Biskoppen i Nidaros, Adalberts Eftermand, ved Navn Simon, herved maa have været ham behjelpelig: der findes nemlig en enkeltstaaende Optegnelse, der udtrykkeligt nævner Simon som den første, der indførte Tiende i Norge[1]. Man maa antage, at Tienden paa denne Tid ansaaes for en saa væsentlig Indretning i ethvert christeligt Ktirkesamfund, at heller ikke Nordmændene troede at kunne unddrage sig den, uden derved at paadrage sig Mistanke om Lunkenhed i Troen, og Mangel paa Omsorg ser deres aandelige Vel[2]. Dette synes ogsaa at fremgaa af hvad der fortælles om Tiende-Afgiftens Vedtagelse paa Island, der allerede, som vi have nævnt, havde fundet Sted et Snees Aar tidligere ved Biskop Gissurs Bestræbelser, og hvoraf vel Nordmændene nærmest hentede deres Exempel. Her, heder det, overlagde Biskop Gissur, den lærde Sæmund Prest i Odda, og den kloge Lovsigemand, Markus Skeggessøn, med hinanden og søgte med Høvdingernes Bistand at drive det dertil, at Tiende-Afgiften vedtoges som Lov, saaledes at Enhver ydede aarlig Tiende af sit Gods og al sin lovlige Indtægt, ligesom det var Skik i andre Lande, hvor christne Folk bo; og ved deres Raad og kloge Overtalelser kom det virkelig dertil, at man vedtog at give Tiende, der siden skulde deles i fire Dele, af hvilke Biskoppen skulde have een, Kirkerne een, Presterne een, og de Fattige een“[3]. Paa samme Maade og af samme Grund er vel ogsaa Tienden bleven vedtagen i Norge, maaskee samtidigt med Biskopsstolenes Oprettelse. Gammel Vedtægt, heder det i en senere kongelig Retterbod om Tiende og andre kirkelige Afgifter, og guddommelige Forskrifter paabyde, ligesom og hellige Mænds Bestemmelser, saavel deres, der levede i Verdens første Tider, som deres, der kom efter dem, bevidne, at enhver christen Mand hør med Rette yde Tiende af al den retmæssige Indtægt, Gud forunder Mennesket i denne Verden, for at han dermed kan tilkjøbe sig den tiende Deel i Himmeriget hvortil Mennesket fra først af var skabt, men hvorfra det siden blev jaget ved Djævelens Forførelser; og er den lykkelig, som gjør det med god Vilje, men den ulykkelig, der forsømmer det“[4]. Vi erfare, hvorledes ikke mange Ti-Aar senere, da Erkebiskopsstolens Oprettelse forberededes i Norge, tolv af de viseste Mænd fra hver Biskopsstol i Norge tilligemed Biskopperne og Kardinal Nikolas vedtoge i det mindste en Bestemmelse om
- ↑ Nemlig den ældste af de forhaandenværende Bisperækker, se Norsk Tidsskrift V. S. 42.
- ↑ Tienden, allerede grundlagt i de mosaiske Love, blev saa tidligt, som paa Kirkemødet i Mâcon 585 erklæret for en Kirken tilkommende Rettighed. I England var den allerede indført af de angliske Konger.
- ↑ Hungrvaka Cap. 6.
- ↑ Norges gamle Love I. S. 459.
