Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/654

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
636
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

ſiden gjorde det muligt at optegne Sagaer, ligeſom ikke engang Are ſkrev ſit Verk, førend efter denne Tid, nemlig, ſom han ſelv ſiger, i 1120. Da man aabenbart kan ſpore en vis Forſkjellighed mellem de i Norge og de paa Island ſkrevne Bøger eller Breve, endog de ældſte, og denne Forſkjellighed ikke lader ſig forklare af Dialektafvigelſer alene, men aabenbart maa tilſkrives forſkjellige orthografiſke Syſtemer og Traditioner, kan man ej antage, at man til Lovnedſkrivnings-Arbejdet paa Island i 1117 hentede Folk fra Norge, men at kyndige Folk i Landet ſelv angave de Regler, man havde at følge. Disſe kyndige Mænd kunne da neppe have været andre, end Are, og en vis Thorodd Runemeſter, hvilke i Forening ſkulle have udarbejdet en orthografiſk Afhandling, i Lighed med den latinſke Grammatiker Priſcians Skrift[1]. Dette bliver ſaa meget ſandſynligere, ſom man i det ældſte islandſke Skrift finder Spor af omhyggeligere orthografiſk Studium og et ſtrengere og mere gjennemført Syſtem end i de ældre norſke Optegnelſer, hvor man alene ſynes at have ladet ſig lede af Øret, uden beſtemte Regler, men ſom derfor ogſaa give en ſikrere Ledetraad til at beſtemme Udtalen. Are frode fortjener derfor visſelig i Forening med Sæmund frode, men i højere Grad end han, at kaldes den egentlige Grundlægger af Norrønalitteraturen, ſom inden Aarhundredets Slutning allerede havde naaet en Blomſiringstilſtand, der ſøgte ſin Lige i hele Chriſtenheden.

Da Biſkop Gisſur havde beklædt ſit Embede i henved 20 Aar, fremſatte Indbyggerne af Nordfjerdingen Bøn, at de maatte faa en egen Biſkop. Herved have de vel nærmeſt tænkt paa deres egen Bekvemmelighed, men de angave ogſaa ſom Grund, at Landet neppe nogenſinde vilde komme til aldeles at ſavne en Biſkop, naar det havde tvende Biſkopsſtole. Da Skaalholts Biſkopsſtol nu, ſiden Tiendens Indførelſe, havde faaet en ſaadan Forøgelſe i Indtægter, at den godt kunde taale at afgive en betydelig Deel, ſamtykkede Gisſur i Nordlændingernes Ønſke[2], og der beſtemtes at en Biſkopsſtol ſkulde oprettes for Nordlandet (1105). Til Biſkop valgtes den forhen omtalte Preſt Jon Agmundsſøn, Isleifs Diſcipel, og Datterſøn, af Egil Siduhallsſøn. Jon, fød omkring 1050, havde i ſin Ungdom, efter modtagen Indvielſe ſom Diaconus, været udenlands at ſtudere, han kom lige til Rom, og tog Hjemvejen over Frankrige, hvor han efter en juſt ikke ſynderlig paalidelig Beretning ſkal have truffet ſin Frænde Sæmund frode, og faaet ham med ſig tilbage til Hjemmet[3]. Paa Hjem-

  1. Se Indledningen til Afhandlingen om Alfabetet, i Anhanget til Skálda i den Arnamagn. Udg. II. 6.
  2. Islendingabok Cap. 10, Hungrvaka Cap. 6.
  3. Den utrykte Jon Agmundsſøns Saga, ſe Müllers Sagabibliothek I. Side