Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/639

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
621
Biſkopper paa Orknø.

vedblev Garde paa Grønland, kun med ſaa Mellemrum ved Vakancerne, at være faſt Biſkops-Reſidens indtil ſidſt i det fjortende Aarhundrede[1].

Det er højſt rimeligt, at heller ikke Orknøerne tilligemed Hjaltland have undgaaet Kong Sigurds Opmerkſomhed, da vi ſamtidigt med ham finde en Biſkop Villjam, ſom i vore egne Skrifter, og i en Indſkrift, funden i hans Grav, kaldes den førſte Biſkop paa Orknø[2], medens der dog ej alene var Biſkopper for ham, men der ogſaa, ſamtidigt med ham, vitterligt fandtes en anden Mand, der ligeledes kaldte ſig Biſkop af Orknø, nemlig Rodulf eller Radulf den yngre. Da denne var indviet af og for det meſte ſynes at have opholdt ſig hos Erkebiſkoppen i York, der gjorde Fordring paa Suprematiet over Skotland med tilliggende Øer, medens derimod Villjam virkelig reſiderede paa Øerne og ſtod i venſkabeligt Forhold med Magthaverne i Norge, er det tydeligt nok, at Norges verdslige Herredømme over Orknøerne har givet Anledning til alvorlige Tviſtigheder om disſe mellem den yorkſke Erkeſtol paa den ene Side, og den bremiſke, eller dens Efterfølger for Nordens Vedkommende, den lundſke, paa den anden, hvilke begge endog hver for ſig have vedblevet at indvie Biſkopper, indtil endelig Oprettelſen af Erkeſtolen i Norge, hvortil Orknøerne ved Erektionsbullen udtrykkeligt henlagdes, og ſom Villjam oplevede, afgjorde Sagen til hans Fordeel. Stiftelſen af Erkebiſkopsſtolen i Birgsaa, og Indvielſen, ſaa vel af Thorolf, ſom af Rodulf den ældre, er allerede ovenfor omtalt[3]. Rodulfs Indvielſe ſiges udtrykkeligt at være ſkeet efter Kong Mælkolms og Dronning Margretes Befaling[4]. Efter Rodulf indviede Erkebiſkop Girard i York (1100—1108) en vis Roger til Biſkop paa Orknø[5]; og til dennes Efterfølger indviede Erkebiſkop Thomas den yngre (1108—1114) den før omtalte Rodulf den yngre[6], der nævnes i engelſke Diplomer og Annaler lige ned til 1144, og iſær ſpillede en fremragende Rolle ved ſin Nærværelſe i det ſtore Slag ved Northallerton, 22de Auguſt 1138, hvor den gamle Biſkop Thorſtein af York havde ſendt ham i ſit Sted, for at opmuntre den engelſke Hær, og

  1. Den ſidſte grønlandſke Biſkop, der reſiderede i Landet, ſynes at have været Henrik, ſe „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker III. S. 897.
  2. Se Orkneyinga Saga. S. 137, ſaa vel ſom St. Magnus’s Saga, S. 536; paa begge Steder heder det, at han var „førſt Biſkop“. Paa en Blyplade funden i hans Grav, kaldes han „Willielmus senex, primus episcopus“, og i de islandſke Annaler S. 68, „Villjam den gamle“.
  3. Se ovenfor S. 217.
  4. Stubbs, Acta pontif. Eborac., hos Twysden, S. 1709.
  5. Stubbs, l. c. S. 1710.
  6. Stubbs, l. c. S. 1713.