Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/583

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
565
Væringernes Anſeelſe i Conſtantinopel.

flere Antydninger. Blandt andet beder det i den Beſkrivelſe over Legene paa Hippodromen i Conſtantinopel, ſom vore Sagaer meddele, hvor de omtale Kong Sigurds Beſøg, og ſom ej kan grunde ſig paa andet end paa hjemkomne Væringers egne Fortællinger, „at der paa Banen fandtes Billeder af Æſer, Vølſunger og Gjukunger, ſtøbte af Kobber og Malm ſaa kunſtigt, at de ſaa ud ſom om de vare levende, og deeltoge i Legen“[1]; disſe Billeder vare de Statuer af de gamle græſke Guder og Heroer, der, ſom bekjendt, ſtode opſtillede langs den ſaakaldte Spina, men ſom paa den Tid ingen Angler, og alene de med de gamle Gudeſagn endnu fortrolige Nordboer kunde falde paa at henføre til den gamle nordiſk-germanniſke Mythologi[2]. Endnu i 1122 omtales en Væringe-Anfører, ved Navn Thore Helſing[3], der ſaaledes ſynes at have været en Mand fra Hel-

    iſær da man baade hos byzantinſke og italienſke Skribenter finder Væringerne paa denne Tid og ſenere omtalte ſom for en ſtor Deel beſtaaende af Angler og talende engelſk, ſaaledes navnlig de oven (S. 58) citerede Kodinos Cap. 7, Pag. 90, og Galfred Malaterra, III. 27; ligeledes Greven af St. Paul (Duchêne V. 273, og Villehardouin (Cap. 95, Pag. 72). Jvfr. Villjam af Malmsbury 11. I Duchênes Udgave af Ordrik henføres Udvandringen urigtigt til 1067; den omtales nemlig kun i almindelige Udtryk, og af den Omſtændighed, at Alexius Komnenus nævnes ſom den, der modtog Flygtningerne, ſees det at de maa være komne til hans Rige enten ſtrax efter 1081, da han beſteg Tronen, eller maaſkee i ſelve dette Diar, da han ſtred mod Robert Viskard. Udvandringen har vel ſaaledes iſær fundet Sted efter Danernes ſidſte Tog til England 1074 og Valthjofs Henrettelſe 1075. Men da det iſær var de anglo-danſke Dele af Landet, ſom lede under Villjam Erobrerens ſidſte Krig i Landet ſelv, bliver det i ſig ſelv rimeligt, at Udvandrerne fornemmelig vare danſktalende; dette beſtyrkes og af Saxos Udſagn om Væringerne (S. 610) „Danicæ vocis homines“ og af hans Fortælling om Alexius’s Ængſtelſe for at Væringerne ſkulde gjøre for meget af Danekongen Erik, thi Erik var netop Søn af Kong Sven, til hvem Anglo-Danerne i England havde ſat ſit ſidſte Haab, og hvem i det mindſte Udvandrerne maatte anſee for ſin rette Herre. Derimod viſte Alexius ingen ſaadan Mistænkelighed i Anledning af Kong Sigurds Nærværelſe.

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 13. Snorre Cap. 12. Dette omtales endog i Morkinſkinna (fol. 26. a.) hvis egentlige Text nærmeſt maa henføres til Tiden omkring 1190.
  2. Om de Billeder, der ſtode opſtillede paa Hippodromens Spina, ſe Ducange, Constantinopolis Christiana, S. 106; jvfr. nedenfor, S. 589.
  3. Olaf den helliges Saga Cap. 250, Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 20. Se nærmere herom ovenfor, S. 88, Anm. 2, hvor det er viiſt, at Fortællingen, ſaadan ſom den paa de nys nævnte Steder gives, nærmeſt ſlutter ſig til det af Kalo-Johannes i Aaret 1122 mod de ſaakaldte Skyther (Petſcheneger o. fl.) vundne Slag, men tillige har forvexlet dette med det, ſom 1041 blev leveret Bulgarerne udenfor Thesſalonika. Men Thore Helſing, hvilket Navn ſynes at grunde ſig paa Eindride tinges Beretning, da det ej findes i den ældre Legende, maa viſtnok tilhøre den Høvding, der kommanderede Væringerne i Slaget 1122.