Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/631

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
613
Biſkopsſtol i Stavanger.

af de unge Nordmænd, ſom Olaf Kyrre efter Pave Gregors Opfordring, den han viſtnok ikke undlod at opfylde, ſendte til Rom, for der omhyggeligen at oplæres i de hellige og guddommelige Love. Da derhos Magne i en af Biſkopsfortegnelſerne endnu regnes blandt Biſkopperne paa Sellø, uagtet han boede i Bergen, maa han tillige have været Munk i Sellø, hvad enten Kloſtret paa denne Ø allerede da var til, eller der, hvad der er rimeligere, ved Helligdommen i Sellø fandtes en Deel Munke af Benediktiner-Ordenen, ſom havde aflagt Kloſterløftet i udenlandſke, iſær engelſke Kloſtre, og nu vare Biſkoppens Medhjelpere, ſaa vel ved Folkets Oplærelſe og Befæſtelſe i Chriſtendommen, ſom ved Beſørgelſen af de dagligt forefaldende kirkelige Forretninger, og af hvilke derfor vel ogſaa flere ledſagede Bernhard til Bergen, da han, ſom allerede forhen nævnt, opſlog ſin Bolig her. Af disſe Munkes Tal har da ſandſynligviis, ſom nys antydet, ogſaa hiin Reinald været. Han var af engelſk Herkomſt[1], og viſtnok kommen fra et eller andet Benediktinerkloſter i England, navnlig Abingdon eller Wincheſter[2], og han opholdt ſig rimeligviis hos Magne i Bergen, da Kong Sigurd oprettede det nye Biſkopsdømme i Stavanger, og udnævnte ham til at beklæde denne Poſt. Oprettelſen af dette Biſkopsdømme beſtod egentlig alene deri, at Gulathingslagen, ſom hidtil havde nøjet ſig med een Biſkop, nu fik tvende, der deelte Diſtriktet mellem ſig ſaaledes, at Biſkoppen i Sellø eller Bergen fik den nordlige, og den nye Biſkop den ſydlige Deel. Der er imidlertid Omſtændigheder, ſom tyde hen paa, at denne Deling ej har fundet Sted ſom en ſærſkilt Forføjning for Gulathingslagens Vedkommende, men at det hele Land ved denne Lejlighed er blevet inddeelt i fire Biſkopsdømmer med beſtemte Grændſer, og med faſte Sæder for Biſkopperne. Det Diſtrikt, der lagdes til Bergen, indbefattede nemlig ikke hele den nordlige Deel af Gulathingslagen, men alene Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, medens Sunnmørafylke, uviſt af hvad Grund, lagdes under Nidaroos[3]; og de Oplands-Bygder, der tilhørte

  1. Dette ſiges udtrykkeligt i Harald Gilles Saga, Cap. 9, Snorre Cap. 8.
  2. Se herom ſtrax nedenfor, hvor der handles om Domkirken i Stavanger.
  3. Alt Sunnmørafylke hørte under Nidaros, ſees blandt andet, og tydeligt, af Aaslak Bolts Jordebog, medens den ældre Gulathingslov igjen nokſom viſer, at det i verdslig Henſeende hørte til Gulathingslagen. Som Grund til, at det lagdes under Nidaros, kunde man gjette paa, at det maaſkee hørte til Eyſteins Deel. Vi have ovenfor ſeet, at Steigar-Thore begyndte ſit Oprør mod Magnus Barfod paa Oplandene og paa Søndmøre, hvilke begge derfor i engere Forſtand ſynes at have været regnede til Haakons Part; ved Delingen mellem Sigurd og Eyſtein efter Olafs Død 1115, da, ſom det allerede i Forbigaaende er omtalt, begge Konger ſees at have faaet Beſiddelſer paa Oplandene, er det derfor ikke uſandſynligt at ogſaa Søndmøre er tildeelt Eyſtein, medens derimod Sigurd fik det øvrige af Gulathingslagen,