Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/608

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
590
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

helſt, ſendte hun Folk hen for at ſkaffe ſig Underretning om, hvad der havde været anvendt til Brændſel. De ſom til et lidet Huus, ſom de ſaa var ganſke fuldt af Valnødder. Da fortalte de hende at Nordmændene havde brugt Valnødder til deres Kjøkken-Ild. Da ſagde hun: „i Sandhed, denne Konge er ſtorſindet, og ſparer ikke paa noget, naar det gjelder hans Ære; thi ingen Ved leier bedre end Valnødder“. Det var hende, ſom havde truffet Foranſtaltninger til at Sigurds Mænd ingen Ved kunde faa kjøbt, for at prøve, hvad Raad han vilde finde paa. Derpaa gjorde Sigurd ſig rejſefærdig for at drage hjem. Han gav Kejſeren alle ſine Skibe, af hvilke det, han ſelv havde ſtyret, var prydet med gyldne Hoveder. Disſe Skibe bleve ſiden længe opbevarede i Myklegaard og opſatte der. Sigurd tog et ſtort og ſmukt arbejdet Hoved af ſit eget Skib, og ſatte det paa. Peterskirken[1].

I Forbindelſe med Sagaernes Fortælling om Sigurds Ophold i Conſtantinopel kan ogſaa merkes, hvad Knytlingaſaga, der indeholder de danſke Kongers Hiſtorie, ytrer i Anledning af Kong Erik Ejegods Beſøg hos Kejſer Alexius i Aaret 1103. Han forelagde, heder det, ogſaa ham Valget mellem Padreims-Legen, og den Sum, Opførelſen koſtede, men da Erik havde mange Udgifter til ſit ſtore Følge, og hans Løsøre var ſvundet betydeligt ind, medens der endnu var langt tilbage af Vejen, valgte han Guldet, hvorimod Kong Sigurd, da Kejſeren ſiden efter bød ham det ſamme Valg, foretrak Legen, da han var paa Hjemvejen og allerede havde beſtredet de meſte Omkoſtninger: imidlertid, tilføjes der, „er man ikke ganſke enig om, hvilket Valg er at anſee ſom meeſt pasſende for en Høvding“[2].

Af den her meddeelte Beretning viſer Hiſtorien om de til Kjøkken-Ilden anvendte Valnødder ſig ſtrax ſom en ſenere tilføjet Udſmykning; det ſamme fortælles allerede om Hertug Robert Djævelen af Nordmandie[3], et lignende Træk gjenfindes i den bekjendte Fortælling om Fortunatus. Og overhoved har den hele Fremſtilling et viſt Præg af Praleri og en Tilbøjelighed til at fremſtille Sigurds Beſøg i Conſtantinopel ſom en for Grækerne vigtigere Begivenhed, end den i Virkeligheden var, hvilket gjør det det nødvendigt, overalt at ſlaa en Deel af; men dette fraregnet, maa det øvrige være ſandt, lige indtil hvad der fortælles om Skibene og om de rige Gaver, Kejſeren forærede Sigurd. Thi ogſaa den engelſke Forfatter Villjam

  1. Morkinſkinna fol. 26 a. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 11—15, hos Snorre Cap. 12—14; Fagrſkinna Cap. 247.
  2. Knytlingaſaga Cap. 81. Her angives Mængden af det Guld, Kejſeren bød Erik, til ½ Læſt eller 5 Skippund, efter den ældre norſke Beregning.
  3. Beretningen findes baade hos Bromton og hos Knyghton, begge i Twysdens Samling, S. 911, 2319.