Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/581

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
563
Korstogs-Iver i Norge.



havde erhvervet ſtor Berømmelſe ved deres Rejſe, og kunde berette mange Tidender, blandt andet, at de Nordmænd, der vilde tage Tjeneſte i Conſtantinopel, kunde der erhverve ſig megen Rigdom. Disſe Beretninger, heder det videre, „vakte hos en Mængde Nordmænd Lyſten til en lignende Ferd, og de anmodede Kongerne om at en af dem vilde ſtille ſig i Spidſen for Toget. Kongerne ſamtykkede deri, og beſørgede Udruſtningerne paa fælles Bekoſtning; mange Lendermænd og mægtige Bønder beſluttede at være med“[1]. Denne Sagaernes Angivelſe af de Aarſager, der beſtemte Rigets ypperſte Mænd, ja endog en af Kongerne, til at foretage ſaa ſtore Udruſtninger, og drage ud paa en ſaa lang og møjſommelig Ferd, er dog langt fra at være nøjagtig. Udſigterne til Fortjeneſte i Conſtantinopel var her kun en Biſag, thi Toget gjaldt, ſom vi ville ſee, førſt og fremſt det hellige Land, i hvilket Nordmændene, ſom de ſelv ved Ankomſten udtrykkeligt erklærede, havde til Henſigt at opholde ſig en Stund, for at hjelpe til Chriſtendommens, det vil her ſige det nys oprettede chriſtne Riges, Udbredelſe. Med andre Ord, Toget var et formeligt Korstog, og Nordmændene ſtode paa den Tid i alt for hyppig Berørelſe med de øvrige veſteuropæiſke Lande, til at den religiøſe Enthuſiasme, ſom i disſe allerede havde bragt mange Tuſinder til at tage Korſet og ile til det hellige Land for at befrie det fra de Vantroende, ikke ogſaa omſider ſkulde have forplantet ſig til Norge, og her, ſom andenſteds, grebet den ſtore Mængde med en hidtil ukjendt og uimodſtaaelig Magt. De fra Skoftes Tog hjemkomne Nordmænds Fortællinger kunne have bidraget til at forhøje og udbrede denne Iver; men vakt var den visſelig allerede, og Toget vilde ſandſynligviis endog uden dem have gaaet for ſig. Et mere iøjnefaldende og næſten lige ſaa nærliggende Exempel til Efterligning havde man desuden i den Rejſe, ſom den danſke Konge Erik Svensſøn

    Sigurds Udrejſe, altſaa efter Høſten 1107, rimeligviis i Løbet af 1108. I Brevet roſer han ham, fordi han af Biſkoppen (maaſkee Villjam, hvorom ſiden) har erfaret hans Beredvillighed i at høre Ordet; han opfordrer ham til villigen at lytte til Biſkoppens Prædikener og Lærdomme.

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga, Cap. 1. Merkes maa det dog, at denne Bemerkning om at Nordmændenes Lyſt vaktes til Korstoget m. m. ved de fra Skoftes Tog hjemvendende Nordmænds Fortællinger, kun findes i den yngre Sagabeardejdelſe (Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og hos Snorre), medens den ældre (Morkinſkinna) kun udtrykker ſig ſaaledes: „I Førſtningen, da disſe tre Brødre ſad tilſammen i Riget, og hurtigere end man havde ventet, fik Sigurd Lyſt til at ferdes ud af Landet til Jorſaleland, med ſine Brødres og og de bedſte Mænds Raad i Landet, for at kjøbe ſig Guds Miſkun og god Berømmelſe“. Det tør ſaaledes nok hende, at hiin Bemerkning kun er et ſenere Tillæg, mere gjort efter Gisning om hvad man anſaa rimeligt, end efter udtrykkelig Beretning.