Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/598

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
580
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

mandie „ſom ſin naturlige Herre“, er der heller intet uſandſynligt i at han bar viiſt Sigurd, der indtog en endnu mere ophøjet Stilling, og var fra Moderlandet ſelv, den ſamme Ære. Sigurd gjengjeldte disſe Æresbeviisninger, idet han paa Nytaarsdagen eller 8de Dag Juul, da man

    Henrik VI og andre af hans Samtidige omtales; de ere altſaa førſt nedſkrevne paa denne Tid, næſten 90 Aar efter Sigurds Tog, ſom en hiſtoriſk Forklaring, uden oprindelig at have været indtagne i Sagaen, og den norſke Hiſtoriker kunde derfor efter et ſaa langt Mellemrum lettelig begaa en Fejltagelſe eller Forvexling, hvor der var ſaa ſtor Anledning dertil ſom her. Thi her havde man ej alene det ſamme Navn, Roger, paa de tvende ſamtidige Fyrſter; men da man vidſte, at Roger af Sicilien ſiden virkelig blev Konge, og førte Kongetitlen i 24 Aar (1130—1154) med en Glands, der ganſke fordunklede Farbroderens Minde, er det ej at forundres over, om en norſk Hiſtoriker i Aaret 1200 kunde antage den ſicilianſke Rogers Kongetitel for den ſamme, ſom Kong Sigurd Nytaarsdag 1110 havde tildeelt ſin gjeſtfrie og høflige Vert, iſær da Hertug Roger ogſaa, ſom Overlensherre, i ſin officielle Titel kaldtes Hertug af Apulien og Sicilien, og Roger af Sicilien ſidenefter (i 1127) ogſaa ſelv erhvervede Apulien, medens hans Fætter i Apulien derimod døde allerede i 1111, uden at nyde godt af den Kongetitel, Sigurd gav ham, længere end et Aar. Det er altſaa ikke at undres over, at Sagaſkriveren har ſat den Kongetitel, Sigurd gav Roger af Apulien 1110, i Forbindelſe med den, Pave Anaklet II gav hans Fætter Roger af Sicilien og Apulien i 1130, og har gjort begge Perſoner til een, ſaaledes at det f. Ex. heder i Fagrſkinna: „Kong Roger beholdt ſiden længe ſit Herredømme og forøgede meget ſit Rige.“ Den anden Bearbejdelſe tillægger endog, at Sigurd gav. Roger Kongenavn over Sicilien „med den Ret, at Øens Herrer der for Eftertiden ſkulde kaldes Konger“. Alt dette er nedſkrevet paa en Tid, da Sicilien var Hovedlandet, efter hvilken Herſkeren førte Kongetitel; og fra dette: Standpunkt maa det bedømmes. — At det nu var Apulien, og ikke Sicilien, ſom Sigurd gjemte, eller i det mindſte hvis Fyrſte han beſøgte, ſkjønnes deels deraf, at Roger af Sicilien paa denne Tid endnu kun var 12 Aar gammel, ſtod under Formynderſkab, og neppe har haft Myndighed til at indbyde. Sigurd paa egen Haand, deels deraf, at ſaavel Snorre (Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 24) ſom Morkinſkinna (fol. 30. a.) hvis Lakune her er ophørt, lade Sigurd, i ſin Trætte med Eyſtein om hvo der havde indlagt ſig ſtørſt Fortjeneſte (ſe nedenfor), omtale ſine Rejſer ſaaledes: „jeg drog til Jeruſalem, anløb Apulien og gav Roger Jarl den mægtige Kongenavn“ (Snorre), eller „jeg drog til Jordan og anløb Apulien“ (Morkinſkinna); uden at de endog med et Ord nævne Sicilien. Da nu Texten paa dette Sted maa antages at ſtemme langt mere med det ſamtidige Sagn, end i hiint Capitel, hvor en Tilſætning tydeligt kan ſees at have fundet Sted og hvor ſandſynligviis det Hele er blevet ſenere bearbejdet, bliver følgelig Apulien, ikke Sicilien, det Landſkab, hvis Fyrſte Sigurd beſøgte, og Fyrſten bliver følgelig Roger Bursa, Buamunds Halvbroder. Herved bortfalder da ogſaa al den Anledning til Mistanke mod Beretningens Paalidelighed, ſom flere have fundet deri, at den ſicilianſke Roger II, ſkjønt udnævnt til Konge 1110, dog ikke antog Kongenavn førend i 1129, og lod Titlen bekræfte af Paven i 1130. Thi det var Roger Burſa, ikke Roger af Sicilien, ſom udnævntes til Konge af Sigurd, og denne Kongetitel uddøde med ham efter et Aars For-