Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/628

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
610
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

hiin Reinald, der ved Oprettelſen af Stavangers Biſkopsdømme ophøjedes til dets førſte Biſkop.

Uagtet det, ſom det ſtrax vil viſes, egentlig var Sigurd, der foreſtod de vigtige og indgribende kirkelige Foranſtaltninger, ſom under disſe Brødres Regjeringstid fandt Sted, ſees det dog, ſaa vel af hvad vi allerede have omtalt, ſom af andre Foretagender, der udelukkende tillægges Eyſtein, at ogſaa han med rund Haand ſørgede for Kirken og dens Fremme, hvorfor en Forfatter endog kalder ham en „ivrig Dyrker af den chriſtelige Religion“[1]. Han opbyggede ſaaledes, foruden de her nævnte Kirker og Kirkebygninger, ogſaa St. Nikolai Kirke i Nidaros, der baade med Henſyn til Materiale og Form ſkal have været ſærdeles vel udført. Ligeledes byggede han, ſom det ſynes aller førſt, en Kirke paa Throndenes i Amd, og ſkjenkede Gods til den[2].

Med denne utrættelige Iver for Landets og Indbyggernes aandelige og materielle Velfærd forenede Eyſtein ſtore Aandsgaver, der i de fleſte Tilfælde lærte ham at vælge og gribe det Rette, og en høj Grad af perſonlig Elſkværdighed. Det er derfor ej at undres over, at han var overordentlig afholdt af det hele Folk. Han var, ſaaledes beſkrive Sagaerne ham, ſmuk af Udvortes, havde blaa, noget ſtore Øjne, lyſt og krøllet Haar, middels Højde. Han var meget forſtandig, ſærdeles vel bevandret i Lovene og de gamle Sagn, .Kjendſkab til Folk og deres Herkomſt, raadſnild, veltalende, ſaare munter og jevn i Omgang, overmaade gavmild, yndet og venneſæl hos hele Almuen[3]. Paa et andet Sted gives ham det Lov, at han udmerkede ſig ved ſin Redelighed, og beherſkede ſig ſelv ikke mindre end Underſaatterne med Maadehold og Klogſkab, at han var fredelig, tog ſig med Iver af Landsſtyrelſen, og ſørgede ivrigt for Chriſtendommen[4]. Paa hans Redelighed behøves intet andet Beviis, end den Beredvillighed, hvormed han atter optog Sigurd i Regjerings-Fællesſkabet, efter at han i ſaa lang Tid havde ſmagt Behageligheden af at herſke ene. Eyſtein hentede ikke ſin Dronning udenlandsfra. Han egtede Ingebjørg, en Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn[5]. Dette viſer, af Stejgar-Thores Æt nu atter var kommen i Naade efter Faderens Oprør og Afſtraffelſe under Magnus Barfod. I Forbindelſe hermed ſtaar viſtnok, ſom allerede

  1. Se herom iſær Suhm, V. S. 138—140.
  2. Nemlig Thjodrek, ſe nedenfor.
  3. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 16, 26. Snorre Cap. 15, 24.
  4. Thjodrek, Cap. 32.
  5. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 18, Snorre Cap. 17. Morkinſkinna, fol. 26. b. kalder Ingebjørg en Datter af Steigar-Thore, hvilket dog alene kan grunde ſig paa en Uagtſomhedsfejl.