Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/579

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
561
Regjeringen deelt.

laa og hans øvrige Indtægter hævedes, finde vi dog ogſaa ikke ſaa ſjelden at en af dem endog for længere Tid dvælede paa et eller andet Sted, der var beliggende i Broderens Part, fornemmelig i Byerne, f. Ex. Sigurd i Nidaros, Eyſtein i Sarpsborg, og der udøvede fuldkommen kongelig Myndighed[1]. Spørgsmaalet, hvorledes Delingen var indrettet, bliver her af ſtørre Vigtighed end i de foregaaende Tilfælde, fordi den vedvarede i ſaa lang Tid, mens den længſte Delingstid hidtil kun havde omfattet i det højeſte et Par Aar[2].

Dronning Margrete har ſandſynligviis efter Magnus’s Død og ſine Stifſønners Tronbeſtigelſe forladt Norge, og begivet ſig enten til ſin Fader Kong Inge, eller til ſine Medgiftsbeſiddelſer i Dalsland, hvilket nu, ſom man tydeligt nok kan ſee, atter ſkiltes fra Norge. Faa Aar efter egtede hun den danſke Konge Nikolas Svensſøn, og bragte ham ſandſynligviis de ſelvſamme Beſiddelſer i Medgift[3].

Et eller to Aar efter Magnus’s Død (altſaa 1104 eller 1105) kom Haakon Paalsſøn fra Orknøerne, hvor han havde været efterladt ſom Beſtyrer, og anholdt om Jarlsnavn og Forlening med Øerne. Dette Forlangende blev ham ogſaa tilſtaaet, dog ikke videre end hans Byrd berettigede ham til, og med den Begrændsning, hans Fader Paal havde været underkaſtet[4], det vil ſige, han fik Jarlsnavn og forlenedes med den Halvpart af Øerne, der havde tilhørt Paal Jarl, medens Erlends Deel, der nu egentlig tilkom dennes Søn Magnus, beſtyredes paa den norſke Krones Vegne af norſke Sysſelmænd, ſnarere, ſom man maa formode, fordi det var Henſigten at inddrage den ſom et ved Magnus’s Frafald forbrudt Len, end fordi man vilde bevare den for ham. Den herſkeſyge Haakon overholdt dog efter Tilbagekomſten til Orknøerne ingenlunde den af Kongerne trufne, og viſtnok af ham ſelv med Ed bekræftede Beſtemmelſe. Thi han underlagde ſig ſtrax med megen Voldſomhed alle Øerne, ſaa vel den kongelige Deel ſom ſin egen; ja han ſkal endog have dræbt de norſke Sysſelmænd, der rimeligviis have villet hindre ham i hans uretmæsſige Fremferd. Det lader dog ikke til at Kongerne for det førſte have

  1. Se nedenfor; jvfr. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 27, 22.
  2. Nemlig Delingen mellem Harald Haardraades Sønner neppe to Aar (Sommer 1067 til April 1069); mellem Magnus Barfod og Haakon fra Høſten 1093 til Februar 1095.
  3. Se herom ogſaa ovenfor, S. 539, jvfr. nedenfor, § 56.
  4. Dette ſtaar udtrykkeligt i Sigurd Jorſalafares Saga Cap. 1: gáfu konungar hánum jarls nafn ok yfirsókn i Orkneyjum slíka sem haft hafði Páll jarl faðir hans. Det forklares nærmere i St. Magnus’s Saga.