havde erhvervet stor Berømmelse ved deres Rejse, og kunde berette mange Tidender, blandt andet, at de Nordmænd, der vilde tage Tjeneste i Constantinopel, kunde der erhverve sig megen Rigdom. Disse Beretninger, heder det videre, „vakte hos en Mængde Nordmænd Lysten til en lignende Ferd, og de anmodede Kongerne om at en af dem vilde stille sig i Spidsen for Toget. Kongerne samtykkede deri, og besørgede Udrustningerne paa fælles Bekostning; mange Lendermænd og mægtige Bønder besluttede at være med“[1]. Denne Sagaernes Angivelse af de Aarsager, der bestemte Rigets ypperste Mænd, ja endog en af Kongerne, til at foretage saa store Udrustninger, og drage ud paa en saa lang og møjsommelig Ferd, er dog langt fra at være nøjagtig. Udsigterne til Fortjeneste i Constantinopel var her kun en Bisag, thi Toget gjaldt, som vi ville see, først og fremst det hellige Land, i hvilket Nordmændene, som de selv ved Ankomsten udtrykkeligt erklærede, havde til Hensigt at opholde sig en Stund, for at hjelpe til Christendommens, det vil her sige det nys oprettede christne Riges, Udbredelse. Med andre Ord, Toget var et formeligt Korstog, og Nordmændene stode paa den Tid i alt for hyppig Berørelse med de øvrige vesteuropæiske Lande, til at den religiøse Enthusiasme, som i disse allerede havde bragt mange Tusinder til at tage Korset og ile til det hellige Land for at befrie det fra de Vantroende, ikke ogsaa omsider skulde have forplantet sig til Norge, og her, som andensteds, grebet den store Mængde med en hidtil ukjendt og uimodstaaelig Magt. De fra Skoftes Tog hjemkomne Nordmænds Fortællinger kunne have bidraget til at forhøje og udbrede denne Iver; men vakt var den visselig allerede, og Toget vilde sandsynligviis endog uden dem have gaaet for sig. Et mere iøjnefaldende og næsten lige saa nærliggende Exempel til Efterligning havde man desuden i den Rejse, som den danske Konge Erik Svenssøn
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga, Cap. 1. Merkes maa det dog, at denne Bemerkning om at Nordmændenes Lyst vaktes til Korstoget m. m. ved de fra Skoftes Tog hjemvendende Nordmænds Fortællinger, kun findes i den yngre Sagabeardejdelse (Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og hos Snorre), medens den ældre (Morkinskinna) kun udtrykker sig saaledes: „I Førstningen, da disse tre Brødre sad tilsammen i Riget, og hurtigere end man havde ventet, fik Sigurd Lyst til at ferdes ud af Landet til Jorsaleland, med sine Brødres og og de bedste Mænds Raad i Landet, for at kjøbe sig Guds Miskun og god Berømmelse“. Det tør saaledes nok hende, at hiin Bemerkning kun er et senere Tillæg, mere gjort efter Gisning om hvad man ansaa rimeligt, end efter udtrykkelig Beretning.
Sigurds Udrejse, altsaa efter Høsten 1107, rimeligviis i Løbet af 1108. I Brevet roser han ham, fordi han af Biskoppen (maaskee Villjam, hvorom siden) har erfaret hans Beredvillighed i at høre Ordet; han opfordrer ham til villigen at lytte til Biskoppens Prædikener og Lærdomme.
