finde tilstrækkeligt Forraad til deres Indkjøb af Levnetsmidler, hvorimod Sigurd indestod for sine Mænds gode Opførsel. Men den ordentlige Forsyning vedvarede ikke længer end til Julen, fordi Gallicien i den Tid var lidet frugtbart og vistnok ogsaa temmelig slet dyrket, ej at tale om, at Nordspanien endog i vore Dage, saa godt det end er opdyrket, dog ikke frembringer Korn nok til eget Forbrug[1]. Sigurd kunde imidlertid ej tage Hensyn hertil, og sagde til sine Mænd, at da Hertugen ikke havde opfyldt Overeenskomsten, var den derfor ikke længer bindende for dem, og de maatte see til at hjelpe sig selv som de bedst kunde. Han opfordrede dem derfor til at staa ham troligen bi ved Udførelsen af en eller anden kjek og rask Handling, der nu var nødvendig, og hvorved de vilde kunne indlægge sig megen Hæder. Hans Opfordring blev modtagen med Bifaldsraab, og nu gik de løs paa den Borg, hvor Hertugen residerede. Da han kun havde saa Folk hos sig, tog han Flugten, og Sigurd gjorde et stort Bytte, baade af Levnetsmidler og andet Hærfang, som blev bragt ombord paa Skibene[2]. Tidligt om Vaaren (1109) droge de videre, og styrede forbi Spaniens, eller det nuværende Portugals, Vestkyst. Her mødte de en betydelig maurisk Flaade af store Galejer, der krydsede
- ↑ Sagaerne sige udtrykkeligt at Gallicien var „skarpt og et daarligt Madland“. Jvfr. Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1836—37, S. 42, 43.
- ↑ Morkinskinna, fol. 25. a. Sigurd Jorsalafarers Saga, Cap. 4. Fagrskinna Cap. 242. Denne siger, at Sigurd i denne Borg dræbte mange Mænd, og fangede mange, som siden udløstes.
nen, blev opslugt af det forfærdelige Havsvælg, der, som Langobardernes Historieskriver Paal fortæller, findes mellem de seqvanske og aqvitanske Kyster (d. e. mellem Kanalen og det bizcayiske Hav) og hvis Bølger bryde sig med en Larm der høres i 30 Miles Afstand. Hvis man ved første Øjekast vilde slutte fra Ordenen, hvori Villjam omtaler de Steder, Sigurd anløb, skulde det synes, som om han meente at Ulykken skede i Middelhavet; men da han selv udtrykkeligt nævner Stedet, og da det desuden først ved Rejsens Ende var Spørgsmaal om at nævne hvor vidt han medbragte alle sine Skibe, og — hvis dette ej var Tilfældet — ved hvilken Anledning han havde tabt noget af dem: bliver det aabenbart, at Ulykken foregik etsteds ved den franske Kyst. Dette angives nærmere af den Skribent, Villjam her citerer, nemlig Paulus Diaconus, I. 6. Han nævner her den 30 Mile fra den seqvaniske Kyst liggende Ø Ebodia, hvor Larmen af Havsvælget tydeligt høres, og anfører endog en fornem Galler som Øjevidne. Ebodia antages at være det nuværende Alderney, en af de 4 nordmanniske Øer, der nu tilhøre England, i hvis Nærhed der findes en farlig Strøm, kaldet the race af Alderney. Sigurd har altsaa søgt Havn her. At han især fik haardt Vejr i det slemme Farvand omkring Bretagne, er i sig selv rimeligt, og stemmer med Morkinskinnas Udsagn „at han fik seen Bør om Sommeren“, saa at han først om Høsten naaede Gallicien.
