Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/584

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
566
Eystein, Sigurd og Olaf Magnussønner.

singeland i Sverige, og vi ville ligeledes i det følgende oftere finde Nordmænd, Svenske og Danske omtalte som opholdende sig ved det byzantinske Hof[1]. Hiin Islænding, der paa Overfarten fra Norge til England havde haanet den franske Ridder Giffard, var netop nys kommen tilbage fra Constantinopel, hvor han efter al Sandsynlighed havde tjent som Væring[2]. Man kan saaledes vist antage, at der i det hele Aarhundrede neppe hengik noget Aar, uden at der fra Norge og Island rejste Mænd til Constantinopel, for at træde ind i Væringekorpset, eller at Væringer kom tilbage efter et længere Ophold der.

Hvad ellers de gode Udsigter til Ære og Berømmelse angaar, som tilbødes Væringerne i Kejser Alexius’s Tjeneste, da har det vist dermed sin fuldkomne Rigtighed. Ingensinde synes Væringerne at have nydt saa megen Tillid og Anseelse som under ham; og da vi i vore Oldskrifter finde Benævnelsen „Kyrialax“ (sammendraget for „Kyrie Alexie, Herr Alexius) hvormed han almindelig tiltaltes og omtaltes, ogsaa henført til hans Eftermænd, maa man antage at hans Regjeringstid har været betragtet som Væringernes Guldalder, og hans Personlighed som saa fremragende, at den i sig har optaget alle de øvrige Kejseres, som vore Forfædre lærte at kjende[3]. Et Beviis paa den Tillid, Kejserne allerede faa Aar efter Harald Haardraades Bortrejse og endnu under hans Levetid nærede til Væringernes Troskab og Lydighed, saa man, da Kejser Isak Komnenus overdrog Væringerne det ansvarsfulde Hverv at gribe og bortføre i Fangenskab Patriarchen af Constantinopel, der med Trusler vovede at modsætte sig hans kirkelige Reformer[4]. Senere, da de tvende Hærførere Nikephorus Bryennius og Nikephorus Botaniates gjorde Opstand mod den svage Michael Parapinakes (1078), fik den førstes Broder Johannes en Deel af Væringerne til at tage sit Parti; den anden Deel, der var bleven Michael tro, sluttede sig siden, da han frivilligt nedlagde Regjeringen, til Bryennius’s heldige Medbejler Botaniates, og søgte tillige at faa dem af sine Landsmænd, der havde taget Bryennius’s Parti, til at forlade ham og forene sig med dem, der tjente under den rette Kejser. Budet, som bragte denne Hilsen, blev grebet og bragt for Johannes Bryennius, der til Straf lod hans Næse afskære; men siden efter,

  1. F. Ex. Eindride unge, Reidar Sendemand, jvfr. Olaf den helliges Saga Cap. 230.
  2. Han hed Eldjarn, og var fra Husavik, se Magnus Barfods Saga Cap. 29. Snorre Cap. 16.
  3. „Kyrialax“ kaldes saaledes Kejseren i de Sagn, som upaatvivlelig vare medbragte af Eindride unge omkring 1150, angaaende Begivenheder, foregaaede under Alexius’s Søn Kalo-Johannes.
  4. Skylitzes S. 632, Zonaras S. 211, 212.