havde desuden for nylig indtruffet Omstændigheder, som end mere bidroge til at opfriske Mindet. Under Robert Viskards sidste Krig med Grækerne havde han og hans Søn Buamund haft tilstrækkelig Anledning til at lære de nordiske Væringers Tapperhed at kjende. I Slaget ved Durazzo gjennembrød Væringernes lille Skare den ene Fløj af Nordmannernes Hær og drev den paa Flugten; de havde maaskee tilkæmpet Kejseren Sejren, hvis de ikke i Forfølgelsens Hede havde fjernet sig alt for langt fra Hovedhæren, saa at de bleve overmandede, da Nordmannerne standsede og atter vendte sig imod dem: dog flygtede de ej, og bleve næsten alle nedsablede[1]. Da Buamund siden, mistænkt af og misfornøjet med Kejser Alexius, var vendt tilbage til Okcidenten for at opmuntre dens Fyrster og Riddere til et nyt Korstog, hvilket dog for det første skulde gjelde det græsk-romerske Rige, som han ganske vilde omstyrte, lod han det ogsaa være sig magtpaaliggende at samle under sit Banner flere af de nordiske Krigere, hvis Tapperhed han saa tilstrækkeligt havde lært at kjende; og det fortælles derfor udtrykkeligt om ham, at da han endelig satte over fra Nedreitalien til Epirus, og angreb Durazzo, talte i sin store Hær ogsaa „endeel af dem fra Thule, der plejede at gjøre Krigstjeneste hos Romerne (d. e. de græske Romere i Constantinopel), men som nu havde sluttet sig til ham formedelst Tidens Vilkaar“[2]. Det skulde heraf næsten endog synes, som om flere Væringer havde forladt Alexius, for at tage Tjeneste hos ham, men Meningen er dog vel kun den, at han ogsaa havde skaffet sig Hjelpetropper fra Norden. Dette var med Slutningen af Aaret 1108; den følgende Vinter og Vaar hengik under frugtesløs Belejring af Durazzo, og i September dum„ enten samtidigt med eller i
- ↑ Anna Komnena, 4de Bog, S. 113—116. Væringernes Anfører kaldes her Nabites (Ναμπίτης); og han omtales senere (S. 195, 7de Bog) i det uheldige Slag ved Dristra 1083, hvoraf det sees, at han ej faldt ved Durazzo. Det er maaskee dette Navn, som svarer til de vidtløftigere Sagaers „Nordbrikt“, hvilket er overført paa Harald Haardraade, se ovenfor S. 116, Anm. 3. Sandsynligviis var det især for at udfylde de ved Durazzo faldne Væringers Plads, at Alexius tog de ovenfor omtalte Angler i sin Tjeneste.
- ↑ Anna Komnena, 12te Bog, S. 370. Da den latinske Oversættelse, som sædvanligviis følges, her er yderst unøjagtig, hidsættes saavel den, som den græske Original, til Sammenligning. Der staar: „ex eâ item gente complures, quæ ab Thule insula Romanam olim sequi militium adsveverat, nunc tamen Baimundi artibus et admiratione in transversum acta, fortunamque ac spem potius quam officium et æquum spectans, in nos infesta veniebat“. Men i Originalen staar kun: Καὶ ὅσοι ἀπὸ τῆς Θούλης νήσου στρατεύονται Ῥωμαίοις, τότε δὴ αὐτῷ προςχωρήσαντες διὰ τήν τοῦ καιροῦ δυναστείαν“. Her staar intet om Buamunds Forførelser, eller Krigernes Pligt-Overtrædelse, kun om „Tidens Medfør“, og saaledes kan man neppe forklare Stedet, som om Væringer virkelig havde gaaet over fra Alexius til Buamund.
