Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/589

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
571
Sigurd i England.

kunne lægge megen Dygtighed og Handlekraft for Dagen. Vi skulle imidlertid see til at styre Riget saa godt vi formaa“[1].

Sigurd afsejlede om Høsten 1107, og styrede først til England, hvor han blev venskabeligt modtagen af Kong Henrik, der efter Magnus Barfods Død ikke længer havde noget at frygte af Norge eller udestaaende med dets Konger, og desuden nu, da han havde overvundet sin Broder, Hertug Robert, og taget ham til Fange (1106), følte sig langt anderledes sikker paa Tronen, end forhen. Henrik tilstod derfor Sigurd strax Fred, da han efter de Tiders Skik forlangte den, og Sigurd tilbragte den hele Vinter i England„ med rund Haand uddelende Gaver til forskjellige Kirker, og, som man maa formode, deeltagende i det muntre Liv ved Henriks glimrende Hof[2]. Kong Henrik, fortæller en af vore Sagaer, tilbød Sigurd sit Venskab, siden han havde besøgt ham og var i Begreb med at foretage en Rejse i et saa godt Formaal. „Jeg vil“, sagde han, „hjelpe eder med alt hvad I behøve, og jeg kan tænke mig at I trænge til mangt og meget, hvad Penge og Gods angaar, paa en faa stor og langvarig Ferd“. Sigurd modtog dette Tilbud med Glæde og takkede ham paa det bedste for al den Ære og venlige Bistand, han forundte dem[3]. Om Vaaren (1108) fortsattes Rejsen langs Frankriges Kyster, men Vinden var ugunstig om Sommeren, og Sigurd mistede endog et Skib i de farlige Strømhvirvler ved Alderney[4].

Først henimod Høsten ankom de til Gallicien eller Jakobsland i Spanien, hvor Sigurd besluttede at tilbringe den anden Vinter. Han lod anholde hos den Hertug eller Greve, der bestyrede Provindsen, om Tilladelse hertil, saa vel som til at forsyne sin Hær med den nødvendige Proviant, hvorimod han lovede at hans Mænd skulde opføre sig ordentligt og føjeligt mod Indbyggerne. Hertugen samtykkede heri, og sluttede Overeenskomst med Sigurd, hvorved han forpligtede sig til at holde et bestemt Torv saaledes forsynet den hele Vinter, at Nordmændene der kunde

  1. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 2.
  2. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 3, hvor ogsaa Thoraren Stutfeld og Einar Skulessøn anføres til Bekræftelse. Sigurds Ophold i England omtales derhos af Villjam af Malmsbury, hans Samtidige V. 4100 Han kalder ham her „allerede i sin første Ungdom værd at sammenligne med de kjekkeste“. Det er Villjam, der nævner om at Sigurd „forlangte Kongens Fred“ og „skjenkede meget Guld til Kirkerne“.
  3. Morkinskinna, fol. 25. a.
  4. Dette siges ej i Sagaerne, men fortælles derimod af Villjam af Malmsbury, V. 410. Der staar nemlig, at Sigurd om Vaaren forlod England, sejlede ud paa Havet, siden besøgte de baleariske Øer, og drog derfra til Jerusalem, efter alene at have mistet eet Skib, der ved at lægge for sildigt ud af Hav-