Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/646

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
628
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

Biſkoppen i Nidaros, Adalberts Eftermand, ved Navn Simon, herved maa have været ham behjelpelig: der findes nemlig en enkeltſtaaende Optegnelſe, der udtrykkeligt nævner Simon ſom den førſte, der indførte Tiende i Norge[1]. Man maa antage, at Tienden paa denne Tid anſaaes for en ſaa væſentlig Indretning i ethvert chriſteligt Ktirkeſamfund, at heller ikke Nordmændene troede at kunne unddrage ſig den, uden derved at paadrage ſig Mistanke om Lunkenhed i Troen, og Mangel paa Omſorg ſer deres aandelige Vel[2]. Dette ſynes ogſaa at fremgaa af hvad der fortælles om Tiende-Afgiftens Vedtagelſe paa Island, der allerede, ſom vi have nævnt, havde fundet Sted et Snees Aar tidligere ved Biſkop Gisſurs Beſtræbelſer, og hvoraf vel Nordmændene nærmeſt hentede deres Exempel. Her, heder det, overlagde Biſkop Gisſur, den lærde Sæmund Preſt i Odda, og den kloge Lovſigemand, Markus Skeggesſøn, med hinanden og ſøgte med Høvdingernes Biſtand at drive det dertil, at Tiende-Afgiften vedtoges ſom Lov, ſaaledes at Enhver ydede aarlig Tiende af ſit Gods og al ſin lovlige Indtægt, ligeſom det var Skik i andre Lande, hvor chriſtne Folk bo; og ved deres Raad og kloge Overtalelſer kom det virkelig dertil, at man vedtog at give Tiende, der ſiden ſkulde deles i fire Dele, af hvilke Biſkoppen ſkulde have een, Kirkerne een, Preſterne een, og de Fattige een“[3]. Paa ſamme Maade og af ſamme Grund er vel ogſaa Tienden bleven vedtagen i Norge, maaſkee ſamtidigt med Biſkopsſtolenes Oprettelſe. Gammel Vedtægt, heder det i en ſenere kongelig Retterbod om Tiende og andre kirkelige Afgifter, og guddommelige Forſkrifter paabyde, ligeſom og hellige Mænds Beſtemmelſer, ſaavel deres, der levede i Verdens førſte Tider, ſom deres, der kom efter dem, bevidne, at enhver chriſten Mand hør med Rette yde Tiende af al den retmæsſige Indtægt, Gud forunder Menneſket i denne Verden, for at han dermed kan tilkjøbe ſig den tiende Deel i Himmeriget hvortil Menneſket fra førſt af var ſkabt, men hvorfra det ſiden blev jaget ved Djævelens Forførelſer; og er den lykkelig, ſom gjør det med god Vilje, men den ulykkelig, der forſømmer det“[4]. Vi erfare, hvorledes ikke mange Ti-Aar ſenere, da Erkebiſkopsſtolens Oprettelſe forberededes i Norge, tolv af de viſeſte Mænd fra hver Biſkopsſtol i Norge tilligemed Biſkopperne og Kardinal Nikolas vedtoge i det mindſte en Beſtemmelſe om

  1. Nemlig den ældſte af de forhaandenværende Biſperækker, ſe Norſk Tidsſkrift V. S. 42.
  2. Tienden, allerede grundlagt i de moſaiſke Love, blev ſaa tidligt, ſom paa Kirkemødet i Mâcon 585 erklæret for en Kirken tilkommende Rettighed. I England var den allerede indført af de angliſke Konger.
  3. Hungrvaka Cap. 6.
  4. Norges gamle Love I. S. 459.