Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/616

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
598
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

den Tid, om han end var i Live, have været en bedaget Olding, der ikke kunde tage ſig ſynderligt af Regjerings-Anliggenderne[1]. Det er desuden ikke uſandſynligt, at der ſtrax efter hans Død har opſtaaet Uroligheder i Sverige om Tronfølgen, eller i det i mindſte om Arveretten til hans Privat-Ejendomme. Vi vide nemlig, at Inge Steenkilsſøn havde en Søn, ved Navn Ragnvald[2], der opnaaede Manddomsalderen, ſaaſom han efterlod en Datter, Ingerid, der ſiden, ſom vi ville ſee, ſpillede en Rolle ogſaa i Norges Hiſtorie; der ſiges ingenſteds, om Ragnvald overlevede Faderen eller ej; og i førſte Tilfælde har han neppe godvillig givet Slip paa Sveriges Trone. Siden finde vi hans Syſter, Dronning Margrete, i Beſiddelſe af Faderens Ejendomme, hvilke hun deelte mellem ſig, den oven nævnte Ingerid og ſin Syſterdatter Ingeborg, der begge, ligeſom hun ſelv, vare gifte med Ætlinger af det danſke Kongehuus: dette, heder det, var Kilden til langvarig Tviſt mellem Sviar og Daner[3]. Da det nu ej kan være Delingen ſelv, der vakte Sviarnes Harme, men den Omſtændighed, at hine Beſiddelſer, hvoriblandt viſtnok ogſaa Dalsland har været regnet, kom under danſk Herredømme, maa Aarſagen til Misfornøjelſe have været tilſtede, og Tviſten ſaaledes være udbrudt fra det førſte Øjeblik, hiin rige Arv kom i Kong Nikolas’s Værge, hvilket, for ſaa vidt Ragnvald døde for ſin Fader, allerede maa være indtruffet ſtrax efter dennes Død. Endog den Omſtændighed, at Margrete ikke overlod nogen Deel af Arven til ſit Syſkendebarn Inge Hallſteensſøn, viſer tydeligt, at der maa have været et mindre godt Forhold mellem begge Linjer, hvormed det viſtnok ogſaa ſtaar i Forbindelſe, at Inge Hallſteensſøn blev ombragt ved Gift[4], og at der efter hans Død, ſom vi i det følgende ville ſee, udbrød voldſomme Tronſtridigheder i Sverige, ved hvilke Margretes og Nikolas’s Søn, Magnus den ſterke, ſpillede en betydelig Rolle. Man maa ſaaledes formode, at Spørgsmaalet om Arven efter Kong Inge ſtrax efter hans Død, eller maaſkee allerede i hans ſidſte Regjeringsaar, var vakt en ſaadan Gjæring i Sverige, at Kong Eyſtein, der, ſom Magnus Barfods Søn, ſelv ikke uden Skin af Ret kunde fremſætte Fordring paa de Beſiddelſer, hans Fader med hende havde erholdt,

  1. Det heder i Slutningskapitlet af Hervararſaga, at Philip kun i kort Tid var Konge. Det er her et Spørgsmaal, hvad Forfatteren har forſtaaet ved „kort Tid“. Hvis ſyv Aar er for langt et Tidsrum til at kaldes ſaaledes, maa Inge have levet længer end til 1111; med da han allerede fremtraadte ſom Mand omkring 1070, og ſaaledes rimeligviis var fød 1040, var han i 1110 en Olding paa 70 Aar.
  2. Harald Gilles Saga Cap. 2. Snorre Cap. 1. Saxo, S. 617.
  3. Saxo, S. 618.
  4. Kongerækken i Veſtgøtalagen. Muligt dog, at Inge paa den Tid, Delingen foregik, allerede var død. Se Suhm, V. 364.