Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/584

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
566
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

ſingeland i Sverige, og vi ville ligeledes i det følgende oftere finde Nordmænd, Svenſke og Danſke omtalte ſom opholdende ſig ved det byzantinſke Hof[1]. Hiin Islænding, der paa Overfarten fra Norge til England havde haanet den franſke Ridder Giffard, var netop nys kommen tilbage fra Conſtantinopel, hvor han efter al Sandſynlighed havde tjent ſom Væring[2]. Man kan ſaaledes viſt antage, at der i det hele Aarhundrede neppe hengik noget Aar, uden at der fra Norge og Island rejſte Mænd til Conſtantinopel, for at træde ind i Væringekorpſet, eller at Væringer kom tilbage efter et længere Ophold der.

Hvad ellers de gode Udſigter til Ære og Berømmelſe angaar, ſom tilbødes Væringerne i Kejſer Alexius’s Tjeneſte, da har det viſt dermed ſin fuldkomne Rigtighed. Ingenſinde ſynes Væringerne at have nydt ſaa megen Tillid og Anſeelſe ſom under ham; og da vi i vore Oldſkrifter finde Benævnelſen „Kyrialax“ (ſammendraget for „Kyrie Alexie, Herr Alexius) hvormed han almindelig tiltaltes og omtaltes, ogſaa henført til hans Eftermænd, maa man antage at hans Regjeringstid har været betragtet ſom Væringernes Guldalder, og hans Perſonlighed ſom ſaa fremragende, at den i ſig har optaget alle de øvrige Kejſeres, ſom vore Forfædre lærte at kjende[3]. Et Beviis paa den Tillid, Kejſerne allerede faa Aar efter Harald Haardraades Bortrejſe og endnu under hans Levetid nærede til Væringernes Troſkab og Lydighed, ſaa man, da Kejſer Iſak Komnenus overdrog Væringerne det anſvarsfulde Hverv at gribe og bortføre i Fangenſkab Patriarchen af Conſtantinopel, der med Truſler vovede at modſætte ſig hans kirkelige Reformer[4]. Senere, da de tvende Hærførere Nikephorus Bryennius og Nikephorus Botaniates gjorde Opſtand mod den ſvage Michael Parapinakes (1078), fik den førſtes Broder Johannes en Deel af Væringerne til at tage ſit Parti; den anden Deel, der var bleven Michael tro, ſluttede ſig ſiden, da han frivilligt nedlagde Regjeringen, til Bryennius’s heldige Medbejler Botaniates, og ſøgte tillige at faa dem af ſine Landsmænd, der havde taget Bryennius’s Parti, til at forlade ham og forene ſig med dem, der tjente under den rette Kejſer. Budet, ſom bragte denne Hilſen, blev grebet og bragt for Johannes Bryennius, der til Straf lod hans Næſe afſkære; men ſiden efter,

  1. F. Ex. Eindride unge, Reidar Sendemand, jvfr. Olaf den helliges Saga Cap. 230.
  2. Han hed Eldjarn, og var fra Huſavik, ſe Magnus Barfods Saga Cap. 29. Snorre Cap. 16.
  3. „Kyrialax“ kaldes ſaaledes Kejſeren i de Sagn, ſom upaatvivlelig vare medbragte af Eindride unge omkring 1150, angaaende Begivenheder, foregaaede under Alexius’s Søn Kalo-Johannes.
  4. Skylitzes S. 632, Zonaras S. 211, 212.