Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/624

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
606
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

Hjerdkinn, netop ere Levninger af det ved Eyſteins Foranſtaltning opførte Sælehuns[1]. Lignende Sælehuſe eller aabne Herberger for Rejſende, indrettede paa Veje, hvor man havde flere Dagsrejſer fra Bygd til Bygd, omtales allerede længe før[2], og ſynes at bare været brugelige fra umindelige Tider; der findes endog i den ældre Gulathingslov en Beſtemmelſe om, hvorledes de Rejſende have at forholde m, naar Sælehuſet ej kan rumme dem alle paa een Gang, og om deres Anſvar, hvis det brænder op ved deres Uforſigtighed[3]. Om Eyſteins Sælehuſe paa Dovrefjeld vare af dette ſimple Slags, eller om han tillige gjorde Foranſtaltninger til at der ved hvert Sælehuus ſkulde findes Gjeſtgivere, ſiges ikke, men man ſkulde dog næſten formode det ſidſte, fordi Hjerdkinn endog fra gammel Tid ſynes at have været en beboet Gaard[4], og Vejen over Dovre, eller mellem Nidaros, Oplandene og Viken, paa Eyſteins Tid viſtnok var at betragte ſom Norges fornemſte Hovedvej.

Staden Bergen forſkjønnedes meget af Eyſtein. Han fortſatte der enkelte af de Bygnings-Arbejder, ſom Olaf Kyrre enten havde paabegyndt, eller beſluttet at paabegynde, hvis Tid og Evner ſtrak til. Saaledes fuldførte eller opførte Eyſtein Kongsgaarden i Bergen, idet han byggede den ſtore Hall, der ſiges at have været det prægtigſte Træhuus, ſom nogenſinde er gjort i Norge. Tæt ved den, og forbunden med den ved en Svalegang[5], opførte han den ſaakaldte Apoſtel-Kirke, der var beſtemt

  1. Schøning fandt nemlig nærved Hjerdkinn i Aaret 1773 Tomter af en Steenbygning, ſom han antog for et Kloſter, ſe Langes Kloſterhiſtorie S. 615.
  2. Saaledes f. Ex. Sælehuſet paa Skoven mellem Ljodhuus og det indre af Veſtergautland, ſe Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 175; Sælehuſet paa Jemtelandsſkoven, ſe ovenfor I. 2. 723.
  3. Ældre Gulathings Lov Cap. 100: „Til Sælehuſenes Benyttelſe have alle lige Ret. Nei er det vel, om alle kunne være inde med deres Sager. Men kan dette ej ſkee for Trængſels Skyld, ſkulle de bære Sagerne ud. Da er det vel, om de have ſelv Rum, og de ſkulle alle være inde, hvis enhver af dem kan faa Rum til at ſidde. Har nogle været der tre Nætter uden Nødvendighed, ſkulle de gaa ud, eller de ſkulle ved Lodkaſtning lade en Mand gaa ud. Da er det vel, om den, hvem Lodden treffer, gaar ud; ellers fældes han til at bøde Ranbaug, og man ſkal betale fuld Mandsgjeld for den, der havde Ret til at være inde, om de dø ude. Hvis Folk holde til i Sælehuus og det brænder op, da indeſtaa alle de, ſom vare der inde, for Huſet“.
  4. Her var i det mindſte ikke langt til det af Thorkell Thurrafroſt opryddede Foldal, ſe ovenfor I. 2. S. 142, 143.
  5. I Sagaen ſtaar „rið“ d. e. Trappe; af Sverres Saga Cap. 77 kaldes det en Svale, og det ſees ſaaledes tydeligt, at det maa have været en fortløbende Svalegang, hvortil der dog maaſkee og har gaaet ſærſkilte Trapper udenfor Huſet.