Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/585

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
567
Væringernes Anſeelſe i Conſtantinopel.

da Nikephorus Bryennius var bleven fangen og blindet, og Botaniates Enekejſer, hevnede hiin Væring den ham tilføjede Skjendſel, idet han med egen Haand dræbte Johannes Bryennius, da han tilfældigviis mødte ham paa Conſtantinopels Gader[1]. Uagtet Væringerne, under Botaniates’s korte Regjeringstid, (1078—1081) bleve, uviſt hvorfor, ſaa opbragte paa ham, at de gjorde Opſtand for at tage ham af Dage, viſte de ham dog, efter at Opſtanden var bilagt, en ubrødelig Troſkab. Da den fortjente og mægtige Alexius Komnenus, mistænkt og bagvaſket af Kejſerens Yndlinger, ſelv havde beſluttet at ſtyrte Kejſeren fra Tronen, og i dette Øjemed ved Smigrerier og Løfter ſøgte at bringe Hæren, der forſvarede Staden, paa ſin Side, raadførte han ſig herom med Cæſaren Johannes, der havde taget hans Parti, og bad ham udpege ſig dem af Murenes Forſvarere, ſom han troede letteſt at vinde. Johannes fraraadede ham da, ſom det allerede tidligere er omtalt[2], at henvende ſig enten til de ſaakaldte Udødelige, eller til Væringerne, da nemlig hine, ſom indfødde, nødvendigviis maatte være Kejſeren ubrødelig tro, og disſe, eller, ſom de og kaltes, Øxebærerne, havde ligeſom et Pant fra ſine Forfædre arvet Troſkab mod Kejſerne og deres Bevogtning, hvilken de vilde overholde ubrødeligt og ikke høre et Ord om Forræderi. En anden Sag var det derimod med Nemitzerne (Tydſkerne), thi til dem vilde han neppe henvende ſig forgjæves, men faa Adgang gjennem det Taarn, de holdt beſat[3]. Det gik ogſaa, ſom Johannes forudſagde: Nemitzernes Anfører Gilprecht aftalte med Alexius’s Udſendinger, at han ved Nattetide ſkulde indlade hans Folk i Byen, og holdt ſit Løfte. Da Alexius og hans Mænd paa denne Maade havde faaet Fodfæſte i Staden, vare Væringerne atter de Tropper, ved hvilke Botaniates’s Tilhængere endnu haabede at kunne faa Bugt med Opſtanden. „Giv mig blot“, ſagde Nikephorus Palæologus til Kejſeren, Væringerne fra Thule, ſkal jeg nok ſaa Komnenerne fordrevne fra Staden“. Men Kejſeren vilde nødig lade det komme til aabenbar Krig, og gjorde Alexius det Forſlag, at adoptere ham. Da Alexius

  1. Skylitzes, S. 671.
  2. Se ovenfor S. 110, Anm. 3.
  3. Nemitzer (Νεμίτζιοι) er aabenbart det ſlaviſke Niemzi (egentlig Stumme; ſiden Tydſkere); deres tydſke Herkomſt ſees deels af Høvdingens tydſke Navn Gilprecht (Gilpractus) deels af Conſtantin Porphyrogenitus’s Udſagn S. 398, hvor han ſiger at Saxerne og Bairerne hørte til Nemitzernes Land. Da „Niemzi“ endnu er den ſædvanlige Benævnelſe paa Tydſkerne blandt Rusſerne, ſees det heraf, at Byzantinerne ſtundom hentede ſlige Folkebenævnelſer fra Slaverne; dette viſer og at „Varangi“ er optaget ad ſamme Vej. Nemitzerne dannede et eget Korps, der aller førſt omtales 1070. Muligt at der blandt dem var virkelige, allerede 1066 udvandrede, Angler.