Deel af Grønafylket, hvor kun de sædvanlige Skatter, ingen regelmæssig Tiende, svaredes, kaldtes Skatlandet, medens derimod den øvrige Deel, eller Grenland, Havund og Vestmare, kaldtes Tiendetaget.
Tienden deeltes, som det allerede ovenfor er nævnt, saavel i Norge som paa Island i fire lige store Dele, mellem Biskoppen, Presten, Kirken og de Fattige. Dette var noget anderledes end i Sverige, hvor Presten først tog en Trediedeel, og de øvrige to Trediedele skiftedes ligt mellem Biskoppen, Kirken og de Fattige[1]. Tienden maa have medført en overordentlig Forandring i Gejstlighedens Stilling. Fra Afhængighed og sandsynligviis Fattigdom kom den nu med et til Selvstændighed og Velstand. Hvis den nu, som i Størstedelen af det øvrige okcidentale Europa, ogsaa i Norge ved streng Iagttagelse af de paany indskærpede Coelibatslove havde afsondret sig fra den øvrige Deel af Folket, vilde den vel ogsaa her, som andensteds, meget snart have dannet en egen Stat i Staten og overfløjet Kongemagten. Men Coelibatslovene kom i Norge aldrig ret i Udøvelse, deels fordi de nu engang strede imod Folkeaanden, deels fordi Egteskaberne selv endnu,sædvanligviis bleve indgangne paa den ældgamle Viis, som en Civil-Akt, uden den kirkelige Vielse, der ej engang omtales i de ældre Kirkelove, hvoraf fulgte, at Prestens Egteskab, ihvorvel det i borgerlig Henseende var fuldkommen lovgyldigt, dog fra Kirkens Standpunkt alene betragtedes som et Konkubinat, med hvilket man for det meste ej regnede det saa nøje[2]. Saaledes vedblev Gejstligheden fremdeles at staa i den nøjeste Forbindelse med det øvrige Folk, og dens Interesser skiltes ikke saaledes fra Folkets, som i andre Lande. Hermed er det ikke sagt, at Gejstlighedens Indflydelse i sig selv blev mindre. Tvertimod gjorde den sig vel endog i mange Tilfælde saa meget mere gjeldende, som de Gejstlige ved flere Baand knyttedes til deres Omgivelser. Men dens Indfly-
- ↑ Se Østgøtalov Christenbolk Cap. 9, jvfr. Vestgotalov Kirkebalk Cap. 17. I England deeltes Tienden i tre Dele, mellem Kirken, Gejstligheden og de Fattige, se Ædhelreds Love IX. 6. Her skulde ogsaa Korntiende erlægges paa Ageren for hver tiende Kornmark, som Ploven gjennemskar.
- ↑ Der er ovenfor, ved flere Lejligheder, nemlig S. 508, i Anledning af Ingebjørg Jarlemoders Egteskab med Kong Mælkolm, omtalt, hvorledes de borgerlige Egteskaber i Norden (danico more, som Villjam af Jumièges siger) betragtedes fra et strengt kirkeligt Standpunkt som Konkubinater. For øvrigt blev den kirkelige Vielse ikke udtrykkelig paabuden, førend efter at den var bleven erklæret for et Sakrament, i det 12de Aarhundrede. I vore ældre Kirkelove paabydes den ikke førend i Erkebiskop Jons fra 1280, Cap. 41. Gejstliges Giftermaal og Børn omtales paa Island lige til Reformationen; i Norge har man flere Advarselsbreve fra Biskopperne, hvorved enkelte Prester tilholdes at skille sig fra deres „focariæ“, uden at Advarselen synes at have frugtet, og saavel „Biskopssønner“ som „Prestesønner“ omtales udtrykkeligt, i Særdeleshed i Lovene ældre end det 13de Aarhundrede.
