rejsen havde han ogsaa besøgt Danmark, hvor han engang i Kong Sven Ulfssøns og den hhele Hirds Paahør udmerkede sig ved at gaa hen til Alteret og læse Messe, da den forrettende Prest var daarlig til at læse, og vakte Latter og Forargelse. Han maa altsaa udenlands være bleven indviet til Prest. Om Jons Ophold i Norge Vintren 1096—1097, og den mægtige Virkning, hans Tale gjorde paa Kongen og Sigurd Ullstreng, er ovenfor talt[1]. Da han var bleven valgt til Biskop, begav han sig strax til Danmark, for at modtage Indvielsen af Erkebiskop Assur, men da denne, ved at høre at Jon to Gange havde været gift, ikke vovede at indvie ham uden Pavens Samtykke, maatte Jon anden Gang drage til Rom, hvor Pave Paschalis II gav ham Dispensation; derefter blev han indviet af Assur, 29de April 1106. Da han kom tilbage til Island, havde han Vanskelighed nok ved at finde et Sted, hvor han kunde opslaa sit Sæde. Nordlændingerne havde vel lovet at overlade ham en god Gaard dertil, men da det kom til Stykket, undsloge alle sig, undtagen en Prest, Illuge, der tilbød sin Fædrenegaard, Hole i Hjaltadal i Skagafjorden. Her oprettedes nu Biskopsstolen for Nordlandet paa Island. Dens Distrikt indbefattede kun denne Fjerding; de tre øvrige dannede Skaalholts Bispedømme. Hole Biskopsstol var saaledes i Førstningen meget fattig, men Biskop Jon erhvervede sig snart en saadan Anseelse ved sin Nidkjerhed og asketiske Strenghed, at han endog i levende Live kom i Ry for Hellighed, og mange deels skjenkede betydelige Gaver til Biskopsstolen, deels byggede sig Huse og Hytter i Nærheden, for at kunne høre ham dagligt og indrette deres Liv efter hans[2]. Han byggede Kathedralkirken paa Hole, og oprettede en Skole, hvor Ungdommen oplærtes i Latin, Digtekunst (det vil sige latinsk Versifikation) og Musik. I sin hellige Iver gik han dog visselig i mange Stykker for vidt, for saa vidt som han søgte at afskaffe flere gamle, i sig selv uskyldige Skikke, der enten havde Hentydning til Hedendommen, eller forekom ham alt for verdslige. Saaledes forfulgte han ej alene alskens Trolddom, Dagvælgerier o. s. v., men han forbød den hidtil sædvanlige Afsyngen af Kjærlighedsviser (Mansöngsvisur) under Datids, og fik aldeles afskaffet den hidtil, og i Norge saavel som det øvrige Norden fremdeles brugelige Maade, at benævne Ugedagene efter de gamle Guder. I dens Sted indførtes den latinsk-kirkelige Benævningsmaade, nemlig „Drottensdag“ (d. e. dominica) for „Søndag“,
- ↑ Se ovf. S. 500 flg.
- ↑ Jon Agmundssøns Liv er udførligt og kritisk beskrevet i Finn Jonssøns Kirkehistorie 1ste B. S. 320—327.
322, 323. Ogsaa Annalerne lade Sæmund komme hjem 1076, altsaa i Sven Ulfssøns Dage, men Are frode synes at henføre hans Hjemkomst til Tiden omkring 1080, Islendingabok Cap. 9.
