Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/596

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
578
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

havde desuden for nylig indtruffet Omſtændigheder, ſom end mere bidroge til at opfriſke Mindet. Under Robert Viskards ſidſte Krig med Grækerne havde han og hans Søn Buamund haft tilſtrækkelig Anledning til at lære de nordiſke Væringers Tapperhed at kjende. I Slaget ved Durazzo gjennembrød Væringernes lille Skare den ene Fløj af Nordmannernes Hær og drev den paa Flugten; de havde maaſkee tilkæmpet Kejſeren Sejren, hvis de ikke i Forfølgelſens Hede havde fjernet ſig alt for langt fra Hovedhæren, ſaa at de bleve overmandede, da Nordmannerne ſtandſede og atter vendte ſig imod dem: dog flygtede de ej, og bleve næſten alle nedſablede[1]. Da Buamund ſiden, mistænkt af og misfornøjet med Kejſer Alexius, var vendt tilbage til Okcidenten for at opmuntre dens Fyrſter og Riddere til et nyt Korstog, hvilket dog for det førſte ſkulde gjelde det græſk-romerſke Rige, ſom han ganſke vilde omſtyrte, lod han det ogſaa være ſig magtpaaliggende at ſamle under ſit Banner flere af de nordiſke Krigere, hvis Tapperhed han ſaa tilſtrækkeligt havde lært at kjende; og det fortælles derfor udtrykkeligt om ham, at da han endelig ſatte over fra Nedreitalien til Epirus, og angreb Durazzo, talte i ſin ſtore Hær ogſaa „endeel af dem fra Thule, der plejede at gjøre Krigstjeneſte hos Romerne (d. e. de græſke Romere i Conſtantinopel), men ſom nu havde ſluttet ſig til ham formedelſt Tidens Vilkaar“[2]. Det ſkulde heraf næſten endog ſynes, ſom om flere Væringer havde forladt Alexius, for at tage Tjeneſte hos ham, men Meningen er dog vel kun den, at han ogſaa havde ſkaffet ſig Hjelpetropper fra Norden. Dette var med Slutningen af Aaret 1108; den følgende Vinter og Vaar hengik under frugtesløs Belejring af Durazzo, og i September dum„ enten ſamtidigt med eller i

  1. Anna Komnena, 4de Bog, S. 113—116. Væringernes Anfører kaldes her Nabites (Ναμπίτης); og han omtales ſenere (S. 195, 7de Bog) i det uheldige Slag ved Driſtra 1083, hvoraf det ſees, at han ej faldt ved Durazzo. Det er maaſkee dette Navn, ſom ſvarer til de vidtløftigere Sagaers „Nordbrikt“, hvilket er overført paa Harald Haardraade, ſe ovenfor S. 116, Anm. 3. Sandſynligviis var det iſær for at udfylde de ved Durazzo faldne Væringers Plads, at Alexius tog de ovenfor omtalte Angler i ſin Tjeneſte.
  2. Anna Komnena, 12te Bog, S. 370. Da den latinſke Overſættelſe, ſom ſædvanligviis følges, her er yderſt unøjagtig, hidſættes ſaavel den, ſom den græſke Original, til Sammenligning. Der ſtaar: „ex eâ item gente complures, quæ ab Thule insula Romanam olim sequi militium adsveverat, nunc tamen Baimundi artibus et admiratione in transversum acta, fortunamque ac spem potius quam officium et æquum spectans, in nos infesta veniebat“. Men i Originalen ſtaar kun: Καὶ ὅσοι ἀπὸ τῆς Θούλης νήσου στρατεύονται Ῥωμαίοις, τότε δὴ αὐτῷ προςχωρήσαντες διὰ τήν τοῦ καιροῦ δυναστείαν“. Her ſtaar intet om Buamunds Forførelſer, eller Krigernes Pligt-Overtrædelſe, kun om „Tidens Medfør“, og ſaaledes kan man neppe forklare Stedet, ſom om Væringer virkelig havde gaaet over fra Alexius til Buamund.