Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/622

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
604
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

at den „Auſtmand“, med hvis Søn Skules Datter var gift, var opkaldt efter og en Sønneſøn af hiin Auſtmand Gudfaſtsſøn, der ej kunde have ladet Jemteland chriſtne, hvis han ej havde været Landſkabets fornemſte Høvding og meeſt formaaende Mand. Det er derfor rimeligt, at Skule allerede ved ſin førſte Fremtræden der i Egnen har ſluttet ſig til ham eller hans Søn, og at der ſiden mellem deres Efterkommere har beſtaaet en venſkabelig Forbindelſe, der endelig beſegledes ved Giftermaal.

Af de Grændſeſkjel for Jemteland, der i de nys nævnte Akter angives ſom beſtaaende lige fra Skule Jarls Tid, ſees det, at Helſingeland, eller den Deel deraf, ſom under Haakon den gode fulgte med Jemteland og kom under norſk Herredømme, ikke ved Gjenforeningen under Eyſtein havde ſamme Skjebne, men forblev under den ſvenſke Krone. Rigsgrændſen gik nemlig i disſe Egne omtrent ſom den nuværende Grændſe mellem Jemteland og Herjedalen paa den ene, og Aangermanland, Medelpad og det egentlige Helſingeland paa den anden Side. Dette Grændſeſkjel, ſom ſenere ikke i Hovedſagen forandredes, men kun fra Tid til anden nærmere beſtemtes, vedblev nu at være Rigsgrændſe i mere end 500 Aar, indtil Jemteland og Herjedalen ved Brømſebro-Freden 1645 bleve aftraadte til Sverige.

57. Eyſteins øvrige Indretninger og Bygnings-Arbejder.


Af Eyſteins Foretagender i Landet ſelv og hans Indretninger til Folkets Bedſte nævnes flere, ſkjønt viſt langtfra alle, i vore Sagaer. Førſt og fremſt tog han ſig meget af Lovgivningen. Selv en udmerket forſtandig Mand, gjorde han ſin nøje bekjendt med alle Love i Landet, og erhvervede en ſaadan Indſigt i dem, at vanſkelige Retsſager ofte forelagdes ham til Afgjørelſe. Han hævdede Lovene med ſtor Iver, men forbedrede ogſaa, ſom der ſiges, paa mange Steder Indbyggernes Ret. Meningen

    jvfr. Schol. 94 til III. 70, at Erkebiſkop Adalbert ſendte en Biſkop „Stenphi“ (d. e. Steinfinn), hvilken han kaldte Simeon, til Helſingeland paa Sviarnes og Nordmændenes Grændſer, og at han i hine Egne vandt mange Sjæle for Chriſtendommen. Steinfinn var viſtnok den ſamme, ſom i Veſtgøtalagens Biſperækker under Navnet „Stenfindær“ opføres ſom Veſtergautlands anden Biſkop, foran Adalward gamle, der levede omkring 1060, ſe ovenfor S. 192, 193, jvfr. 395, hvor det viſes, at denne Biſperækkes Angivelſer ej ere aldeles nøjagtige. Man maa altſaa formode, at Steinfinn ved ſit Ophold i Helſingeland c. 1050 ogſaa har beſøgt Jemteland og fundet virkſom Hjelp hos den fornemſte Høvding, Auſtmand Gudfaſtsſøn paa Evnen der ogſaa i andre Henſeender ſees at have gjort ſig fortjent af ſin Hjembygd. Det ligger nær at antage, at Steinfinn ved denne Lejlighed ogſaa har beſøgt Herjedalen, og hjulpet til at udbrede Chriſtendommen der.