Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/648

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
630
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

Deel af Grønafylket, hvor kun de ſædvanlige Skatter, ingen regelmæsſig Tiende, ſvaredes, kaldtes Skatlandet, medens derimod den øvrige Deel, eller Grenland, Havund og Veſtmare, kaldtes Tiendetaget.

Tienden deeltes, ſom det allerede ovenfor er nævnt, ſaavel i Norge ſom paa Island i fire lige ſtore Dele, mellem Biſkoppen, Preſten, Kirken og de Fattige. Dette var noget anderledes end i Sverige, hvor Preſten førſt tog en Trediedeel, og de øvrige to Trediedele ſkiftedes ligt mellem Biſkoppen, Kirken og de Fattige[1]. Tienden maa have medført en overordentlig Forandring i Gejſtlighedens Stilling. Fra Afhængighed og ſandſynligviis Fattigdom kom den nu med et til Selvſtændighed og Velſtand. Hvis den nu, ſom i Størſtedelen af det øvrige okcidentale Europa, ogſaa i Norge ved ſtreng Iagttagelſe af de paany indſkærpede Coelibatslove havde afſondret ſig fra den øvrige Deel af Folket, vilde den vel ogſaa her, ſom andenſteds, meget ſnart have dannet en egen Stat i Staten og overfløjet Kongemagten. Men Coelibatslovene kom i Norge aldrig ret i Udøvelſe, deels fordi de nu engang ſtrede imod Folkeaanden, deels fordi Egteſkaberne ſelv endnu,ſædvanligviis bleve indgangne paa den ældgamle Viis, ſom en Civil-Akt, uden den kirkelige Vielſe, der ej engang omtales i de ældre Kirkelove, hvoraf fulgte, at Preſtens Egteſkab, ihvorvel det i borgerlig Henſeende var fuldkommen lovgyldigt, dog fra Kirkens Standpunkt alene betragtedes ſom et Konkubinat, med hvilket man for det meſte ej regnede det ſaa nøje[2]. Saaledes vedblev Gejſtligheden fremdeles at ſtaa i den nøjeſte Forbindelſe med det øvrige Folk, og dens Interesſer ſkiltes ikke ſaaledes fra Folkets, ſom i andre Lande. Hermed er det ikke ſagt, at Gejſtlighedens Indflydelſe i ſig ſelv blev mindre. Tvertimod gjorde den ſig vel endog i mange Tilfælde ſaa meget mere gjeldende, ſom de Gejſtlige ved flere Baand knyttedes til deres Omgivelſer. Men dens Indfly-

  1. Se Øſtgøtalov Chriſtenbolk Cap. 9, jvfr. Veſtgotalov Kirkebalk Cap. 17. I England deeltes Tienden i tre Dele, mellem Kirken, Gejſtligheden og de Fattige, ſe Ædhelreds Love IX. 6. Her ſkulde ogſaa Korntiende erlægges paa Ageren for hver tiende Kornmark, ſom Ploven gjennemſkar.
  2. Der er ovenfor, ved flere Lejligheder, nemlig S. 508, i Anledning af Ingebjørg Jarlemoders Egteſkab med Kong Mælkolm, omtalt, hvorledes de borgerlige Egteſkaber i Norden (danico more, ſom Villjam af Jumièges ſiger) betragtedes fra et ſtrengt kirkeligt Standpunkt ſom Konkubinater. For øvrigt blev den kirkelige Vielſe ikke udtrykkelig paabuden, førend efter at den var bleven erklæret for et Sakrament, i det 12de Aarhundrede. I vore ældre Kirkelove paabydes den ikke førend i Erkebiſkop Jons fra 1280, Cap. 41. Gejſtliges Giftermaal og Børn omtales paa Island lige til Reformationen; i Norge har man flere Advarſelsbreve fra Biſkopperne, hvorved enkelte Preſter tilholdes at ſkille ſig fra deres „focariæ“, uden at Advarſelen ſynes at have frugtet, og ſaavel „Biſkopsſønner“ ſom „Preſteſønner“ omtales udtrykkeligt, i Særdeleshed i Lovene ældre end det 13de Aarhundrede.