Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/595

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
577
Sigurd hos Hertug Roger.

Henrik IV belejredes i Engelsborgen, var død i Salerno, (25 Mai 1085). Roberts Død havde vel gjort Ende paa Erobringerne i Grækenland, men i Nedre-Italien og Sicilien forblev Nordmannernes Magt uſvækket, og Roberts Søn af andet Egteſkab, Roger, med Tilnavn „Burſa“, fulgte ham ſom Hertug i Apulien, underſtøttet af ſin Farbroder Roger, der faa Aar efter fuldførte Siciliens Erobring (1090). Robert Viskards ældſte og talentfuldeſte Søn Buamund[1], der allerede i ſin Faders Levetid havde udmerket ſig i Krigen med Grækerne, var ſiden bleven end mere berømt ſom en af Hovedanførerne ved det førſte ſtore Korstog, og havde udbredt den nordmanniſk-apuliſke Fyrſte-Æts Ry indtil det fjerne Øſten, ved at oprette Fyrſtendømmet Antiochia. Da Kong Sigurd kom til Nedre-Italien, hvilket maa have været om Høſten 1109, var Robert Viskards Søn, Buamunds Halvbroder Roger, endnu Hertug i Apulien: paa Sicilien var Grev Roger, Robert Viskards Broder, død i Aaret 1101, efterladende en fireaarig Søn, den ſenere ſaa berømte Storgreve, ſiden Konge, Roger II, i hvis Mindreaarighed Grev Robert af Burgund ſorte Regjeringen. Nordmannerne i Italien holdt endnu Mindet om deres Herkomſt i ſtor Agt og Ære. Da Hertug Robert af Nordmandie, Villjam Erobrerens Søn, der i Aaret 1096 havde taget Korſet, med flere franſke Fyrſter og Herrer lagde Vejen over Italien, modtog Hertug Roger af Apulien ham med Æresbeviisninger „ſom ſin naturlige Herre“ os forſynede ham og hans Mænd i Overflod med alt hvad de behøvede for Vintren, ſom de tilbragte i hans Rige[2]. At de, med deres vel bekjendte Ætteſtolthed og Forkjærlighed for gamle Minder, ogſaa nærede en lignende Interesſe for Nordmændene, fra hvis Land deres Forfædre vare udgangne, og hvis Navn de endnu bare kunde man næſten paa Forhaand ſlutte, og det viſte ſig ogſaa i den venlige Modtagelſe, ſom nu blev Sigurd og hans Krigere til Deel. Der

  1. Buamunds egentlige Navn var Markus, men hans Fader havde ſiden givet ham Tilnavnet „Buamund“ efter en Kæmpe af dette Navn, ſom var Helten i et gammelt nordmanniſk Sagn (Ordrik, S. 817), upaatvivlelig medbragt fra Norge, om vi end ikke nu kunne paaviſe det i vore egne Ætteſagaer, hvis det ikke ſkulde være den i Snorres Edda Cap. 65 omtalte „Kong Beimune“ (Buamund kaldes af Anna Komnena Baimundos), hvilket dog er mindre troligt. Buamund betragtedes, uagtet han var den ældſte Søn, ſom uegte, fordi Faderen havde ſkilt ſig fra hans Moder formedelſt Slægtſkab; Robert egtede ſiden Sigelgaita af Salerno, med hvem han havde Sønnen Roger, der ſenere ſukcederede ham.
  2. Ordrik, Cap. IX S. 724: Rugerius autem dux, cognomento Bursa, ducem Normanniæ cum sociis suis, utpote naturalem dominum suum, honorifice suscepit, et quæ necessaria erant copiose administravit“.