Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/582

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
564
Eyſtein, Sigurd og Olaf Magnusſønner.

(Ejegod) i Aaret 1103 tiltraadte, for at drage til det hellige Land. Vel var dette ikke noget egentligt Korstog, kun en Pilegrimsrejſe, og han naaede heller ikke ſit Beſtemmelſes-Sted[1]; men man ſaa dog her en Konge i egen Perſon drage afſted; og den Udmerkelſe, Erik nød paa Rejſen, kunde nok vække Lyſten hos de norſke Konger, iſær den ærgjerrige Sigurd, til at optræde med endnu ſtørre Glands end han, og udføre Bedrifter, hvis Ry vilde gjenlyde over hele Europa og vedvare til de fjerneſte Slægter.

Hermed er det dog ikke ſagt, at jo flere, og det temmelig mange af dem, der toge Korſet under ham, have haft i Sinde at ſørge for deres egen Fordeel ved Siden af Chriſtendommens, og efter Opfyldelſen af deres egentlige Korstogs-Løfte at ſøge Lejlighed til at erhverve en Deel af det byzantinſke Guld, der efter Sigende ſkulde ſidde ſaa løſt. Men Kongen og hans fornemſte Mænd kunde ikke tænke paa noget ſaadant, thi dette var aldeles under deres Værdighed. Den Anledning til at vinde Guld og Berømmelſe, ſom Væringetjeneſten i Conſtantinopel allerede i henved et Aarhundred frembød, var desuden altfor vel bekjendt i Norden, til at Nordmændenes Opmerkſomhed behøvede at hentedes derpaa ved hjemvendende Korsfarere. Ene og alene den Omſtændighed, at Væringekorpſet den hele Tid ſiden den førſte Oprettelſe havde været vedligeholdt, og fremdeles beſtod i ſin fulde Anſeelſe, forudſatte en ſtadig, uafbrudt Tilgang fra Norden. Viſtnok var Væringekorpſet i den ſenere Tid blevet ſterkt rekruteret ved Angler, eller maaſkee Anglo-Daner, der flygtede fra England formedelſt Nordmannernes Undertrykkelſer, og, venſkabeligt modtagne af Kejſer Alexius Komnenus, endog ſkulle have dannet et Slags Koloni nær ved Conſtantinopel[2]; men at den ſtørſte Deel af Væringerne dog fremdeles var kommen fra de egentlige nordiſke Lande, ſkjønnes dog lettelig af

  1. Erik døde, ſom bekjendt, i Baffa eller Paphos paa Cypern; han foretog Rejſen for at udſone et i Overilelſe begaaet Drab; ſe herom Saxo, 12te Bog, S. 607; Knytlinga Saga Cap. 79.
  2. Dette fortælles og omtales af Ordrik paa flere Steder, fornemmelig S. 508 (jvfr. 641, 825; ſe ogſaa ovenfor S. 57), hvor der ſtaar „at Anglerne, fortvivlede over Frihedens Tab, gik til Kong Sven i Danmark og bade ham gjøre Fordring paa det Land, hans Forfædre, Sven og Knut havde beſiddet; at nogle begave ſig i frivillig Landflygtighed, og at blandt dem en Deel Ynglinger drog til fjerne Egne, og tilbød Kejſer Alexius ſin Tjeneſte; at han ogſaa modtog deres Tilbud, brugte dem mod Nordmannerne, og byggede til deres Bolig Byen Chevetot (Kibotos) et Stykke fra Byzantium, hvorfra han dog, da de alt for meget foruroligedes af Nordmannerne (nemlig i det i førſte Korstog), flyttede dem til Hovedſtaden, og betroede dem det fornemſte 7 Palads med de kejſerlige Skatte“. Det er aabenbart, at Ordrik her urigtigt tænker ſig dette ſom den egentlige og farne Oprindelſe til Væringekorpſets men om han end har fejlet, maa dog viſt Beretningen i ſig ſelv være ſand,