gjort noget ved den Sag; det er ogsaa rimeligt, at de store Udrustninger, eder paa denne Tid fandt Sted i Norge, og hvorom der strax nedenfor vil blive handlet, aldeles have optaget dem[1]. Magnus, som efter Flugten fra Kong Magnus’s Skib havde opholdt sig deels hos en Biskop i Wales, deels i England, deels ved den skotske Konges Hof, og endelig i den sidste Tid paa Katanes, hvor han af Folket var bleven udvalgt til Maormor eller Jarl, raadslog ved Efterretningen om Haakons Anmasselser med sine Mænd om, hvad han skulde gjøre, og de bleve enige om, at han for det første skulde see Tiden an, og heller med det Gode, end med Magt gjøre sine Rettigheder gjeldende: en Fremgangsmaade, der ogsaa passede bedst med Magnus’s fromme Sindelag. Saaledes stod det hen et Par Aars Tid, indtil Magnus omsider begav sig over til Øerne, fordrede sin Fædrenearv, og fandt strax et saa stort Parti for sig, bestaaende af hans talrige Venner, Frænder og Besvogrede, at Haakon, som først gjorde Miner til at forjage ham med væbnet Haand, fandt det raadeligst at slutte Forlig i Mindelighed og afstaa Magnus hans fædrene Andeel af Øerne, dog med Forbehold af de norske Kongers Samtykke. Magnus drog derpaa strax over til Norge, hvor Kong Eystein, som da førte Eneregjeringen i Sigurds Fraværelse, hvorom nedenfor, modtog ham paa det venligste, gav ham Jarlsnavn, og forlenede ham med den Halvdeel af Øerne som hans Fader havde haft, og som Haakon foreløbigt havde afstaaet ham. Øernes Bortforlening viser ellers tydeligt, at Kongerne nu med Hensyn saa vel til dem som til Syderøerne havde opgivet deres Faders Bestræbelse, at bringe disse Skatlande mere umiddelbart under Norges Herredømme, og at de ganske vare vendte tilbage til det forrige Lenssystem, hvilket dog, som det følgende viser, var mere regelbundet og strengere overholdtes end forhen.
Da Magnus Barfods Sønner vare tagne til Konger i Norge, fortælles der i Sagaerne, kom flere af dem, der vare dragne ud med Skofte Agmundssøn, tilbage, deels fra Palæstina, deels fra Constantinopel; de
- ↑ Til denne Mellemtid maa vel et Brev henføres, som Erkebiskop Anshelm af Canterbury tilskrev Haakon, og som findes optaget i Samlingen af Anshelms Breve, IV. 90. Thi hvis Magnus var Jarl paa den Tid, Anshelm skrev, vilde han efter al Rimelighed nærmest have henvendt sig til ham, der var saa streng religiøs og en saa stor Ven af Gejstligheden. Men Anshelm, der døde allerede i April 1109, har maaskee neppe engang vidst noget om Magnus’s Forlening med Halvparten af Øerne, hvilken indtraf efter Kong
