Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/635

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
617
Biſkopsſtol paa Færøerne.

forekommer neppe engang før Aarhundredets Begyndelſe[1]. Der er ſaaledes al Rimelighed for at Stedet har faaet ſin egentlige Opkomſt ved Biſkopsſædet med dets talrige Perſonale af underordnede Gejſtlige, fornemmelig efter at Domkapitlet var oprettet i Midten af Aarhundredet. Grunden, hvorpaa Kirken og den hele By laa, var for øvrigt, ligeſom ved de andre Byer og Biſkopsſæder, kongelig Ejendom.

Saaledes havde da Norge nu faaet fire Biſkopsdømmer med faſte Biſkopsſæder, Nidaros, Bergen, Oslo og Stavanger. Men Sigurds Virkſomhed i denne Retning indſkrænkede ſig ikke til det egentlige Norge alene, men ogſaa til Skat- og Koloni-Landene. Færøerne fik ogſaa, ſom det ſynes, paa denne Tid og maaſkee ved hans Beſtræbelſer en egen Biſkopsſtol. Et Sagn paa Øerne melder, at Olaf Kyrre ved ſin Tilbagerejſe fra Orknøerne i Aaret 1067 ſkal have beſøgt Færøerne, og efter ſin Hjemkomſt til Norge ſendt dem en Biſkop, ved Navn Gudmund, der, uden for øvrigt at have nogen faſt beſtemt Reſidens, for det meſte opholdt ſig hos den rige Enke Æſa paa Gaarden Kirkebø, ſydligſt paa Strømø, og forrettede Gudstjeneſte i den til Gaarden hørende Kirke; og at Gudmunds Efterfølger, den vindeſyge Matthias, ſiden efter ved ſnedige og vrange Beſkyldninger mod hende, at hun havde overtraadt de ſtrenge Love om Faſten, fik drevet det dertil, at hun forbrød alt ſit ſtore Jordegods, af hvilket der nu oprettedes en faſt Biſkopsſtol i Kirkebø, hvor der ogſaa byggedes en Kathedralkirke 1111[2]. Det er viſt nok, at den førſte Biſkop paa Færøerne hed Gudmund, og at hans Efterfølger hed Matthias[3];

  1. Navnet Stafangr forekommer vel, baade i Landnaama I. 17, jvfr. ovenfor I. 1. S. 523, 550; og i Magnus den godes Saga (Arnors Vers) hos Snorre Cap. 20, i den vidtløftige Saga Cap. 24; men det bliver altid uſikkert, om ikke Stavangfjorden i Søndfjord herved menes; ja dette er endog det ſandſynligſte. Ordrik Vitalis, der (Duchêne S. 767) ſkildrer Norges Tilſtand ſtrax efter Sigurd Jorſalafarers Død, og opregner Stæderne, ſom man tydeligt kan ſee, efter vel underrettede Folks Udſagn, nævner ikke Stavanger. Som By omtales den aller førſt hvor Kong Magnus Erlingsſøn, ſandſynligviis omkring 1175, ſkjenker den hele Stad (bœinn sjálfan) til St. Swithun og Biſkopsſtolen. Gavebrevet exiſterer vel ikke længer nu, men paaberaabes i en Bekræftelſe af Haakon Haakonsſøn (mellem 1226 og 1254), ſe Norges gamle Love I. S. 248, Thorkelins Dipl. Arn. II. 23—25. Heraf ſees ogſaa at Byens Grund var Krongods.
  2. Antikvariſk Tidsſkrift 1849—1851, andet Hefte, S. 147—154. Sagnet er her meget tiltrækkende fortalt, og med en Omſtændelighed, der ej kan andet end i det hele taget vække gunſtig Formodning om dets Troværdighed. Det er allerede merkeligt nok, at Folkeſagnet paa Færøerne har opbevaret den førſte Biſkops Navn, nemlig Gudmunds, der ellers kun nævnes i Biſkops-Fortegnelſerne, af hvilke ingen ſkriver ſig fra Færøerne ſelv.
  3. Se Biſkops-Rækkerne, aftrykte i Norſk Tidsſkrift, V. S. 42, 44.