Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/640

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
622
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

give den ſin Velſignelſe[1]. Imidlertid var Biſkop Villjam, ſom det ſynes, i uforſtyrret Beſiddelſe af Biſkopsſtolen; han døde 1168, og ſkal da have beklædt den i 66 (man maa dog ſnarere formode 56) Aar[2]. Da Villjam, ſom det i det følgende vil ſees, længe gjorde Vanſkeligheder ved at anerkjende St. Magnus’s Hellighed, ligger den Slutning temmelig nær, at Magnus, der havde ſine meſte Forbindelſer med Skotland[3] og England, begunſtigede Rodulf, medens derimod Haakon Jarl, med hvem han temmelig ſnart kom paa en ſpendt Fod, underſtøttede Villjam, der enten ved hans, eller Kong Sigurds, eller begges Beſtræbelſer er bleven udnævnt og indviet til Medbiſkop. Det faldt da ſaa godt ſom af ſig ſelv, at medens Rodulf, Magnus’s Biſkop, holdt ſig til Erkebiſkoppen af York og underſtøttedes af ham, maatte Villjam, Haakons Biſkop, ſøge ſin Støtte hos den anden Erkebiſkop, der regnede Orknøerne til ſin Provins. Da Magnus, ſom det ogſaa vil ſees, førſt blev begraven i Chriſtkirken i Birgsaa, er det rimeligt, at dette Sted har hørt til hans Deel af Øerne, og at Rodulf ſaaledes indtil ſin Død har kunnet opholde ſig ved den her oprettede Biſkopsſtol; efter hans Død ſee vi Villjam tage den i Beſiddelſe[4], men hvor han imidlertid opholdt ſig, nævnes ej; man maa formode, at det enten har været i Kirkevaag, hvortil Biſkopsſtolen flyttedes, og hvor der allerede ſtod en til St. Olaf indviet Kirke, eller, hvad der er det rimeligſte, paa Egilsø, hvor der ligeledes ſtod en ældgammel Kirke[5], og hvilken ſiden oftere nævnes ſom hans Opholdsſted, endog for Biſkopsſto-

  1. Rodulf optraadte her ſom Skotlands Fiende, thi ved Northallerton anførte Kong David af Skotland i egen Perſon den ſkotſke Hær mod de northumberlandſke Baroner, men blev aldeles ſlagen. Dette Slag er iſær bekjendt under Navnet „Standart-Slaget“, fordi Englænderne, paa Italienernes Viis, havde indrettet en carroccio eller ſtor Vogn med en Maſt, hvorfra Bannere vajede, og hvorpaa tillige et Skriin med Hoſtien var fæſtet. Se Lappenbergs Geſch. Englands II. S. 319—323.
  2. Det vil ſiden efter blive viiſt, at St. Magnus maa være dræbt 1115, medens Sagaen nævner 1101. Da den rimeligviis har benyttet dette klar ſom Udgangspunkt for Beregningen af Villjams Funktionstid, nemlig ſaaledes at hans Tiltrædelſe regnedes fra det andet eller tredie Diar for Magnus“s Død, bliver det rette Tiltrædelſes-Aar ſandſynligviis 1112 eller 1113. Han omtales heller ikke før denne Tid.
  3. Magnus var gift med et ſkotſkt Fruentimmer, og bad før ſin Død Haakon Jarl om at maatte blive ſendt til deres fælles Venner, ſe nedenfor, jvfr. Orkneyinga Saga S. 130.
  4. Orkneyinga Saga S. 136, jvfr. St. Magnus’s Saga, S. 536.
  5. At der da var en Kirke i Kirkevaag, ligger allerede i Navnet; jvfr. ovenfor S. 144. Øen Egilsø havde ſandſynligviis ligeledes Navn efter den der ſtaaende, af Paperne opførte Kirke (ecclais, ſom Ordet ecclesia af Gaelerne fordrejedes ſe Ann. for Nord. Oldk. og Hiſt. 1852. S. 58, 76).