vedblev Garde paa Grønland, kun med saa Mellemrum ved Vakancerne, at være fast Biskops-Residens indtil sidst i det fjortende Aarhundrede[1].
Det er højst rimeligt, at heller ikke Orknøerne tilligemed Hjaltland have undgaaet Kong Sigurds Opmerksomhed, da vi samtidigt med ham finde en Biskop Villjam, som i vore egne Skrifter, og i en Indskrift, funden i hans Grav, kaldes den første Biskop paa Orknø[2], medens der dog ej alene var Biskopper for ham, men der ogsaa, samtidigt med ham, vitterligt fandtes en anden Mand, der ligeledes kaldte sig Biskop af Orknø, nemlig Rodulf eller Radulf den yngre. Da denne var indviet af og for det meste synes at have opholdt sig hos Erkebiskoppen i York, der gjorde Fordring paa Suprematiet over Skotland med tilliggende Øer, medens derimod Villjam virkelig residerede paa Øerne og stod i venskabeligt Forhold med Magthaverne i Norge, er det tydeligt nok, at Norges verdslige Herredømme over Orknøerne har givet Anledning til alvorlige Tvistigheder om disse mellem den yorkske Erkestol paa den ene Side, og den bremiske, eller dens Efterfølger for Nordens Vedkommende, den lundske, paa den anden, hvilke begge endog hver for sig have vedblevet at indvie Biskopper, indtil endelig Oprettelsen af Erkestolen i Norge, hvortil Orknøerne ved Erektionsbullen udtrykkeligt henlagdes, og som Villjam oplevede, afgjorde Sagen til hans Fordeel. Stiftelsen af Erkebiskopsstolen i Birgsaa, og Indvielsen, saa vel af Thorolf, som af Rodulf den ældre, er allerede ovenfor omtalt[3]. Rodulfs Indvielse siges udtrykkeligt at være skeet efter Kong Mælkolms og Dronning Margretes Befaling[4]. Efter Rodulf indviede Erkebiskop Girard i York (1100—1108) en vis Roger til Biskop paa Orknø[5]; og til dennes Efterfølger indviede Erkebiskop Thomas den yngre (1108—1114) den før omtalte Rodulf den yngre[6], der nævnes i engelske Diplomer og Annaler lige ned til 1144, og især spillede en fremragende Rolle ved sin Nærværelse i det store Slag ved Northallerton, 22de August 1138, hvor den gamle Biskop Thorstein af York havde sendt ham i sit Sted, for at opmuntre den engelske Hær, og
- ↑ Den sidste grønlandske Biskop, der residerede i Landet, synes at have været Henrik, se „Grønlands historiske Mindesmerker III. S. 897.
- ↑ Se Orkneyinga Saga. S. 137, saa vel som St. Magnus’s Saga, S. 536; paa begge Steder heder det, at han var „først Biskop“. Paa en Blyplade funden i hans Grav, kaldes han „Willielmus senex, primus episcopus“, og i de islandske Annaler S. 68, „Villjam den gamle“.
- ↑ Se ovenfor S. 217.
- ↑ Stubbs, Acta pontif. Eborac., hos Twysden, S. 1709.
- ↑ Stubbs, l. c. S. 1710.
- ↑ Stubbs, l. c. S. 1713.
