Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/614

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
596
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

Venner med ſtor Glæde, og hans Broder, Kong Eyſtein, ſom imidlertid ene havde foreſtaaet Regjeringen, lagde ham ingen Hindringer i Vejen. En egennyttig og ærgjerrig Fyrſte kunde maaſkee lettelig have følt ſig friſtet dertil, hvor han ſaaledes havde Magten, ſom Eyſtein; men hertil var Eyſtein for redelig og for ædelt tænkende[1], og Sigurd tiltraadte i Fred og Ro ſin Deel af Riget eller Rigsſtyrelſen. Alle vare enige om, at berømmeligere Ferd end hans ikke var udgaaen fra Norge. Efter den fik han ſiden Tilnavnet „Jorſalafarer“, hvormed han i Sagaerne ſædvanligviis benævnes[2].

56. Kong Eyſteins Virkſomhed. Jemtelands Erhvervelſe. Forbindelſer mellem Fyrſteætterne i Norden.


I de tre eller fire Aar, Sigurd var udenlands og forherligede Norges Navn i fjerne Egne, havde Kong Eyſtein, ſom Eneregent, heller ikke paa ſin Side været ledig, men, trædende i ſin Farfaders Fodſpor, virket i Fredelighed hjemme, ſaa vel for at bringe Landet ſelv i Opkomſt ved nyttige Foretagender og Indretninger, ſom for at forøge dets politiſke Vegt og Anſeelſe ved territoriale Udvidelſer, ej paa hans Fader Magnus’s Viis, erhvervede, ved Sverdet, men ved fredelige Underhandlinger. Den Tilvæxt, ſom Norges Territorium ſaaledes fik ved Eyſteins Beſtræbelſer, var Jemteland, hvilket ingen af Norges Konger ſiden Olaf den helliges uheldige Forſøg havde prøvet at bringe tilbage til det Afhængighedsforhold, hvori Haakon Adelſteensfoſtre ved kloge Underhandlinger havde bragt det, og hvilket ſaa vel Jemternes norſke Herkomſt ſom Landſkabets Beliggenhed os hyppige Forbindelſer med Throndhjem gjordes til det naturligſte. Eyſtein, fortælle vore Sagaer, ſendte Bud til forſtandige Mænd i Jemteland og indbød dem til ſig, modtog dem, der kom, med megen Blidhed, overliſte dem med Gaver, og vandt dem ſaaledes for ſig. Han bragte da paa Tale for dem, hvor langt bekvemmere det var for dem at ſøge til Norge end øſter til Sverige, og hvor mange Nødvendigheds-Artikler Norge kunde ſkaffe dem; han ytrede at de derfor havde handlet daarligt i

    ſaavel hos Eliv, ſom hos Kong Nikolas, vel har medtaget en Uges Tid, og mindre Tid neppe hengik med Rejſen fra Slesvig til Aalborg, hvorfra (ſe ovenfor S. 372) rimeligviis Afrejſen til Norge fandt Sted, maa Sigurd være kommen hjem førſt i Juli 1111. Han havde da været borte næſten i fire Aar, eller fra Høſten 1107.

  1. Eyſtein hentydede ſiden ſelv dertil i ſin Trette med Sigurd om hvo der meeſt havde udmerket ſig, ſe nedenfor.
  2. Sigurd Jorſalafarers Saga, Cap. 15. Snorre, Cap. 14. Morkinſkinna, fol. 26. a. Han kaldes ogſaa ſtundom ſimpelt hen „Jorſala-Sigurd“. „Jeruſalem“ blev nemlig af vore Forfædre ſtedſe forvanſket til „Jorsalir“.