Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/622

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
604
Eystein, Sigurd og Olaf Magnussønner.

at den „Austmand“, med hvis Søn Skules Datter var gift, var opkaldt efter og en Sønnesøn af hiin Austmand Gudfastssøn, der ej kunde have ladet Jemteland christne, hvis han ej havde været Landskabets fornemste Høvding og meest formaaende Mand. Det er derfor rimeligt, at Skule allerede ved sin første Fremtræden der i Egnen har sluttet sig til ham eller hans Søn, og at der siden mellem deres Efterkommere har bestaaet en venskabelig Forbindelse, der endelig besegledes ved Giftermaal.

Af de Grændseskjel for Jemteland, der i de nys nævnte Akter angives som bestaaende lige fra Skule Jarls Tid, sees det, at Helsingeland, eller den Deel deraf, som under Haakon den gode fulgte med Jemteland og kom under norsk Herredømme, ikke ved Gjenforeningen under Eystein havde samme Skjebne, men forblev under den svenske Krone. Rigsgrændsen gik nemlig i disse Egne omtrent som den nuværende Grændse mellem Jemteland og Herjedalen paa den ene, og Aangermanland, Medelpad og det egentlige Helsingeland paa den anden Side. Dette Grændseskjel, som senere ikke i Hovedsagen forandredes, men kun fra Tid til anden nærmere bestemtes, vedblev nu at være Rigsgrændse i mere end 500 Aar, indtil Jemteland og Herjedalen ved Brømsebro-Freden 1645 bleve aftraadte til Sverige.

57. Eysteins øvrige Indretninger og Bygnings-Arbejder.


Af Eysteins Foretagender i Landet selv og hans Indretninger til Folkets Bedste nævnes flere, skjønt vist langtfra alle, i vore Sagaer. Først og fremst tog han sig meget af Lovgivningen. Selv en udmerket forstandig Mand, gjorde han sin nøje bekjendt med alle Love i Landet, og erhvervede en saadan Indsigt i dem, at vanskelige Retssager ofte forelagdes ham til Afgjørelse. Han hævdede Lovene med stor Iver, men forbedrede ogsaa, som der siges, paa mange Steder Indbyggernes Ret. Meningen

    jvfr. Schol. 94 til III. 70, at Erkebiskop Adalbert sendte en Biskop „Stenphi“ (d. e. Steinfinn), hvilken han kaldte Simeon, til Helsingeland paa Sviarnes og Nordmændenes Grændser, og at han i hine Egne vandt mange Sjæle for Christendommen. Steinfinn var vistnok den samme, som i Vestgøtalagens Bisperækker under Navnet „Stenfindær“ opføres som Vestergautlands anden Biskop, foran Adalward gamle, der levede omkring 1060, se ovenfor S. 192, 193, jvfr. 395, hvor det vises, at denne Bisperækkes Angivelser ej ere aldeles nøjagtige. Man maa altsaa formode, at Steinfinn ved sit Ophold i Helsingeland c. 1050 ogsaa har besøgt Jemteland og fundet virksom Hjelp hos den fornemste Høvding, Austmand Gudfastssøn paa Evnen der ogsaa i andre Henseender sees at have gjort sig fortjent af sin Hjembygd. Det ligger nær at antage, at Steinfinn ved denne Lejlighed ogsaa har besøgt Herjedalen, og hjulpet til at udbrede Christendommen der.