Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/634

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
616
Eystein, Sigurd og Olaf Magnussønner.

eller Trefoldighedskirken i Winchester, og paa Helgenens Festdag med megen Højtidelighed lod hans Skriin bringe fra den gamle til den nye Kirke[1]. Da man, som det ovenfor er antydet, maa formode, at Reinald før sin Udnævnelse til Biskop har været en af de Munke, der opholdt sig deels i Bergen, deels i Sellø, som Biskoppens Medhjelpere, faar man heraf en Anelse om den Forbindelse, hvori den norske Kirke fremdeles stod med den engelske, og som i det hele taget maa have været langt nøjere end dens Forbindelse med den danske, uagtet den dog nu var lagt under denne.

Aarsagen, hvorfor Stavanger valgtes til Sæde for den nye Biskop, uagtet det dog laa i Udkanten af Biskopsdømmet, kan neppe have været nogen anden end den, at der paa dette Sted, der rimeligviis var Havn og Skibsstade for Indbyggerne af Buknfjordens indre Kyster, saa vel som for Beboerne af Jæderens og Dalernes nordlige Deel, allerede havde nedsat sig flere fastboende Strandsiddere lokkede af Stedets gode Beliggenhed for Søfarten og de rige Fiskerier i Nærheden, og at deres Huse tilligemed en heel Seet Skibsnaust gave Stedet Udseende af en By, hvilket sandsynligviis har været det eneste bymæssige Anlæg i det hele Biskopsdømme, og altsaa det eneste Sted, hvor man efter de nys indskærpede Bestemmelser kunde lade Biskoppen tage Sæde. Ellers synes det, som om Egnen omkring Thromø og Nedenes paa Øster-Agder, hvor der baade fandtes Kongsgaarde og hvor flere anseede Mænd boede, skulde have ligget mere belejligt til, og været den, der først maatte komme i Betragtning[2]. Stavanger regnedes dog endnu ikke i Sigurds Tid for en egentlig By, og omtales som saadan først i Aarhundredets anden Halvdeel; dens Navn

    Abingdon maa have staaet med Winchester; men saavel Glastonbury som Abingdon havde leveret Biskopper til Norge, nemlig de for omtalte Sigurd (S. 424) og Rodulf (S. 170).

  1. Rudborn, l. c. S. 255 flgg. Ann. Winton. sammesteds S. 295. Det er for øvrigt merkeligt nok, at Domkirken i Winchester i sin nuværende Skikkelse, der dog vistnok skriver sig fra en senere Tid end Walkelins, skjelner sig fra de fleste andre i England ved sin fladt afsluttede østre eller Chor-Ende, og at det samme er Tilfældet med Stavangers Domkirke. Skulde dette tyde hen paa nogen fortsat Forbindelse mellem dem begge?
  2. Her var, som vi allerede have seet, fra gammel Tid en anseet Kongsgaard paa Thromø; ligeledes var der Kongsgaard paa Nidarnes (Nedenes); her paa Østenden boede prale Sæbjørnssøn og hans Søn Kol Kalessøn og Sigurd Sneis (Orkneyinga Saga Cap. 150) og der maa have været megen Færdsel fra den Kant. Muligt dog ogsaa, at man ved Valget af Stavanger har haft Nærheden af Søvejen til Eidfjord for Øje, skjønt det da næsten havde været rimeligere, at vælge et Sted som Haugesund eller Agvaldsnes til Bispesæde.