Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/587

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
569
Sven Alfivesſøns Paalæg ophævede.

nye og ældre Gaver, (altſaa de vel bekjendte Julegaver); Røykmælen, Rygjarto, Vinjartodde og Smørſpand, Afraad, og alſlags Landøre; for disſe Paalæg ſkulde alle øde ſlippe, ſom ellers vare ledingspligtige. Om der for utlæg Mand faldt Arv i hans Fraværelſe, ſkulde nærmeſte Arving faa den, ej Kongen. Kom han tilbage og forligedes med Kongen, ſkulde han ſelv faa den tilbage. I Fredstid ſkulde enhver have Lov til at forlade Landet, naar han havde Lyſt, og drage hvorhen han havde Lyſt; han ſkulde ej tilbagekaldes, og ved Hjemkomſten ſkulde han faa alt ſit tilbage, med mindre han kom ſom Fiende med Vaaben i Haand. Jordgravet Gods ſkulde Finderen have, ikke Kongen, og Landdrotten Landnam af den der grov uden hans Samtykke. Bønderne ſkulde ej være pligtige at bebygge Kongens Gaarde, naar de ej vilde gjøre det godvilligt: det ſkulde være Almuens Sag. De ſamme Retterbøder bleve tilſtaaede Haalogalænderne, ligeſom disſe og ſærſkilt bleve fritagne for de ſaakaldte Fiſkegaver, det vil ſige Landslods-Erlæggelſe, med den Undtagelſe at enhver, der deeltog i Vaagens Fiſke, ſkulde give Kongen fem Fiſke. De fik ogſaa de ſamme Almenninger tilbage, ſom de havde beſiddet i St. Olafs Tid: disſe Almenninger maa ſaaledes Kong Sven, eller Magnus Barfod, have inddraget og erklæret for kongelig Ejendom, ligeſom de øvrige Almenninger i Landet. Kongen forbeholdt ſig Enekjøbet af alt Pelsverk (Klovare), dog kun nordenfor Omøſund; men Straffen for uberettigt Kjøb beſtemtes kun til 3 Mk. Sølv og Tabet af Skindene; og ingen ſkulde have Lov til at viſitere nogen haalogalandſk Mand, uden den dertil ſærſkilt bemyndigede Lendermand eller Aarmand. Fritagelſen for Julegaverne bekræftedes dernæſt ogſaa ſærſkilt for Naumdølefylket[1]. De her anførte Fritagelſer have ganſke Udſeendet af at være givne paa Hyldingsrejſer, og det er derfor et ſtort Spørgsmaal, om de ikke ſnarere aller førſt have været indrømmede Thrønderne ſom en Betingelſe for Hyldingen paa Ørethinget, end at de ſkulde have været anvendte ſom et Middel til at vinde Popularitet og gjøre Folket villigere til at tage Deel i Udruſtningerne til Toget[2]. Thi dette udgik, ſom det udtrykkeligt ſiges, fra det hele Land, ej fra Thrøndelagen alene, og der lægges, ſom vi have ſeet, udtrykkelig Vegt paa den Lyſt, der rørte ſig hos Folket ſelv til at faa et ſaadant Tog iſtand; ja det heder jo endog paa det ovenfor anførte Sted, at det var Folket, ſom anmodede Kongen om

  1. Ældre Froſtathingslov Afſn. XVI. Cap. 1—3. Om Paalæggene ſelv i deres oprindelige Tilſtand, ſe ovenfor I. 2. S. 816.
  2. I Beſtemmelſen om Afſkaffelſen ſtaar, at den gjelder öllum þeim mönnum er her eru i utgerðum með oss“ d. e. „alle dem, ſom her ere i Utgerd (d. e. ledingspligtige) med os“. Muligt at dette Udtryk, der kun gaar paa Ledingspligten i Almindelighed, er taget i en Betydning ſom om det angik Toget til Jeruſalem.