at falde fra Norge, efter at de engang havde underkastet sig Haakon Adelsteensfostre. De indsaa, at hvad Kongen her sagde, sigtede til deres egen Fordeel, og indlode sig oftere i Tale med ham derom, ligeledes han med dem. Efterhaanden begyndte flere paa denne Maade at besøge ham; til dem, som ej personligt kom, sendte han Gaver, og erhvervede derved omsider Høvdingernes og Bøndernes fuldkomne Venskab. Saaledes bragte han det dertil, at Jemterne selv tilbøde sig at hylde ham. De Høvdinger, han havde vundet, paavirkede nemlig Almuen, og fik den til at aflægge foreløbig Ed paa at ville underkaste sig Eystein; derpaa vendte de tilbage til Norge og tilsvore ham Lydighed; siden efter oprettedes en formelig Overeenskomst, ifølge hvilken alle Lendermænd indfandt sig hos ham, aflagde ham Troskabsed, overgave ham deres Landskab med alle Skatter og Skylder, og erklærede sig for hans Thegner. Han tilsagde dem igjen sin Beskyttelse, for det Tilfælde, at Sviakongen skulde paaføre dem Krig[1]“. Fra den Tid af udgjorde Jemteland en Deel af Norge lige indtil 1645, da det atter forenedes med Sverige.
Der er dog mangt og meget ved disse Forhandlinger angaaende Jemteland, som synes uforklarligt, og sandsynligviis aldrig tilfulde vil blive oplyst. For det første er det underligt, at den fredelskende Kong Eystein saa snart efter Fredsslutningen i 1101 skulde ville indlade sig i et Foretagende, der efter al Rimelighed vilde frembringe ny Krig, hvilken han og, som man seer, ventede sig, ikke at tale om det i og for sig utilbørlige i at forlokke en anden Konges Undersaatter til Frafald. For det andet er det vanskeligt at forstaa, hvorledes Sviakongen, især hvis dette endnu var den mægtige og anseede Inge, der endog havde holdt Magnus Barfod Stangen, kunde lade saadant gaa upaatalt hen. Man maa her antage, at Eystein deels bar anseet Jemteland for et Landskab, der siden Haakon Adelsteensfostres Tid med Rette tilkom Norge, deels maaskee har troet, heri at kunne faa Erstatning for Dalsland, der ved hans Faders Død, som tidligere anført, efter al Sandsynlighed har fulgt Enkedronningen Margrete som Medgift, og saaledes ved hendes Giftermaal med den danske Konge atter er blevet skilt fra Norge. Og hvad Kong Inge Steenkilssøn angaar, da var han paa denne Tid maaskee død; det er i det mindste vist, at af hans Broder Hallsteens Sønner, Philip og Inge, der fulgte ham i Regjeringen, døde den første allerede 1118[2]. Inge Steenkilssøns Død er vel saaledes indtruffen omkring 1111, og i alle Fald maa han ved
