telsen af en egen Erkebiskopsstol for Landet, da dette derved befriedes fra det Principat, som.fremmede Landes Erkebiskopper hidtil havde udøvet over Riget, først de hamburg-bremiske, og, i den aller sidste Tid, de danske i Lund, hvor Erkesædet, efter langvarige Underhandlinger, endelig var blevet oprettet, ej alene for Danmark, men ogsaa for hele Norden, i Aaret 1104, da Biskop Asser ophøjedes til Erkebiskop, og fik Pallium[1]. Men dette var dog det eneste af Sigurds Løfter, som hverken kom til Udførelse i hans egen eller i hans Efterfølgers Levetid, medens det derimod gik langt raskere med Opfyldelsen af det andet, om hvilket man dog skulde formode at det vilde have mødt langt større Modstand, nemlig Indførelsen af Tiende-Ydelsen. Men foruden at Oprettelsen af en egen Erkestol altid krævede mange foreløbige Underhandlinger, især formedelst den Erkebiskops Indsigelser, som derved tabte en betydelig Deel af sin Provins, maatte den i Norge være forbunden med særegne Vanskeligheder, da man her først maatte faa en ordentlig Diocesan-Inddeling i Stand, og faste Biskopsstole med bestemte Sæder oprettede over hele Landet. Og herpaa rettede sig, som man tydeligt kan see, Sigurds første Bestræbelser i denne Sag. Ham giver ogsaa den samtidige anglo-nordinanniske Forfatter Ordrik udtrykkelig Æren for Oprettelsen af Biskopsdømniertie i Norge.
Vore egne Kilder tale ellers kun saare lidet om denne vigtige Sag. De give os neppe engang de Biskoppers Navne, som fandtes i Norge paa Sigurds Tid. Kun lejlighedsviis omtale de ved Slutningen af Sigurds Regjeringstid Biskop Magne i Bergen, Biskop Reinald eller Reginald i Stavanger, hvilket sidste Sted her for første Gang forekommer som Biskopssæde, og Biskop Kol i Oslo. Af de gamle Biskops-Fortegnelser, som ere os opbevarede[2], sees det, at Reinald virkelig var den første Biskop i Stavanger, og at Magne i Bergen var umiddelbar Eftermand af hiin Bernhard den saxiske, der, allerede ankommen til Norge paa Magnus den godes Tid, tilbragte 19 Aar paa Island, og var siden efter, under Olaf Kyrre, Biskop paa Sellø, hvorfra han senere paa sine gamle Dage flyttede til Bergen[3]. Da Bernhard neppe kan have levet saa længe, som til Sigurd Jorsalafarers Tronbestigelse, end sige til hans Hjemkomst fra det hellige Land, maa Magne allerede have været beskikket til Biskop af eller under Magnus Barfod; og da hans Navn har en fuldkommen norsk Klang, skulde man næsten formode, at han har været en
- ↑ Se herom især Suhm, V. 138—140.
- ↑ Se Norsk Tidsskrift, V. S. 42, 43. jvfr. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 52, Snorre Cap. 39. Her nævnes vel ikke Reinald udtrykkeligt ved Navn, men da man af Biskopsfortegnelsen seer, at han var den første Biskop i Stavanger, kan den Biskop, der omtales, ej være nogen anden end ham.
- ↑ Om Bernhard, see ovenfor, S. 186, 190, 191, 420.
