(Ejegod) i Aaret 1103 tiltraadte, for at drage til det hellige Land. Vel var dette ikke noget egentligt Korstog, kun en Pilegrimsrejse, og han naaede heller ikke sit Bestemmelses-Sted[1]; men man saa dog her en Konge i egen Person drage afsted; og den Udmerkelse, Erik nød paa Rejsen, kunde nok vække Lysten hos de norske Konger, især den ærgjerrige Sigurd, til at optræde med endnu større Glands end han, og udføre Bedrifter, hvis Ry vilde gjenlyde over hele Europa og vedvare til de fjerneste Slægter.
Hermed er det dog ikke sagt, at jo flere, og det temmelig mange af dem, der toge Korset under ham, have haft i Sinde at sørge for deres egen Fordeel ved Siden af Christendommens, og efter Opfyldelsen af deres egentlige Korstogs-Løfte at søge Lejlighed til at erhverve en Deel af det byzantinske Guld, der efter Sigende skulde sidde saa løst. Men Kongen og hans fornemste Mænd kunde ikke tænke paa noget saadant, thi dette var aldeles under deres Værdighed. Den Anledning til at vinde Guld og Berømmelse, som Væringetjenesten i Constantinopel allerede i henved et Aarhundred frembød, var desuden altfor vel bekjendt i Norden, til at Nordmændenes Opmerksomhed behøvede at hentedes derpaa ved hjemvendende Korsfarere. Ene og alene den Omstændighed, at Væringekorpset den hele Tid siden den første Oprettelse havde været vedligeholdt, og fremdeles bestod i sin fulde Anseelse, forudsatte en stadig, uafbrudt Tilgang fra Norden. Vistnok var Væringekorpset i den senere Tid blevet sterkt rekruteret ved Angler, eller maaskee Anglo-Daner, der flygtede fra England formedelst Nordmannernes Undertrykkelser, og, venskabeligt modtagne af Kejser Alexius Komnenus, endog skulle have dannet et Slags Koloni nær ved Constantinopel[2]; men at den største Deel af Væringerne dog fremdeles var kommen fra de egentlige nordiske Lande, skjønnes dog lettelig af
- ↑ Erik døde, som bekjendt, i Baffa eller Paphos paa Cypern; han foretog Rejsen for at udsone et i Overilelse begaaet Drab; se herom Saxo, 12te Bog, S. 607; Knytlinga Saga Cap. 79.
- ↑ Dette fortælles og omtales af Ordrik paa flere Steder, fornemmelig S. 508 (jvfr. 641, 825; se ogsaa ovenfor S. 57), hvor der staar „at Anglerne, fortvivlede over Frihedens Tab, gik til Kong Sven i Danmark og bade ham gjøre Fordring paa det Land, hans Forfædre, Sven og Knut havde besiddet; at nogle begave sig i frivillig Landflygtighed, og at blandt dem en Deel Ynglinger drog til fjerne Egne, og tilbød Kejser Alexius sin Tjeneste; at han ogsaa modtog deres Tilbud, brugte dem mod Nordmannerne, og byggede til deres Bolig Byen Chevetot (Kibotos) et Stykke fra Byzantium, hvorfra han dog, da de alt for meget foruroligedes af Nordmannerne (nemlig i det i første Korstog), flyttede dem til Hovedstaden, og betroede dem det fornemste 7 Palads med de kejserlige Skatte“. Det er aabenbart, at Ordrik her urigtigt tænker sig dette som den egentlige og farne Oprindelse til Væringekorpsets men om han end har fejlet, maa dog vist Beretningen i sig selv være sand,
