Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/642

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
624
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

indvies til Biſkop i Grønland, og derfor maa man vel ſlutte, at han ogſaa har indviet alle de øvrige norſke Biſkopper, hvis Udnævnelſe faldt mellem Erkeſtolens Oprettelſe og hans Død, 1138. Med andre Ord, det lundſke Erkeſædes Primat over den norſke Kirke har været fuldkommen anerkjendt i Norge og paa Island, og Erkebiſkop Asſers Indflydelſe paa Biſkopsdømmernes Ordning og Deling, faa vel ſom de øvrige Foranſtaltninger, ſom dermed ſtode i Forbindelſe, kan derfor ikke andet end have været betydelig[1]. Ved Siden af ham har maaſkee ogſaa Kongernes Stifmoder, den fredelſkende og Gejſtligheden hengivne Margrete Fredkolla, neppe udviklet mindre Virkſomhed i kirkelig end i politiſk Henſeende. Hendes og Kong Sigurds Beſtræbelſer kom hinanden her imøde, og vi ville i det følgende endog ſee et Forbund indgaaet til Chriſtendommens Fremme mellem Sigurd og hendes Mand Kong Nikolas, hvorved hun, ſkjønt ej udtrykkelig nævnt ſom den, der ſtiftede det, dog omtales ſaaledes, at man aner hendes Indflydelſe paa begge Partier, og maa foreſtille ſig hende ſom den egentlige Stifterinde[2].

Af den inderligere religiøſe Trang, ſom, vakt ved Korstogs-Iveren, nu rørte ſig hos det norſke Folk, og gav det kirkelige Liv et hidtil ukjendt Opſving, udgik ogſaa Oprettelſen af de førſte Munkekloſtre, der ſaa vel ſom Biſkopsſtolenes Stiftelſe udtrykkeligen tillægges Kong Sigurd, af den ſamtidige Ordrik Vitalis. Om et af disſe Kloſtre er der allerede ſtrax ovenfor talt, nemlig Munkelivs Benediktiner-Kloſter i Bergen, der egentlig oprettedes af Sigurds Broder Eyſtein, men med hvis Organiſation dog viſtnok ogſaa Sigurd i ſin Ene-Regjeringstid har haft meget at beſtille. Vi have ligeledes omtalt dets Forhold til St. Albani Benediktinerkloſter paa Seilet, hvis Oprettelſestid ikke angives nogenſteds i de nu tilgængelige Kilder, og hvilket man derfor kunde friſtes til at antage ſtiftet allerede af Olaf Kyrre, naar ikke den ſamtidige Ordrik, hvis Ord her have ſærdeles Vegt, udtrykkeligt ſagde at man for Sigurds Tid ej kjendte

  1. Uheldigviis er den Pavebulle, hvorved Lundes Erkeſtol oprettedes, nu tabt, ſaa at man ej kan ſee, hvor mange af Nordens Lande der underlagdes Erkeſtolen. At Norge, Sverige og Island maa have været nævnte, er tydeligt nok af det foregaaende; men mere tvivlſomt er det, hvor vidt ogſaa Orknøerne og Syderøerne have været omtalte; dog maa man vel antage det. Derhos er det ikke uſandſynligt, at de enkelte Biſkopsſtole have været opregnede, hvilket juſt paa denne Tid vilde have kunnet afgive megen Oplysning om Forholdene.
  2. Nemlig i Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 38, Snorre Cap. 27. hvor der handles om det af Nikolas og Sigurd i Fællesſkab aftalte Tog for at chriſtne det hedenſke Smaaland. Her forudſkikkes en Notits om at Nikolas havde egtet Magnus Barfods Enke Margrete. Om hendes Kjerlighed for og Gavmildhed mod Kirken, ſe Saxo, S. 618.