nye og ældre Gaver, (altsaa de vel bekjendte Julegaver); Røykmælen, Rygjarto, Vinjartodde og Smørspand, Afraad, og alslags Landøre; for disse Paalæg skulde alle øde slippe, som ellers vare ledingspligtige. Om der for utlæg Mand faldt Arv i hans Fraværelse, skulde nærmeste Arving faa den, ej Kongen. Kom han tilbage og forligedes med Kongen, skulde han selv faa den tilbage. I Fredstid skulde enhver have Lov til at forlade Landet, naar han havde Lyst, og drage hvorhen han havde Lyst; han skulde ej tilbagekaldes, og ved Hjemkomsten skulde han faa alt sit tilbage, med mindre han kom som Fiende med Vaaben i Haand. Jordgravet Gods skulde Finderen have, ikke Kongen, og Landdrotten Landnam af den der grov uden hans Samtykke. Bønderne skulde ej være pligtige at bebygge Kongens Gaarde, naar de ej vilde gjøre det godvilligt: det skulde være Almuens Sag. De samme Retterbøder bleve tilstaaede Haalogalænderne, ligesom disse og særskilt bleve fritagne for de saakaldte Fiskegaver, det vil sige Landslods-Erlæggelse, med den Undtagelse at enhver, der deeltog i Vaagens Fiske, skulde give Kongen fem Fiske. De fik ogsaa de samme Almenninger tilbage, som de havde besiddet i St. Olafs Tid: disse Almenninger maa saaledes Kong Sven, eller Magnus Barfod, have inddraget og erklæret for kongelig Ejendom, ligesom de øvrige Almenninger i Landet. Kongen forbeholdt sig Enekjøbet af alt Pelsverk (Klovare), dog kun nordenfor Omøsund; men Straffen for uberettigt Kjøb bestemtes kun til 3 Mk. Sølv og Tabet af Skindene; og ingen skulde have Lov til at visitere nogen haalogalandsk Mand, uden den dertil særskilt bemyndigede Lendermand eller Aarmand. Fritagelsen for Julegaverne bekræftedes dernæst ogsaa særskilt for Naumdølefylket[1]. De her anførte Fritagelser have ganske Udseendet af at være givne paa Hyldingsrejser, og det er derfor et stort Spørgsmaal, om de ikke snarere aller først have været indrømmede Thrønderne som en Betingelse for Hyldingen paa Ørethinget, end at de skulde have været anvendte som et Middel til at vinde Popularitet og gjøre Folket villigere til at tage Deel i Udrustningerne til Toget[2]. Thi dette udgik, som det udtrykkeligt siges, fra det hele Land, ej fra Thrøndelagen alene, og der lægges, som vi have seet, udtrykkelig Vegt paa den Lyst, der rørte sig hos Folket selv til at faa et saadant Tog istand; ja det heder jo endog paa det ovenfor anførte Sted, at det var Folket, som anmodede Kongen om
- ↑ Ældre Frostathingslov Afsn. XVI. Cap. 1—3. Om Paalæggene selv i deres oprindelige Tilstand, se ovenfor I. 2. S. 816.
- ↑ I Bestemmelsen om Afskaffelsen staar, at den gjelder öllum þeim mönnum er her eru i utgerðum með oss“ d. e. „alle dem, som her ere i Utgerd (d. e. ledingspligtige) med os“. Muligt at dette Udtryk, der kun gaar paa Ledingspligten i Almindelighed, er taget i en Betydning som om det angik Toget til Jerusalem.
