Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/590

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
572
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

finde tilſtrækkeligt Forraad til deres Indkjøb af Levnetsmidler, hvorimod Sigurd indeſtod for ſine Mænds gode Opførſel. Men den ordentlige Forſyning vedvarede ikke længer end til Julen, fordi Gallicien i den Tid var lidet frugtbart og viſtnok ogſaa temmelig ſlet dyrket, ej at tale om, at Nordſpanien endog i vore Dage, ſaa godt det end er opdyrket, dog ikke frembringer Korn nok til eget Forbrug[1]. Sigurd kunde imidlertid ej tage Henſyn hertil, og ſagde til ſine Mænd, at da Hertugen ikke havde opfyldt Overeenskomſten, var den derfor ikke længer bindende for dem, og de maatte ſee til at hjelpe ſig ſelv ſom de bedſt kunde. Han opfordrede dem derfor til at ſtaa ham troligen bi ved Udførelſen af en eller anden kjek og raſk Handling, der nu var nødvendig, og hvorved de vilde kunne indlægge ſig megen Hæder. Hans Opfordring blev modtagen med Bifaldsraab, og nu gik de løs paa den Borg, hvor Hertugen reſiderede. Da han kun havde ſaa Folk hos ſig, tog han Flugten, og Sigurd gjorde et ſtort Bytte, baade af Levnetsmidler og andet Hærfang, ſom blev bragt ombord paa Skibene[2]. Tidligt om Vaaren (1109) droge de videre, og ſtyrede forbi Spaniens, eller det nuværende Portugals, Veſtkyſt. Her mødte de en betydelig mauriſk Flaade af ſtore Galejer, der krydſede

    nen, blev opſlugt af det forfærdelige Havſvælg, der, ſom Langobardernes Hiſtorieſkriver Paal fortæller, findes mellem de ſeqvanſke og aqvitanſke Kyſter (d. e. mellem Kanalen og det bizcayiſke Hav) og hvis Bølger bryde ſig med en Larm der høres i 30 Miles Afſtand. Hvis man ved førſte Øjekaſt vilde ſlutte fra Ordenen, hvori Villjam omtaler de Steder, Sigurd anløb, ſkulde det ſynes, ſom om han meente at Ulykken ſkede i Middelhavet; men da han ſelv udtrykkeligt nævner Stedet, og da det desuden førſt ved Rejſens Ende var Spørgsmaal om at nævne hvor vidt han medbragte alle ſine Skibe, og — hvis dette ej var Tilfældet — ved hvilken Anledning han havde tabt noget af dem: bliver det aabenbart, at Ulykken foregik etſteds ved den franſke Kyſt. Dette angives nærmere af den Skribent, Villjam her citerer, nemlig Paulus Diaconus, I. 6. Han nævner her den 30 Mile fra den ſeqvaniſke Kyſt liggende Ø Ebodia, hvor Larmen af Havſvælget tydeligt høres, og anfører endog en fornem Galler ſom Øjevidne. Ebodia antages at være det nuværende Alderney, en af de 4 nordmanniſke Øer, der nu tilhøre England, i hvis Nærhed der findes en farlig Strøm, kaldet the race af Alderney. Sigurd har altſaa ſøgt Havn her. At han iſær fik haardt Vejr i det ſlemme Farvand omkring Bretagne, er i ſig ſelv rimeligt, og ſtemmer med Morkinſkinnas Udſagn „at han fik ſeen Bør om Sommeren“, ſaa at han førſt om Høſten naaede Gallicien.

  1. Sagaerne ſige udtrykkeligt at Gallicien var „ſkarpt og et daarligt Madland“. Jvfr. Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1836—37, S. 42, 43.
  2. Morkinſkinna, fol. 25. a. Sigurd Jorſalafarers Saga, Cap. 4. Fagrſkinna Cap. 242. Denne ſiger, at Sigurd i denne Borg dræbte mange Mænd, og fangede mange, ſom ſiden udløſtes.