Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/633

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
615
Kathedralkirker i Oslo og Stavanger.

Peter, om hvem for Reſten intet vides. Kathedralkirken fik Navn efter St. Hallvard, hvis Skriin lige fra Kirkens Opførelſe af ſynes at have været opbevaret der, ſkjønt den vel ogſaa var indviet til den hellige Trefoldighed, ligeſom alle, eller de fleſte Kathedralkirker i Norge. Stavanger fik ligeledes med en egen Biſkop ogſaa en Kathedralkirke: det er nemlig tydeligt, at den ældſte, veſtlige Deel af Domkirken i Stavanger, der endnu har vedligeholdt ſig uſkadt lige til vore Tider, er opført i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, og da den paa den anden Side ikke kan være ældre end Kong Sigurds Tid, maa det netop være den, ſom ved hans Foranſtaltning blev bygget. Den kaldtes ſædvanligviis St. Swithuns-, ogſaa Trefoldigheds-Kirken[1], og maa følgelig ej alene have været indviet til den hellige Trefoldighed, men ogſaa til Helgenen St. Swithun, Biſkop i Wincheſter[2], af hvis Levninger, ſom opbevaredes i denne Stads Kathedralkirke, ogſaa et Stykke maa være ſkjenket til Stavanger, for at danne det nys oprettede Biſkopsſædes fornemſte Helligdom. Det er nemlig viſt, at et ſaakaldet Kar. Stvithuns Skriin“, det vil ſige et Skriin med en eller flere Relikvier af St. Swithun, forvaredes i Stavangers Kathedralkirke[3]. Dette hentyder umiskjendeligt paa en Forbindelſe mellem Wincheſter og Stavangers nys oprettede Biſkopsſtol, der letteſt lader ſig forklare derved, at Reinald, den førſte Biſkop, oprindelig har været Munk ved det Benediktiner-Konvent, der allerede ſiden Biſkop Ædhelwolds Tid (963—984) beſtod ved Wincheſters Kathedralkirke[4], og hvis Regel paa ny var bleven ſkærpet og reformeret af Biſkop Walkelin (1070—1098), der ogſaa paa ny gjenopbyggede St. Swithuns-

  1. Jvfr. Brev af 7de September 1278 (Dipl. Norv. III. 15), hvor Biſkop Andreas af Oslo kalder Kirken „ecclesia sanctæ trinitatis stawangrensis“ med Brev af 17de Auguſt 1275 og 3die Auguſt 1278 (No. 12 og 14 i ſamme Samling), hvor Erkebiſkop Jarund og Biſkop Peter af Orknø kalder den St. Swithuns Kirke.
  2. Helgenen Swithun havde været Biſkop i Wincheſter fra 837 til 862. Hans Levninger opbevaredes i et prægtigt Skrin i Stadens Kathedralkirke, men nogle af dem bleve ſiden af den ovenfor (I. 2. S. 471, 472) omtalte St. Ælfeah, da han forflyttedes fra Wincheſter, hvor han var Biſkop, til Canterbury ſom Erkebiſkop, overførte til dette Sted.
  3. Se Haakon Sverresſøns Saga Cap. 5, jvfr. Fornm. Sögur IX. S. 223, hvor St. Swithuns Skriin omtales.
  4. Ædhelwold havde førſt været Benediktinermunk og Dekanus i Glaſtonbury, ſiden i Abingdon, ſom han grundede paa ny, og hvis Abbed han blev; derpaa blev han Biſkop i Wincheſter, hvor han forefandt et højſt fordærvet Konvent af Sekular-Chorsbrødre, og derfor indførte St. Benedikts Regel; men det mishagede Chorsbrødrene ſaaledes, at de alle droge bort, paa tre nær. De Bortdragendes Plads udfyldte han ved Munke fra Abingdon. (Rudborne i Whartons Angl. Sacra I. 218, 219. Chron. Sax. og Florents ved 963). Dette viſer, i hvilken nøjere Forbindelſe baade Glaſtonbury og