sigurd Ullſtreng, er ovenfor talt[1]. Da han var bleven valgt til Biſkop, begav han ſig ſtrax til Danmark, for at modtage Indvielſen af Erkebiſkop Asſur, men da denne, ved at høre at Jon to Gange havde været gift, ikke vovede at indvie ham uden Pavens Samtykke, maatte Jon anden Gang drage til Rom, hvor Pave Paſchalis II gav ham Dispenſation; derefter blev han indviet af Asſur, 29de April 1106. Da han kom tilbage til Island, havde han Vanſkelighed nok ved at finde et Sted, hvor han kunde opſlaa ſit Sæde. Nordlændingerne havde vel lovet at overlade ham en god Gaard dertil, men da det kom til Stykket, undſloge alle ſig, undtagen en Preſt, Illuge, der tilbød ſin Fædrenegaard, Hole i Hjaltadal i Skagafjorden. Her oprettedes nu Biſkopsſtolen for Nordlandet paa Island. Dens Diſtrikt indbefattede kun denne Fjerding; de tre øvrige dannede Skaalholts Biſpedømme. Hole Biſkopsſtol var ſaaledes i Førſtningen meget fattig, men Biſkop Jon erhvervede ſig ſnart en ſaadan Anſeelſe ved ſin Nidkjerhed og aſketiſke Strenghed, at han endog i levende Live kom i Ry for Hellighed, og mange deels ſkjenkede betydelige Gaver til Biſkopsſtolen, deels byggede ſig Huſe og Hytter i Nærheden, for at kunne høre ham dagligt og indrette deres Liv efter hans[2]. Han byggede Kathedralkirken paa Hole, og oprettede en Skole, hvor Ungdommen oplærtes i Latin, Digtekunſt (det vil ſige latinſk Verſifikation) og Muſik. I ſin hellige Iver gik han dog visſelig i mange Stykker for vidt, for ſaa vidt ſom han ſøgte at afſkaffe flere gamle, i ſig ſelv uſkyldige Skikke, der enten havde Hentydning til Hedendommen, eller forekom ham alt for verdslige. Saaledes forfulgte han ej alene alſkens Trolddom, Dagvælgerier o. ſ. v., men han forbød den hidtil ſædvanlige Afſyngen af Kjærlighedsviſer (Mansöngsvisur) under Datids, og fik aldeles afſkaffet den hidtil, og i Norge ſaavel ſom det øvrige Norden fremdeles brugelige Maade, at benævne Ugedagene efter de gamle Guder. I dens Sted indførtes den latinſk-kirkelige Benævningsmaade, nemlig „Drottensdag“ (d. e. dominica) for „Søndag“,

    322, 323. Ogſaa Annalerne lade Sæmund komme hjem 1076, altſaa i Sven Ulfsſøns Dage, men Are frode ſynes at henføre hans Hjemkomſt til Tiden omkring 1080, Islendingabok Cap. 9.

  1. Se ovf. S. 500 flg.
  2. Jon Agmundsſøns Liv er udførligt og kritiſk beſkrevet i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie 1ſte B. S. 320—327.