Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/580

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Magnusſønner.
562 Eyſtein, Sigurd og Olaf

gjort noget ved den Sag; det er ogſaa rimeligt, at de ſtore Udruſtninger, eder paa denne Tid fandt Sted i Norge, og hvorom der ſtrax nedenfor vil blive handlet, aldeles have optaget dem[1]. Magnus, ſom efter Flugten fra Kong Magnus’s Skib havde opholdt ſig deels hos en Biſkop i Wales, deels i England, deels ved den ſkotſke Konges Hof, og endelig i den ſidſte Tid paa Katanes, hvor han af Folket var bleven udvalgt til Maormor eller Jarl, raadſlog ved Efterretningen om Haakons Anmasſelſer med ſine Mænd om, hvad han ſkulde gjøre, og de bleve enige om, at han for det førſte ſkulde ſee Tiden an, og heller med det Gode, end med Magt gjøre ſine Rettigheder gjeldende: en Fremgangsmaade, der ogſaa pasſede bedſt med Magnus’s fromme Sindelag. Saaledes ſtod det hen et Par Aars Tid, indtil Magnus omſider begav ſig over til Øerne, fordrede ſin Fædrenearv, og fandt ſtrax et ſaa ſtort Parti for ſig, beſtaaende af hans talrige Venner, Frænder og Beſvogrede, at Haakon, ſom førſt gjorde Miner til at forjage ham med væbnet Haand, fandt det raadeligſt at ſlutte Forlig i Mindelighed og afſtaa Magnus hans fædrene Andeel af Øerne, dog med Forbehold af de norſke Kongers Samtykke. Magnus drog derpaa ſtrax over til Norge, hvor Kong Eyſtein, ſom da førte Eneregjeringen i Sigurds Fraværelſe, hvorom nedenfor, modtog ham paa det venligſte, gav ham Jarlsnavn, og forlenede ham med den Halvdeel af Øerne ſom hans Fader havde haft, og ſom Haakon foreløbigt havde afſtaaet ham. Øernes Bortforlening viſer ellers tydeligt, at Kongerne nu med Henſyn ſaa vel til dem ſom til Syderøerne havde opgivet deres Faders Beſtræbelſe, at bringe disſe Skatlande mere umiddelbart under Norges Herredømme, og at de ganſke vare vendte tilbage til det forrige Lensſyſtem, hvilket dog, ſom det følgende viſer, var mere regelbundet og ſtrengere overholdtes end forhen.

50. Udruſtninger til et Korstog.


Da Magnus Barfods Sønner vare tagne til Konger i Norge, fortælles der i Sagaerne, kom flere af dem, der vare dragne ud med Skofte Agmundsſøn, tilbage, deels fra Palæſtina, deels fra Conſtantinopel; de

  1. Til denne Mellemtid maa vel et Brev henføres, ſom Erkebiſkop Anshelm af Canterbury tilſkrev Haakon, og ſom findes optaget i Samlingen af Anshelms Breve, IV. 90. Thi hvis Magnus var Jarl paa den Tid, Anshelm ſkrev, vilde han efter al Rimelighed nærmeſt have henvendt ſig til ham, der var ſaa ſtreng religiøs og en ſaa ſtor Ven af Gejſtligheden. Men Anshelm, der døde allerede i April 1109, har maaſkee neppe engang vidſt noget om Magnus’s Forlening med Halvparten af Øerne, hvilken indtraf efter Kong