Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/615

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
597
Jemteland underkaſter ſig.

at falde fra Norge, efter at de engang havde underkaſtet ſig Haakon Adelſteensfoſtre. De indſaa, at hvad Kongen her ſagde, ſigtede til deres egen Fordeel, og indlode ſig oftere i Tale med ham derom, ligeledes han med dem. Efterhaanden begyndte flere paa denne Maade at beſøge ham; til dem, ſom ej perſonligt kom, ſendte han Gaver, og erhvervede derved omſider Høvdingernes og Bøndernes fuldkomne Venſkab. Saaledes bragte han det dertil, at Jemterne ſelv tilbøde ſig at hylde ham. De Høvdinger, han havde vundet, paavirkede nemlig Almuen, og fik den til at aflægge foreløbig Ed paa at ville underkaſte ſig Eyſtein; derpaa vendte de tilbage til Norge og tilſvore ham Lydighed; ſiden efter oprettedes en formelig Overeenskomſt, ifølge hvilken alle Lendermænd indfandt ſig hos ham, aflagde ham Troſkabsed, overgave ham deres Landſkab med alle Skatter og Skylder, og erklærede ſig for hans Thegner. Han tilſagde dem igjen ſin Beſkyttelſe, for det Tilfælde, at Sviakongen ſkulde paaføre dem Krig[1]“. Fra den Tid af udgjorde Jemteland en Deel af Norge lige indtil 1645, da det atter forenedes med Sverige.

Der er dog mangt og meget ved disſe Forhandlinger angaaende Jemteland, ſom ſynes uforklarligt, og ſandſynligviis aldrig tilfulde vil blive oplyſt. For det førſte er det underligt, at den fredelſkende Kong Eyſtein ſaa ſnart efter Fredsſlutningen i 1101 ſkulde ville indlade ſig i et Foretagende, der efter al Rimelighed vilde frembringe ny Krig, hvilken han og, ſom man ſeer, ventede ſig, ikke at tale om det i og for ſig utilbørlige i at forlokke en anden Konges Underſaatter til Frafald. For det andet er det vanſkeligt at forſtaa, hvorledes Sviakongen, iſær hvis dette endnu var den mægtige og anſeede Inge, der endog havde holdt Magnus Barfod Stangen, kunde lade ſaadant gaa upaatalt hen. Man maa her antage, at Eyſtein deels bar anſeet Jemteland for et Landſkab, der ſiden Haakon Adelſteensfoſtres Tid med Rette tilkom Norge, deels maaſkee har troet, heri at kunne faa Erſtatning for Dalsland, der ved hans Faders Død, ſom tidligere anført, efter al Sandſynlighed har fulgt Enkedronningen Margrete ſom Medgift, og ſaaledes ved hendes Giftermaal med den danſke Konge atter er blevet ſkilt fra Norge. Og hvad Kong Inge Steenkilsſøn angaar, da var han paa denne Tid maaſkee død; det er i det mindſte viſt, at af hans Broder Hallſteens Sønner, Philip og Inge, der fulgte ham i Regjeringen, døde den førſte allerede 1118[2]. Inge Steenkilsſøns Død er vel ſaaledes indtruffen omkring 1111, og i alle Fald maa han ved

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 17. Snorre Cap 16. Morkinſkinna fol. 26. a.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt af den ſamtidige Are Frode i hans Islendingabok, Cap. 11.